I projekt Tidlig Naturfaglig Nysgerrighed arbejder 10 deltagende institutioner over en periode på ca 2,5 år, med at opbygge kompetencer, erfaring og viden i forhold til at styrke og understøtte børns naturfaglige interesse og nysgerrighed. Institutionerne gennemgår i løbet af de 2,5 år 3 perioder som vi kalder loops.
Hvert loop består af: Ny viden - Faglig forberedelse - Afprøvning i praksis - Evaluering, feedback og sparring
I hvert loop deltager hele personalegruppen og alle børn. Forældre inddrages i forbindelse med særlige forældrearrangementer og fx oplæg på forældremøde samt andre inddragende aktiviteter baseret på de oplevelser og aktiviteter der er i gang i børnegruppen.
I Børn, Natur og Miljø har vi igennem en årrække arbejdet med projektindsatser med et helhedsorienteret fokus. Projektet Tidlig Naturfaglig Nysgerrighed bygger på de erfaringer vi har opbygget og den helhedsorienterede metode som vi har afprøvet og optimeret gennem tidligere indsatser.
Metoden er udviklet til at igangsætte udviklingsprocesser i daginstitutioner med læreplanstemaet natur, udeliv og science som omdrejningspunkt. Formålet er at skabe et varigt og berigende fælles fagligt fokus på at bruge natur i det daglige pædagogiske arbejde. Metodens grundlæggende filosofi er, at for at skabe varige ændringer og bevare et meningsfuldt fælles fokus som alle kan nyde gavn af, er det nødvendigt at sammensætte et forløb, der kan tilgodese en proces hvor der er tid og rum for både at tilegne sig ny viden og omsætte den til praksis over en længere periode. Forandring tager tid. Samtidig er det vigtigt at alle er med i processen, så både leder og pædagogisk personale får samme grundlag at stå på og arbejde videre fra. Desuden er det afgørende for en vellykket inkluderende praksis at alle børn er med og bliver inddraget på deres egne præmisser.
Den helhedsorienterede udviklingsproces er kendetegnet ved:
At inddrage alle børn, alle pædagoger og alle forældre
Læringsforløb for alle hvori der indgår mange forskellige vinkler og inddrager bla.: ny viden, afprøvning i praksis, reflektion, sparring, workshops og sidemandsoplæring
Tid over en lang periode med fokus på at afsætte og frikøbe tid regelmæssigt i en periode for at sikre kontinuitet og fremdrift.