25.06.2025 Sidste nyt: Byrådet vedtog Energipark Øster Starup.
Se omtalen på TVSyd : https://www.tvsyd.dk/vejle/byrad-stemte-flagermus-krigsveteraner-og-naboer-ned-nu-er-kaempevindmoller-pa-vej-3b033
Eller se omtalen i VAF her (klik)
VEJLE AMTS FOLKEBLAD
Trods massiv lokal modstand: Byrådet godkender kæmpe energipark
Projektet blev stemt igennem trods 74 indsigelser og højlydte advarsler om støj, faldende huspriser og afvikling af lokalsamfundet. Nu er vejen banet for vindmøller på 150 meter og 36 hektar solceller.
Det blev et ja.
Onsdag godkendte et flertal i Vejle Byråd Energipark Øster Starup - et omdiskuteret projekt med fem 150 meter høje vindmøller og 36 hektar solceller ved Ammitsbøl Skov.
Dermed kan Eurowind Energy nu gå videre med planlægningen af det anlæg, der ifølge selskabet skal forsyne næsten 25.000 husstande med strøm. Projektet ventes at stå færdigt i 2027.
Men beslutningen falder ikke i god jord hos alle.
- For os handler det her nemlig ikke om grøn energi. Det handler om respekt for mennesker, respekt for lokalområder og respekt for den sunde fornuft, sagde Rune Bønnelykke (DF), der gennem hele forløbet har været modstander af planerne, i byrådssalen.
74 indsigelser - ingen ændringer
Energiparken har været længe undervejs og har mødt lokal modstand fra starten. Flere borgermøder er blevet holdt, underskrifter er blevet samlet ind, og i høringsfasen kom der 74 indsigelser, hvoraf langt de fleste var kritiske.
Bekymringerne har især handlet om støj, natur, veteranernes fristed i skoven og ikke mindst risikoen for faldende huspriser og stilstand i bosætningen.
- Hvis ingen gider at bygge nyt tæt på vindmøllerne, så er det hele lokalområdet, der betaler prisen, har Johannes Karstoft, der bor i Øster Starup, tidligere sagt til avisen.
Alligevel er der ikke ændret på hverken placering eller størrelse. Indsigelserne har alene ført til sproglige og tekniske justeringer som for eksempel krav om olieopsamling.
Også Steen Due, der er lokal gårdejer og medlem af skolebestyrelsen, har advaret mod konsekvenserne for området.
- Vi har en skole med få elever og et sogn, der ikke vokser. Hvis vi ikke kan tiltrække nye børnefamilier, risikerer vi, at det hele begynder at smuldre, har Steen Due tidligere fortalt.
Politikerne var splittede
Byrådsdebatten onsdag eftermiddag blev lang og til tider skarp.
Flere politikere anerkendte, at projektet kommer til at ændre området markant. En af dem er løsgængeren Eva With.
- Det her er et punkt, som jeg mener vil få vidtgående konsekvenser for de berørte områder - og ikke mindst for dem, der bor der. Der er altid nogen, der betaler prisen. Og det bliver de beboere, som får vindmøller og solceller som nabo, sagde hun.
Alligevel valgte et flertal at stemme for.
- Vi har en forpligtelse til at spille med på den grønne omstilling. [...] Jeg synes sådan set godt, at vi tør at stå politisk på mål for den proces, sagde Søren Peschardt (S), der er formand for klima-, natur- og miljøudvalget.
Formanden for teknisk udvalg, Gerda Jørgensen (V), afviste kritikken af manglende borgerinddragelse.
- Jeg har læst samtlige høringssvar og fået svar på 13 spørgsmål, jeg havde brug for at få belyst. At projektet ikke er ændret, betyder ikke, at vi ikke har lyttet. Jeg tager det, borgerne skriver, alvorligt, sagde hun.
Også Lars Schmidt (V), som selv er bosiddende i Øster Starup, stemte for projektet.
