Udvandringen

Vil her tillade mig at fremkomme med nogle træk af enkelte udvandrede Havboers liv samt paapege de steder, hvor de fleste af dem bo, dels efter, hvad jeg selv kjender dertil, og dels efter meddelelser fra forskjellige mænd omkring ved Fjorden, som jeg har henvendt mig til. Før Vesterhavets indbrud i aaret 1825, laa der 4 huse i Toft by paa den lave landtunge syd for Agger, og ikke langt fra det sted, hvor Agger Kanal dannedes. Hvert af disse steder havde jord og græsning til en ko eller to samt til en snese faar. Det ene hus beboedes af Niels Pedersen Nabe. Han havde 5 sønner, af hvilke de 3 endnu ere til. Den næstældste søn, Laust, var sendt i skole paa Thyborøn, da oversvømmelsen kom. Han mindes det syn, da han saa sit; Fædrene hus tillige med de tre andre rage op af vandet. De andre sønner vare hjemme. Oversvømmelsen kom saa hurtig og saa voldsomt, at beboerne bleve afskaarne fra at flygte . Vandet omringede husen og trængte ind i stuen. Folkene søgte tilflugt paa lofterne. Niels Nabes kone maatte ogsaa op paa loftet med sine børn, men manden blev at gaa omkring i huset og redde af deres ejendele, hvad han kunde. Faarene og koen bleve trukne op paa høgulvet. Til sidst gik han i vand til hofterne og maatte da ogsaa ty til loftet. Bølgerne sloges mos huset og skulpede snart igjennem stuen under dem thi væggene faldt. Hjørnestolperne bleve dog staaende, men hvad der nærmest holdt huset var nok Skorstensmuren. Ogsaa var der et stendige vest for huset, som en tid dæmpede bølgerne. Manden plukkede hul i taget og krøb op paa mønningen, hvor han sad ventende paa hjælp. Endelig, kom da en Baad fra Thyborøn og frelste dem. Da havde de stakkels mennesker siddet paa lofter i halvanet døgn.Da vandet sank, havde Havet overskyllet deres agre og Enge med et tykt lag sand og grus. Husene bleve brudte ned og førte om til Lyngs paa Thyholm, hvor der blev kjøbt jord til de 4 familier, som nu flyttede her til, thi Toft by ophørte at være til fra den tid af. Hver familie fik saa stort stykke jord, at den kunde holde et par køer. Her i Lyngs døde Niels Pedersen Nabe, men sønnerne vandrede videre ud.

En af dem, Peder Nielsen, bosatte sig paa Thyborøn og blev gift med en kvinde der fra. Men Havet blev ogsaa ham for hårdt. Saa brød han sit hus ned, og sejlede med tømmeret af det og hvad han ellers ejede, ned i Fjorden til Vile sogn i Salling. Her gav en nogle aar før ankommen broder ham byggeplads med udsigt over fjorden op til Ottesund. Og her stod det samme lille Bindingsværkshus i mange aar, som oprindelig havde staaet ved Havlandet. Snart kom to af deres brødre til, Laust og Christen·Nielsen, og bosatte sig i Vile. En fjerde broder, SørenNielsen, var,som anført, bleven bosat her nogle aar før (1835) To mænd fra Vile vare nemlig druknede ud for Lemvigsbugten paa en rejse til Havlandet, og strax vare to unge Havboer, som laa nede ved Fjorden paa fiskeri, flyttede her til og vare blevne gifte med enkerne. Den ene var nævnte Søren Nielsen,den anden Lars Clemmensen, begge levende endnu. Endelig kom den femte broder, Mads Hast, og bosatte sig ved Strømhuset i Nautrup sogn. De to af brødrene vare gifte med søstre, døtre af Smeden i Lyngs. Disse kvinder drog en tredie søster med, som blev gift med en Havbo, og boer i Vile, samt 4 af deres brødre, alle Smede, som bleve bosatte omkring i Salling. Senere kom endnu et par Havboer til Vile,nemlig Joseph Grøn og Joseph Nielsen, saa der er nu en hel lille Koloni af disse og børn og børnebørn af de først ankomne. Den gamle Havbokone som havde boet i flere aar i Toft, og vare bleven frelst ovenud af Taget paa sit hus og ført til Thyholm, flyttede med sin søn Laust, til Vile og atter derfra med ham til Thorum i Salling, hvor hun nu er død. Hun udmærkede sig ved sin forbausende styrke og udholdenhed i at bære. Hun bar som gammel Kvinde ofte 4 – 5 Skæpper Rug til Mølle (125 pund, ca 62 kg) for sine børn fra Vile til Dalmøllen i Harre, en vejlængde af omtr 3/4 Mil. Det var øvelsen i at bære Fiskerkurven ved Havlandet, der her kom igjen. (Karen Sørensdatter døbt i Agger kirke 6/3 1776)

