Herunder finder du forskellige eksempler på hele eller dele af elevbesvarelser på forskellige eksamensopgaver. Disse er ment som inspiration og kan benyttes af undervisere eller i samarbejde med elever.
NB! Opgaverne er rigtige elevbesvarelser, der er anonymiseret - eleverne har givet tilladelse til, at deres besvarelse må deles og anvendes i undervisningen.
Opgave 3 - eksamensopgave om Padel
Jeg har modtaget et par henvendelser samt spørgsmål på FIP i 2023 omkring opgave 3 i eksamensopgaven fra december 2022 om padel.
Her til højre er der delt en elevbesvarelse af netop denne opgave.
I mit nyhedsbrev fra maj 2023 skrev jeg følgende:
"Det er vigtigt, at eleverne har analysebrillerne på. Det vil sige, at de ud fra bilag kan argumentere sig frem til relevante målgrupper vha. segmenteringsteori. Når de analyserer, skal de uddrage elementer fra bilagene vha. teorien, hvorudfra de kan argumentere for, at uddragene siger noget om målgrupperne. Disse uddrag kan de så til sidst stykkes sammen til egentlige målgrupper. Eleven kan inddrage segmenteringsvariable og livsstilsmodeller.
Det handler dermed om at argumentere sig frem til målgrupper, mere end det handler om at beskrive målgrupper.
SMUK-modellen kan ikke umiddelbart anvendes, da denne har fokus på at vurdere og udvælge segmenter, hvilke ikke er det, der spørges ind til i opgaven. Her er der alene fokus på at kunne bruge bilag til at argumentere sig frem til målgrupper, og ikke til at foretage en vurdering af målgrupperne ift. hinanden."