- Jeg har selv været med til at stå fadder for klimaplanen. Derfor stemmer jeg ja, også selvom det er mit eget lokalsamfund, der må holde for denne gang, sagde han.
Projektet blev vedtaget med stemmerne fra et bredt politisk flertal. Kun Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Eva With stemte imod, mens Gitte Eriksen (K) undlod at stemme.
Klar til næste fase
Hos Eurowind Energy glæder man sig over godkendelsen.
- Vejle Kommune har kørt en grundig proces med en lang forbehandlingsfase og borgerinddragelse. Det er ekstra glædeligt, at vi nu kan gå videre, siger Jesper Houe, chef for den danske udviklingsafdeling, i en pressemeddelelse.
Energiparken går nu ind i konstruktionsfasen. Her skal byggeriet planlægges i detaljer, før selve anlægsarbejdet kan gå i gang.
27 juni 2025
Vibeke Frost Nielsen viox@vafo.dk
Skriv dit høringssvar og indsend det inden mandag 31.marts kl. 15 her:
Du kan også se alle indsendte høringssvar ved at scrolle ned på siden
03.02 2025 Miljørapport (WSP), forslag til lokalplan og kommuneplantillæg er
offentliggjort til høring i 8 uger.
D. 25.2.2025 afholdes borgermøde på Øster Starup Skole kl 19. Naturgruppen udarbejder en række høringssvar og opfordrer alle
til det samme.
Projektområdet er ikke velegnet til vindmøller, da de pga. flagermus skal standses om natten i sommerhalvåret, når vinden er
under 8 m/s.
Projektet omfatter også 36 ha solceller og en stor batteripark (containere)
Se Miljørapporten, lokalplansforslag mv. her:
Forslag til lokalplan nr. 1415 og tillæg nr. 47 med miljøvurdering - Vejle Kommune
08.01. 2025 Vejle Amts Folkeblad. Det sidste nye læserbrev. Om dyre- og fugleliv ved vindmøller. Læs det her eller læs det på linket:
Ny viden om dyre- og fugleliv ved vindmøller må være et wake-up-call
At den danske natur og mange dyrearter er ekstremt pressede, står efterhånden mere og mere klart, og i disse år bliver vi gennem forskning gradvist klogere på, hvor vi skal passe særligt på, og hvordan vores menneskelige aktiviteter påvirker den natur, vi gerne vil passe på.
Der er ingen, der bevidst ønsker at ødelægge naturen, men vores aktiviteter har bare en påvirkning, også når vi egentlig gerne vil gøre det gode, som eksempelvis at fremme produktionen af vedvarende energi. For nogle måneder siden udgav fire finske forskere en rapport, der samler al den tilgængelige viden om vilkårene for dyrelivet i umiddelbar nærhed af vindmøller. Rapporten dokumenterer klart, at vindmøller har store konsekvenser for dyrelivet, og den konkluderer, at man i fremtiden bør undgå at placere vindmøller tæt på skove, som er levesteder for dyrearter, vi gerne vil passe på. Undersøgelsen viser, at henholdsvise 63 pct. og 72 pct. af alle fugle og flagermus måtte forlade deres levesteder efter opsætning af vindmøller, og det samme gælder pattedyr, herunder hjorte, som i alle observerede tilfælde forlader deres habitater, hvis der sættes vindmøller op. Alle ugler flytter væk fra vindmøller, og i alle tilfælde mere end 5 km. væk, og fugles evne til at reproducere sig forværres helt op til 800 meters afstand fra vindmøller. For så vidt angår flagermus, så er det særligt dem, der lever i og ved skov, som påvirkes. Flagermus jager de insekter, som i sommernætter sværmer om de solopvarmede vindmøller. Her bliver de dræbt af møllevingernes lufttryk eller af direkte kollision. Jo højere vindmøller, der er tale om, jo større er problemet. Og husk, at flagermus får højst 1 unge om året. Rapporten peger på et meget aktuelt problem, vi har her i Vejle Kommune, hvor kommunen overvejer at give tilladelse til en stor energipark med 150 meter høje vindmøller ved Øster Starup, lige op af Ammitsbøl Skov, hvor der bor flere fredede flagermusearter og i dag har en meget stor artsrigdom af fugle, herunder truede rovfugle og andre fuglearter, som er i kraftig tilbagegang i den danske natur. Den viden, vi nu er kommet i besiddelse af, den bør være et wake up-call for beslutningstagerne i Vejle Kommune, som forhåbentlig vil tage konsekvensen og sætte vindmøller op andre steder end ved skove og følsomme levesteder for vores dyre- og fugleliv.