En af de første Havboer, der bosatte sig i Salling, var dog Anders Eriksen i Grønnerup. Han boede, ved Langerhuse,da Havets indbrud skete i februar 1825. Ogsa han maatte fly paa loftet med hustru og børn. En gammel bedstefader, Lars, som havde huset, vilde ikke forlade sengen, fortælles der. Først da vandet var voxet saa højt, at det gik over sengestokken ind til, gav han efter. Havet skyllede, efter familiens udsang, thi Anders Eriksen er død, en Kanal tæt forbi hans hus, og saa dyb, at man kunde stikke en 7 alens sprød ned i den uden at finde bund. Da vandet var sunket, gjorde Anders Eriksen sig rede til at drage bort, og i foraaret 1825 flyttede han med tømmeret af sit hus og øvrige ejendom til Grønnerup, hvor han lejede sig lidt jord og opførte sit hus paa Stranden. I førstningen drev han fiskeri sammen med Havboer, som kom ned til ham. Siden oprettede han privat overfart til Nykjøbing, som efterhaanden udviklede sig til en ikke ubetydelig Færgefart og blev en næringsvej for ham. Havnefoged Jens Andersen paa Glyngøre, der er opfødt ved dette Færgevæsen,er en søn af ham. En broder til Anders Eriksen, Lars Eriksen, bosatte sig paa Hannæs, en anden broder, Peder Eriksen, kom senere til Vile. En søn af denne sidste var bleven gift med en enke i Sæby, og to andre var blevne bosatte i Vile. Disse sønner droge ham her ned. Den gamle Peder Eriksen havde stedse sin Ligkiste staaende færdig, og va vel flyttet med dem fra Havlandet. Man brugte den som møbel til at gjemme linned og tøj i. Ved siden af Anders Eriksen bosatte en anden Havbo sig, som hed Laust Pedersen. En tredie Havbo, Jøhse der først boede i Vile og siden i Grønnerup, er muligvis den første Havbo, der bosatte sig i Salling.

Nogle af de første Havboer, der bosatte sig på Mors, vare Anders Nielsen og Peder Toft paa Refshammer. Ogsaa de boede ved Langerhuse, da Havet i 1825 brød ind i Fjorden. Peder Toft havde boet der i en 15-16 aar og havde hjem med jord til et par køer, men Havet ødelagte efterhaanden deres ejendom, saa de til sidst adeles ikke kunde holde kreaturer der. Efter oversvømmelsen i 1825 vare de saa forarmede, at de maatte lade deres Kreditorer tage, hvad der var, og drage bort. I foraaret 1826 flyttede da herned med Tømmeret, hugget færdigt til deres huse. Ejeren af Dueholm havde givet dem lov til at bosætte sig paa Refshammer, uden Fæsteafgift, men saaledes, at de bygninger, de opførte, skulde høre Gaarden til som Fæstehuse. Anders Nielsen og Peder Toft hvis hustruer vare søstre, opførte deres Huse tæt ved hinanden og med udsigt fra vinduerne op over Sallingsund, idet mindste til Kås bredning. Husene staar endnu og beboes af deres børn og Slægt. Som et minde fra Havet findes i Peder Tofts hus et navnebrædt af et Skib opsat over Kjøkkendøren. Nogle aar efter kom en tredie Havbo til Refshammer, nemlig Ole Peter Markussen, sædvanlig kaldet Ole Fejter. Han var gift med en søster til Anders Nielsen og Peder Tofts hustruer, og var vandret ud fra Langerhuse sammen med dem, men boede først i nogle aar ved Skjærbek i Sejerslev, paa det nordlige Mors. De første Havboer, der bosatte sig på Refshammer, ere alle døde saa nær som Ole Pejter. Han, der nu er saa gammel, at han ikke længere kan fiske, men kun binde Fiskergarn, mindes endnu den nat, da Havet brød ind og ødelagte han hjem. Han var gaaet ud tillige med sin Fader og en søster for at dæmme for Havet, men som de arbejdet herpaa, brød det igjemmen og Vandet løb med rivende fart over i Fjorden. De skyndte sig til huset, Moderen søgte op paa loftet med de mindste børn mandfolkene blev foreløbig uden for og kastede jord for dørene. Ud paa natten kom en nabo næsten nøgen vadende gjenmen vandet med sin Hustru paa ryggen. Disse folk, der havde haft Kartegilde i deres hus aftenen før, vare vaagnede ved, at vandet gik ind i sengen til og vare i forfærdelse flyede over til Ole Fejters hjem, der laa noget højere. Da manden i mørket sprang ud af sengen, stod han dybt i vand, og kurvene med uld flød omkring i stuen. I flere aar var kun to eller tre huse paa Refshammer, nu er der snart en hel lille Fiskerby der, tildels beboet af børn og slægtninger af de først ankomne. Og der er i det hele flyttet mange Havboer til Mors, saa at der vel nu findes flere Havbofamilier i hvert sogn på Østsiden af Øen fra Nykjøbing og nord paa. Paa Dueholms mark nævnes saaledes 3 Havboer, i Faarup 2, i Alsted 3, i Tødsø l, i Sønder draaby 5, i Ejerslev 3, i Sejerslev 4, og i Jordsby 6 indvandrede Havboer. Paa den sydlige del af Mors nævnes blot Lars Øer og Thomas Kragelund fra Harboøre. Af disse kom den første som Færge karl til Sillerslevøre, og den anden som Fisker, og begge ere blevne gifte med kvinder fra Mors. Paa Hannæs, hvor, som tidligere anført, Lars Eriksen for flere aar siden bosatte sig, er nu bleven en lille samling af Havboer. I en meddelelse der fra nævnes i Øsløs 1, i Vesløs 1, i Arup 5, alle gifte og for det meste med flere børn. Paa Thyholm bo endnu to børn af de Toftboer, som kom til Lyngs efter oversvømmelsen 1825, og i de huse, som de opført, nemlig Peder Graversen og Niels Larsen Toft. Efter Oversvømmelsen i 1839 kom 5 familier fra Thyborøn til Hellerød i Søndbjerg sogn hvor de kjøbte en udmarkslod og delte i 5 dele, saa hver fik jord til et par køer. Disse fem familier havde i alt 17 børn,og tillige medfulgte to gamle, nemlig Anders Jeppesens Moder og Søren Fejters svigerfader, Christen Nielsen.

