Peter Adolfsen Løhmann
kandidat til Aarhus Byråd for Socialdemokratiet
kandidat til Aarhus Byråd for Socialdemokratiet
Længere nede har jeg kort beskrevet, hvad vi som socialdemokrater stiller op for - folkeskolen, ældrepleje og klima og miljø - og under det er mine tre mærkesager også kort beskrevet: Naturen, fodgængere og almene boliger. Nederst her på siden er der også en kort beskrivelse af, hvem jeg er.
Jeg vil meget gerne i kontakt med dig, hvis du har noget på hjerte, ønsker at invitere mig til et arrangement eller hvis du skulle være interesseret i at høre mere om mig og mine holdninger:
Facebook: https://www.facebook.com/ploehmann
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/peter-adolfsen-l%C3%B8hmann-a060955/
Instagram: https://www.instagram.com/ploehmme/#
E-mail: ploehmann@gmail.com
Telefon: 22 26 11 66
Via dette link kan du læse de indlæg og aktivitet, jeg over årene har haft i bl.a. lokale medier:
Som parti vil vi i Socialdemokratiet investere i:
Flere uddannede lærere og pædagoger, så især dem, der har brug for det, får en hånd i ryggen.
Bedre fag- og klasselokaler og omgivelser på skolerne.
Ét skolemåltid om dagen, så man som elev kun skal være sulten efter at lære.
Meget mindre bil omkring vores skoler, så trygge forældre lader deres børn selv gå og cykle i skole.
Flere kollegaer og muligheder som ansat i ældreplejen, så flere især sundhedsfaglige uddannede får lyst til at blive og være i ældreplejen. Så bliver arbejdsmiljøet lettere, vores indsatser bedre og borgernes livskvalitet højere.
Alle plejehjem skal tilbyde praktikpladser, studiejobs, fritidsjobs og spireordninger. Også de private.
Kræv langt mere af byudviklerne, så vi får boliger til seniorer der ikke koster kassen, men giver dem lyst til at flytte fra de store familieboliger, som børnefamilierne hungrer efter.
Klimaneutralt Aarhus senest i 2030 - gerne før - og med meget mere vedvarende energi, hvor borgerne er medejere.
Stop for landbrug der forurener ovenpå vores dyrebare, rene grundvand.
Mobilitet for alle og ikke kun folk i biler, så investeringer i flere busser, mere letbane, flere cykelstier.
Meget mere natur, der er beskyttet, og også hvor byen er tæt.
Jeg vil personligt især arbejde for MERE PLADS til:
Naturen skal fylde HALVDELEN af Aarhus Kommunes areal. I dag er det kun 15% og planen er 30% i 2030. Vores dyr, insekter og planter gisper efter vejret og de skal have en hånd. Når vi gør det, kan vi samtidig bygge et bysamfund, der er mere rart at være i. Og når naturen får så meget plads, så hjælper vi også med at klimaet begynder at "hele sig selv".
Fodgængere skal være FØRST, når vi bygger vores by. Bilerne skal være sidst og også cyklerne skal have vigepligt. En by man kan gå og opleve i er både en mere sund by og en mere tryg by især for børn og ældre - og det store mindretal af aarhusianere, der ikke har bil. Hastigheden i hele Aarhus, men især hvor vi bor, skal ned.
Vi skal have FLERE almene boliger især i forstæder med høje grundpriser. De koster op til 25% mindre end private lejeboliger. Kommunen skal mere aktivt købe og anvende sine grunde, så ikke kun dem med mange penge frit kan bosætte sig i hele Aarhus. Også sådan får vi stærke lokalsamfund, der løfter alle, så byen hænger bedre sammen, både socialt, økonomisk, kulturelt.
Jeg er 43, bor i Hasle, gift med Ditte og er far til to drenge - Svend og Anker - der går på Hasle Skole.
Jeg har det meste af mit liv været interesseret i samfundet omkring mig og ønsket om at forandre det til det bedre.
Jeg har altid brugt meget af min tid på foreningsarbejde og i civilsamfundet. I min studietid, hvor jeg studerede statskundskab, var jeg aktiv i, og bl.a. formand for, Frit Forum Aarhus og opstillet til Aarhus Universitets bestyrelse.
Så har jeg været fodboldtræner i fem år i Hasle Boldklub.
Og siden marts 2022 har jeg været medlem af Hjemmeværnet, hvor jeg er fuldt uddannet og certificeret som soldat til beredskabsindsættelser og, blandt meget andet, været indsat i skarp bevogtning ved Host Nation Support på Aarhus Havn samt deltaget i en større international øvelse i Litauen (ved grænsen til Rusland).
Udover min interesse for politik og samfund har jeg mange forskellige interesser. Især fodbold, som jeg selv spiller, og som fan af mit hold i England (Sheffield Wednesday). Men jeg nyder også at vandre med min kone, ture og motionscykelløb på min racercykel, at spille en runde golf, kampe for oldboys-holdet i Hasle Boldklub og at (prøve at) bygge med træ.
Jeg er vokset op i en lille landsby i Sønderjylland (Aarøsund) sammen med min mor. Jeg har boet i Aarhus i mere end 20 år og flyttede oprindeligt herop for at læse på Aarhus Universitet, hvor jeg er uddannet i statskundskab. Jeg har arbejdet i Aarhus Kommunes afdeling for ældrepleje, Sundhed og Omsorg, siden 2013 som embedsmand.
Velfærdssamfundet har haft ryggen på mig og mine, når livet til tider har gjort knuder og jeg er derfor meget bevidst om, at det for ofte og i for stor grad kræver, at man er stærk for at være "svag", selv her i Danmark og Aarhus.