Susie Mielby, Øster Starup og Dennis Helbo Jensen, Øster Starup, - på vegne af Naturgruppe Øster Starup
10.11. 2024 Vejle Amts Folkeblad. Læserbrev om flagermus. Læs det her
eller læs det på linket: https://vafo.dk/debat/kaempevindmoeller-ved-ammitsboel-skov-kan-true-flagermusbestanden
Kæmpevindmøller ved Ammitsbøl Skov kan true flagermus bestanden
I Ammitsbøl Skov findes 8 ud af de 9 påviste flagermusearter i Vejle Kommune, herunder de meget sjældne arter frynseflagermus og damflagermus. Flagermusene yngler i hule træer og jager insekter i skovbryn og lysninger. Alle danske flagermus er fredede, og nyder desuden en særlig beskyttelse på baggrund af EU's habitatsdirektiv, som forpligter medlemslandene til at tage særligt hensyn til bl.a. flagermus, som ikke må indfanges eller slås ihjel, foruden at der er forbud mod forstyrrelse eller ødelæggelse af deres yngle- og rasteområder. I de senere år er der kommet større opmærksomhed omkring den risiko for flagermus, som vindmøller udgør, og DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, offentliggjorde i maj i år nye anbefalinger, som understreger, at flagermus er i stærk fare i nærheden af roterende møllevinger, og der findes typisk flest døde flagermus ved vindmøller tæt på vigtige levesteder for flagermus, fx nær skove. Derfor anbefaler DCE, at man ikke stiller vindmøller op i eller nær skove og andre vigtige levesteder, trækområder samt nær yngle- og rastesteder. Og det gælder alle former for skov. Men Vejle Kommune overvejer i øjeblikket at give tilladelse til opstilling af fem kæmpevindmøller nær Ammitsbøl Skov, som vi ved er et vigtigt levested for flagermus, og det er på den baggrund svært se, at man ikke vil komme i konflikt med anbefalingerne fra DCE. Dette bør afklares hurtigst muligt, inden der bruges for mange ressourcer på planlægning, og efter al sandsynlighed betyder hensynet til beskyttelse af flagermusene, at vindmøllerne må stilles op andre steder, som ikke har de samme udfordringer med nærhed til flagermusenes levesteder.
På vegne af Naturgruppe Øster Starup
Jesper Lund, Egelandvej, Øster Starup.
6.11.2024 Stor pris til veteranshelters ophavsmand, Søren Thomsen. Se også videoen her
Søren Thomsen fra Øster Starup får Landbrug & Fødevarers Samfundspris på 25.000 kr for sit initiativ og engagement i veteraners shelterrefugium i Ammitsbøl Skov. Men Søren frygter, at støj og flimmer fra de planlagte vindmøller vil nedlægge shelteren.