Senere ere tre familier kommet til Serup i Odby sogn, og der nævnes endnu et par Havboer sammesteds. I Smerup i Hvidbjerg sogn er Gregers Jensen, som kom hertil fra Haboøre med sin hustru 1851 og kjøbte sig et hus, samt Christen Æskildsen Noermark,ligeledes fra Harboøre, der for henved 3o aar siden kjøbte sig en Gaard her, og lever ved landbrug. I Lemvig og Struer er flere Havboer familier, hvoraf nogle ernære sig som fiskehandlere. I Ertebølle, Strandby sogn paa Himmerlandskysten, bor 4 Havboer, og paa Rønbjerg i Bjørnsholm sogn bosatte Clemmen Larsen fra Tøtt sig kort efter oversvømmelsen 1825. I Junget og Thorum sogne i Salling er flere Havboer, i Selde en enkelt. Paa intet sted er dog indvandret saa mange Havboer til et sogn, som til Jegindø. Her er der efter meddelse fra april 1884 ikke mindre end 49 mennesker af Havboslægt, unge med gamle. Den første, som flyttede her til, var Ole Larsen, som kom her 1841, men senere har bosat sig i Lime i Salling, og efterhaanden ere flere komme, især efter 1862. Paa Øen Fur, hvor man skulde synes de samme betingelser vare for Havboer til at leve, er derimod ingen. En enkelt som under benævnelsen æ Havmand har boet der i flere aar er nu flyttet til Junget i Salling. Paa strækningen mellem Løgstør og Hals kjendes kun en enkelt Havbo, nemlig den gamle Veteran Christen Olesen i Holmsø, Haverslev sogn. Han skal være født i Staunsholm i Harboøre i aaret 1791, var indkaldt til Krigstjeneste fra 1809 til 14 og var i de tre sidste aar i engelsk Fangenskab. For over 6o aar siden vandrede han ud og boede først i Ejerslev paa Mors. Siden var han en kort tid bosat i Vadum ved Nørresundby, men her kunde han se en lille stribe af Fjorden. Derfra flyttede han til Holmsø, hvor han stedse har ernæret sig ved Fiskeri. Den første slægt af udvandrede Havboer ere fornemmelig Fiskere. Om end en saadan Havbo erholder avling til et par Kreaturer, kan det nok hænde, at han alligevel ikke selv udfører det dermed forbundne arbejde, men holder en fremmed til at tærske for sig. Det er ikke fordi der ikke i stormdage gjerne kunde blive tid dertil eller fordi Havboen er magelig, men han er nu en gang ikke opfødt ved dette arbejde . Han sidder maaske hellers inde og binder Fiskergarn i stedet for, og heri har han en færdighed, der staaer ved siden af Hedebondens i Strømpestrikning. De første udvandrede Havboer tale Havbomaalet temmelig klangfult, selv efter at have boet her nede i mange aar, og især der, hvor baade Mand og Kone begge ere Havboer. Med børnene af dem er det anderledes de blandes mere med den Befolkning, de er opvoxe iblandt. De tilegne sig lettere egnens Dialekt, hvor de bo, og de komme maaske tidlig ud at tjene og vænnes til landbrug og kreaturers røgt. Men man vil dog nok finde, at ogsaa sønner af udvandrede Havboer gjerne bosætte sig ved Kysten. Denne fine beretning om Havboernes Udvandring fra Agger og Harboøre. Skreven af Lærer i Selde. 1860-1888. Hans Christensen Strandgaard født i Strandgaard. Vile sogn 1 maj 1836 som søn af Gaardejer Chr Mikkelsen og hustru Ane Magdalene Hansdatter.

Kilde.Jyske Samling. 9o5. 2 Række l.side 115.