Komma

Sådan sætter man komma

I dansk retskrivning er det valgfrit, om man vil sætte startkomma. Det betyder, at man godt må undlade komma foran ledsætninger. 

Eksempel:

"Han betaler hvis han har råd." (Det fremhævede er ledsætningen).

De fleste har lært, at man sætter komma i dette eksempel:

"Han betaler, hvis han har råd."

Dette er også korrekt, idet startkommaet er valgfrit. Man bør selvfølgelig følge princippet hele vejen igennem teksten. Dvs. enten startkomma hele vejen igennem - eller også skal man undlade det hele vejen igennem. 

Dansk Sprognævn anbefaler dog, at man ikke sætter startkomma. Følger man denne anvisning, vil man selvfølgelig ende med at sætte færre kommaer. 

At forstå kommatering er slet ikke så simpelt, som nogle måske vil påstå. Som det nok allerede er antydet, skal man fx vide, hvad en ledsætning er. Kort fortalt er det en sætning, som er led i en anden sætning. Det betyder også, at den normalt ikke kan stå alene. 

Eksempel:

"Hvis han har råd" (ledsætning). 

De fleste vil opleve denne sætning som løsrevet fra noget, eller som led i en anden sætning:

"Han betaler, hvis han har råd."

Man kan ofte flytte den uden at ødelægge sætningen:

"Hvis han har råd, betaler han." 

I dette tilfælde skal der altid være komma. 

Sæt komma ved opremsninger

"Han køber slik, kager og popcorn." 

Læg mærke til, at der ikke sættes komma før og i dette eksempel.