Video om veteranshelteren:
https://vimeo.com/campfireogco/review/1025406331/9b12083cce
Og læs om prisoverrækkelsen her:
29.10. 2024 Vejle Amts Folkeblad. Læserbrev om værdifuld natur Læs det her (Klik)
eller læs det på linket: https://vafo.dk/debat/vaerdifuld-natur-eller-groen-energi-nej-til-vindmoeller-ved-ammitsboel-skov
15.10. 2024 Vejle Amts Folkeblad. Læserbrev: " Pas på fuglene, når I stiller vindmøller op". Læs det her: klik
eller læs det på linket: https://vafo.dk/vejle/pas-paa-fuglene-naar-i-stiller-vindmoeller-op
3.10.2024 Vejle Amts Folkeblad. Læserbrev " Kan man have tillid til Vejle Kommune? "
eller læs det her: klik
1.5. – 17.5.2024 Offentlig høring om "Afgrænsning af miljøvurderingens indhold og indkaldelse af idéer og forslag for Vindmølle- og solcelleanlæg ved Ammitsbølvej, Øster Starup"
Se Naturgruppens skrivelse til Vejle Kommune her (klik)
Teknik & Miljø, Plan & Energi,
Kirketorvet 22, 7100 Vejle, 16. maj 2024
Bemærkninger til Vejle Kommunes brev vedr.
Afgrænsning af miljøvurderingens indhold og indkaldelse af idéer og forslag for Vindmølle- og solcelleanlæg ved Ammitsbølvej, Øster Starup af 2. maj 2024
J. nr.: 01.02.05-P16-4-24
Tak for fremsendelse af ovennævnte brev.
Som udgangspunkt ønsker et meget stort flertal af den lokale befolkning ikke projektet gennemført og har opfordret Vejle Kommune til at stoppe processen. Der er med mail af 9. april 2024 til borgmester Jens Ejner Christensen samt udvalgsformændene gjort rede herfor, herunder at hele 82% af lokalbefolkningen i Ø. Starup med underskrift er erklærede modstandere af projektet. I den nu nedlagte Dialoggruppe (efter 3 møder) var der ingen deltagere, som ønskede projektet gennemført – flertallet var imod og resten stillede sig neutrale.
Vi lokale har i øvrigt gentagne gange siden oktober 2022 henvendt os til Vejle kommune med vores bekymringer i forhold til projektet. I de fleste tilfælde uden at få svar.
Årsagen til modstanden er primært, at området, hvori projektet tænkes gennemført, opleves som et særdeles betydningsfuldt skov/naturområde og et særdeles smukt landskabselement med både stilhed og uforstyrrethed. Området er da også af Vejle Kommune udpeget som særligt værdifuldt naturområde (skovene), potentiel økologisk forbindelse (mellem skovene), støjfølsomt fritidsområde (skovene og å-dalen) . Området er i forbindelse med tilvejebringelsen af Vejle kommunes Kommuneplan 2021 – 33 også omfattet af Statens udpegning af Grønt Danmarkskort. Og det er da også oplagt, da vi her har at gøre med det største sammenhængende naturområde i den sydøstlige del af Vejle Kommune – en del af kommunen, hvor der er ganske få naturområder i øvrigt.
Det nævnes i kommunens brev, at vindmøllerne er placeret således, at der er mere end 600 meter (4 gange møllernes totalhøjde) til nærmeste bolig. Vi synes faktisk, at denne 600 m regel er meget paradoksal. På den ene side er det klart, at møller skal stå i en vis afstand fra boliger. På den anden side betyder det så, at netop naturområder springer frem i det GIS-lag, som viser områder med 600 m eller mere til boliger – og hvor der så er potentiale for mølleopsætning. Ser man på et kort over arealanvendelsen i Vejle kommune er det dog åbenbart, at der findes meget store arealer, som ikke er målsat naturmæssigt, hvorfor det burde være forholdsvis nemt at finde arealer til mølleopsætning - uden at kompromittere naturen.
Det synes i øvrigt helt forkert at gennemføre den ”grønne omstilling” ved indledningsvis at industrialisere (med kæmpemøller og solceller og servicebygninger) et enestående naturområde. Netop den natur, som den ”grønne omstilling” skal søge at bevare for eftertiden.
