Hvilket instrument skal jeg vælge?
Det vigtigste og mest nærliggende er din egen stemme. Den har sin helt unikke lyd og kan bruges og trænes i mange sammenhænge: hjemme, i kor, musikgrupper og sammen med dig på guitar, klaver, keyboard og meget mere.
Alt hvad du lærer med stemmen eks. intonation, klang og rytme, kan du overføre og bruge når du begynder på et instrument.
Den nemmeste løsning er at investere i et keyboard, lære enkelte akkorder og synge melodien til.
Klaveret er rigtig godt, hvis du vil lære at spille. Det er meget overskueligt og har en fin ren lyd hver gang - hvis det ellers er nystemt eller elektronisk. Det står som regel klar til brug, og på det elektroniske eller digitale klaver kan du også spille uden at forstyrre andre.
Ultimativt kan du få et akustisk klaver, hvor du tilmed kan flytte lyden over i høretelefonerne - ellers gør som jeg og køb en af hver slags.
Det gode akustiske klaver eller flygel er mest motiverende, men efterhånden bliver det sværere at skelne det akustiske og det digitale klaver fra hinanden. Lyden er optaget digitalt - altså identisk med lydkilden, og tangenterne kan føles som på et klaver.
I min søgen efter afløseren for mit 15 år gamle el-klaver, har jeg testet en masse nye modeller, men er endt op med det samme igen - i ny indpakning. Det siger noget om, at produktet er færdigudviklet samt at pengene ikke er spildt.
El-klaver fra ca. 2000 kr. og opefter har hver deres berettigelse og kan altid sælges igen uden det store tab. Et brugt el-klaver koster næsten det samme som et nyt og fås fra omkring 2000kr og opefter - alt efter smag og behov. Se lidt eksempler her
Prisen på el-klavererne afspejler ikke hvor brugbare de er, men hvor tæt man kommer på følelsen af et akustisk klaver:
- optagelseskvalitet (sampling) eller hvor meget hukommelse, der er brugt på hver enkelt tangents lyd.
- højtalere og lydstyrke (med høretelefoner på lyder de alle rigtig godt)
- finish og design
- tangenternes konstruktion samt anslag