Men sommetider er det ikke nok at lytte. Behandling er nødvendig.
Seksualitet har altid haft et solidt greb i menneskeheden, uanset hvordan Verden har set ud: Politisk, kulturelt, socialt eller religiøst. Og det seksuelle engagement har ingenlunde mistet sin betydning eller kraft.
Alder er tidligere blevet beskyldt for at medføre svækket seksualitet, og det er på nogle punkter korrekt, f. eks. er samlejefrekvensen faldende med alderen. Og med alderen følger også, at den seksuelle formåen svækkes. Således vil mange mænd, der er kommet op i årene, opleve at potensen ikke længere er så stabil og kraftig som tidligere. De bliver med andre ord impotente eller mere korrekt: De har erektil dysfunktion (ED).
Denne betegnelse er at foretrække, da den er mere præcis og ikke har samme odiøse klang som ordet »impotens«, der betyder afmægtig, hvilket i øvrigt er, hvad mange mænd føler sig, når de ikke længere kan opnå og vedligeholde en rejsning. De er magtesløse, og de må give afkald på én af livets store glæder, nemlig den seksuelle udfoldelse. Men sådan behøver det ikke at gå! Der er indenfor de seneste år kommet en række særdeles gode behandlingstilbud til mænd med rejsningsbesvær. Inden evt. behandling af patientens potensproblem, er det vigtigt at patientens situation vurderes, at hans sygehistorie afdækkes samt at der foretages en grundig undersøgelse af patienten. Herved bliver det muligt at finde den bedste behandling for patienten og dermed opnå det bedste resultat.
Hyppighed af erektil dysfunktion
Tidligere anså man omfanget af ED for at være beskedent, men i takt med at der er kommet mere præcise oplysninger om forekomsten og hyppigheden af ED, har man ændret opfattelse. For mænd under 40 år er ED sjælden, men herefter tiltager lidelsen ganske hurtigt. Således vil mere end 40% af mænd over 70 år have mistet deres rejsningsevne. For mænd mellem 40 og 80 år vil ca. 50% have vekslende grader af ED. Ligegyldigt graden af ED, kan du besøge min hjemmeside for behandlingsmuligheder.
Symptomer
Problemer med potensen kan opstå akut eller de kan komme gradvist. De kan optræde i en bestemt situation, mens der ikke er problemer i andre situationer. En stor del af patienterne kan opnå rejsning, men kan ikke opretholde rejsningen under samlejet. Det medfører en følelse af utilfredsstillelse, nervøsitet og præstationsangst. Patienterne bliver tilbageholdende med at dyrke sex, og partneren oplever ofte at blive afvist. For partneren betyder det også, at der kan opstå en følelse af ikke længere at være attråværdig eller måske ligefrem en ubegrundet mistanke om, at patienten har fundet en anden seksualpartner. Partneren kan derved blive offer for selvbebrejdelser.
Det er derfor meget væsentligt for parret at være opmærksom på de misforståelser, der kan opstå. Med andre ord må patienten nødvendigvis være åben og fortælle sin partner, at han har et rejsningsproblem, som ikke nødvendigvis bunder i manglende tiltrækning eller utroskab. Efterhånden vil potensen svækkes yderligere, og patienten vil ikke kunne opnå nogen form for rejsning. Omfanget af rejsningsbesværet og tidsudviklingen er noget vekslende og afhængig af årsagen til selve problemet.
Selv om patienten er ude af stand til at få rejsning, kan han som regel godt få orgasme og sædudtømmelse, men kvaliteten af disse fænomener er ikke på niveau med det som patienten typisk tidligere har oplevet. Det er værd at bemærke, at libido som hovedregel er ganske uforandret.