På nuværende tidspunkt har vi følgende forslag til supplement til ”Udkast til Afgrænsningsudtalelse for miljøkonsekvensrapport …..” om hvad miljøvurderingen skal omfatte:
· Det bør undersøges, hvilke konsekvenser det har for landskab og beboere, når Byrådets vedtagne princip om geografisk spredning af VE anlæg ikke opfyldes med Energipark Øster Starups placering blot ca. 2,5 km fra Rugsted Møllepark. De 150 m høje vindmøller overholder i øvrigt ikke Bolig- og Planstyrelsens anbefaling om en afstand på min 28 x møllehøjde mellem mølleparker (4,2 km.). Der er kun ca. 2,5 km mellem Rugstedmøllerne og Energipark Øster Starup. Det betyder jo, at møllerne knap kan være 90 m høje, hvis anbefalingen skal overholdes. Hvis møllehøjden ønskes bibeholdt bør konsekvenserne for landskabet og beboere mellem de to mølleparker belyses grundigt.
· Kommuneplan 2021 – 33 har udpeget skovområderne omkring energiparken som støjfølsomt fritidsområde, særligt værdifuldt naturområde og området mellem skovene som potentiel økologisk forbindelse.
Kommuneplanen anfører om planen, at Byrådet har ”pligt til at virke for dens gennemførelse” og ”at man som beboer eller grundejer må forvente at udviklingen vil gå i den retning”. Desuden anføres det i Kommuneplanen, at ”det ligeledes skal sikres, at der i områder, hvor der kan opleves naturlig stilhed, ikke sker øgning i menneskeskabt støj eller visuel uro, som forringer oplevelsen af naturen”. Det bør derfor undersøges, hvorvidt Energiparken vil påvirke især landsbyen Øster Starups beboeres naturoplevelse negativt og desuden, hvorvidt deres boliger værdiforringes af den tabte naturstilhed og visuelle uro. Med Kommuneplanens ubestridelige formuleringer må opstilling af vindmøller op ad skovområderne – indenfor skovbyggelinien - betragtes som et klart løftebrud.
· Skovområderne omkring Energiparken har, som nævnt, i Kommuneplanen status som ”støjfølsomt fritidsområde”. Skovens stilhed og en hjælpsom lodsejer har udvirket, at Veteranhjemmet i Fredericia har fået tilladelse i fredskoven til opførelse af en shelterplads som veteranrefugium. Det bør undersøges, hvilke konsekvenser energiparken får for veteranernes anvendelse af shelterpladsen med sin unikke placering med både stilhed og uforstyrrethed.
· Iflg Vejle Kommunes egne retningslinjer for opstilling af vindmøller bør der være 3-5 gange møllediameter (her 3-5 x 136m – godt 400 – knap 700m ) mellem møllerne i en vindmøllepark. Afstanden mellem møllerne i Energipark Øster Starup er imidlertid kun 300m. Det bør undersøges, hvilke konsekvenser de tæt stillede møller har især for beboere, der har udsigt til møllerne fra nordlige og sydlige retninger (f.eks. fra Mejslingvej mod nord, fra Øster Starup og Hesselballe mod syd. Hvis kommunen fastholder sine egne retningslinjer, skal møllestørrelse eller antal møller reduceres.
· Det bør undersøges, hvilke konsekvenser for oplevelsen af skovene og af landskabet, det har, at lovgivningen om skovbyggelinje ikke overholdes.
· Det bør undersøges, hvilke store økonomiske konsekvenser Energiparken får for skovejerne rundt om møllerne. Der er ingen lovgivning med økonomisk kompensation til skovejere. Der findes undersøgelser af problemet.
· Vejle Kommune angiver i oplysningsmateriale fremlagt på informationsmøde i Øster Starup Forsamlingshus i december 2022, at der kan gives kompensation og option til ejendomme indenfor 900m fra møllerne. Det bør undersøges, om ejendomme længere væk end de 900m, f.eks. i landsbyen Øster Starup, også værdiforringes. Der findes flere store undersøgelser af værditab ved opstilling af høje vindmøller.
· Der er foretaget en optælling af rovfuglebestanden i de omliggende skove. Det bør undersøges specielt, hvorvidt rovfugle fordrives fra deres habitater ved opstilling af vindmøllerne så tæt på skovene med tab af biodiversitet som konsekvens.
· Konsekvenser for projektet i forhold til skærpede støjgrænser fastsat for Ø. Starup bør undersøges.
Med venlig hilsen
Anders Bækgaard, Per Granild-Jensen
På vegne af Naturgruppen:
Søren Højer Thomsen, Ø.Starup, Per Granild-Jensen, Ammitsbøl, Sussie Hjorhøy, Ø.Starup, Bjarke Pagh, Ø.Starup, Christian Lygum Christensen, Hesselballe, Anders Bækgaard, Ø.Starup, Trine Granild-Jensen, Ammitsbøl, Susie Mielby, Øster Starup, Katja Udsen, Øster Starup, Jesper Lund, Øster Starup, Dennis Helbo Jensen, Øster Starup, Louise Mosbæk, Øster Starup, Johan Meyer, Ødsted/Ammitsbøl, Johannes Karstoft, Øster Starup, Steen Due, Øster Starup.
5.3.2024 Teknisk Udvalg sætter gang i ny lokalplan og ændringer i Kommuneplanen for at muliggøre mølleopstilling. Se nærmere:
Se også siden: Naturen ved Øster Starup. Løftebrud i Kommuneplanen
24.1.2024 Ny stor undersøgelse om vindmøllenaboers værditab
Et nyt studie af to økonomer fra Aarhus Universitet kaster lys over værdiforringelserne med en hidtil uset nøjagtighed. Det bygger på alle bolighandler i Danmark gennem 28 år – 2,4 millioner handler i alt – og det når frem til et større prisfald, end tidligere studier har anslået. Studiet viser nemlig, at det kan sænke husets værdi med helt op til 20 procent at ligge tæt ved en vindmølle
(Weekendavisen 24.1.2024). Se 'Faldende huspriser'
11.11. 23 Byrådet har vedtaget principbeslutning om 3 vindmølleområder
Vejle Kommunes byråd vedtog en principbeslutning om, at forvaltningen kan arbejde videre med 3 vindmølleområdet, bl.a. Øster Starup området, som også er det, der er nået længst og blevet mest konkret i forarbejdsfasen.
Der var 2 byrådsmedlemmer, der stemte imod, 1 der undlod at stemme.
11.10. 2023 Læs om Eurowind Energy´s informationsmøde i Øster Starup Forsamlingshus.
Udvidelsen med solceller blev præsenteret, og der var mange kritiske spørgsmål.
4.10. 23 Nabomøde i Forsamlingshuset
Ejendomsmægler opridsede et dystert billede af lokalområdets fremtid, hvis opførelsen af fem kæmpevindmøller bliver en realitet.
- Min vurdering er, at vindmøllerne vil påvirke salgsprisen med op til 25-30 procent, afhængig af hvor tæt man bor på vindmøllerne, og hvor synlige de er.
I Øster Starup Forsamlingshus forklarede ejendomsmægler Marie Louise Pedersen fra NordFynBo, som samtidig er byrådspolitiker i Nordfyns Kommune for Det Konservative Folkeparti, om konsekvenserne af Energipark Øster Starup.
- Se hele artiklen i Vejle Amts Folkeblad:
16. 8. 2023 "Boligejere ramt af strikse instrukser: vindmøller smadrer adgang til nye boliglån" Finans 16 august 2023
Hvad enten man kan lide vindmøller eller ej, så viser de benhårde data altså, at kreditforeninger fraråder lån til
vindmøllenaboer
5. 7. 2023 Eurowind Energy har indsendt følgende til Vejle Kommune
"1807 - Ansøgning Øster Starup Energipark" https://docs.google.com/document/d/10Tzx0bk-3hpZdItt1RQP9L6KKHiWKDOg/edit
De 5 kæmpevindmøller er blevet suppleret med 40 ha solceller i ansøgningen