Myten om Narcissos bliver ofte brugt som allusion* i litterære tekster, film, reklamer osv. Mange tænker sikkert, at det er en ældgammel og fjollet urealistisk myte, om en mand der forelsker dig så meget i sit eget spejlbillede, at han drunkner i en sø i sin iver efter at indfange sit eget spejlbillede. Selvom myten er ældgammel, så er fortællingen stadig en fortælling, der gennemsyrer vores samfund, liv og selvforståelse, uanset om man vil det eller ej. Den gamle myte lever i bedste velgående, da den lever i nutidens selvfremstillings- og selvpromoveringskultur, også kendt som "mig mig mig kulturen". I følge sociologen Anthony Giddens er det et vilkår for det senmoderne menneske, at det livet igennem har en selvfortælling kørende, som man hele tiden bygger videre på med de valg, vi træffer gennem livet. Vores selvfortælling udgøres af de forskellige valg vi træffer, både hvad angår den uddannelse, vi vælger, men også det tøj, vi tager på, den duft vi bærer og den bil og bolig vi vælger at bo i - kort sagt, den måde vi bærer os selv på socialt. Reklamer benytter sig af denne selvfortælling ved at sælge os drømme og symboler, som vi kan indlejre i vores selvfortællingen. Med de sociale mediers dominans i vores samfund, er selvpromoveringen i højere grad blevet en indlejret og udpræget del, hvilket desværre også har en skyggeside, da undersøgelser viser, at særligt unge mennesker oplever stress, da de bl.a. presses af onlinekulturens krav til altid at være på, se godt ud, gå til de rigtige fester, have de rigtige venner og kort sagt vise en flot fortælling til omverdenen.
Litteraturen afspejler den virkelighed, den skabes i - det har den altid gjort - hvorfor man kan spotte menneskets fokus på sig selv i det moderne samfund tilbage i tiden med modernismens komme. Derfor kan man også se et fokus på jeget, kroppen og selviscenesættelsen i bl.a. 80'er og 90'erne litteratur, hvor myten også lever.
Men hvordan får man helt konkret øje på myten om Narcissos i hverdagen og i tekster inden for skønlitteraturen og sagprosaen? Hvordan hænger det hele egentlig sammen? Det skal vi undersøge og diskutere i dette forløb.
Typisk er der træk og klare intertekstuelle referencer til myten i litterære tekster og sagprosa tekster, som I i afslutningen af forløbet skal lære at kunne finde frem til og brug i jeres tekstlæsninger- og analyser.
Hyppig omtale og brug af spejle
Personer, der er meget optagede af deres kroppe og af at forbedre dem.
Personer der bruger lang tid på at iagttage deres eget udseende.
Hyppig udskiftning af kærester, og ydermere glemmer narcissisten helt at tænke på sin kæreste.
Personen interesserer sig slet ikke for andre end sig selv
Han/hun vil ikke leve i rammer som andre opstiller, hverken i forhold til krav eller forpligtelser.
Den narcissistiske person vil selv fastlægge sine livsbetingelser og selv sætte sit liv i scene
Personen udstråler stor selvglæde, og vil over for andre vise tegn på succes.
Den narcissistiske person har ofte en særdeles ustabil og svag personlighed, og der er tydelig angst for at engagere sig, fordi man derved kan miste sin selvvurdering.
Jeg kan...
... lave en dybdegående analyse af tekst og anvende tekstens indhold som dokumentation for min analytiske påstand
... fremlægge mine analytiske pointer i et klart sprog - skriftlige såvel som mundtligt
... lytte aktivt og med opmærksomhed, forståelse og gehør
... fremlægge en faglig viden og en sammenhængende argumentation i et klart og korrekt skriftsprog, og vurdere hvilken skriftlig fremstillingsform det er mest hensigtsmæssigt at anvende i en given kommunikationssituation
... formidle viden og budskaber overbevisende og præcist i mundtlig form, deltage i diskussioner med argumenterede indlæg og indgå i dialog og samtale, der er tilpasset situationen
... perspektivere teksterne til deres samtid og de problemstillinger, der er at spore i tekstens samtid
... analysere, fortolke og perspektivere digitale medier og medieprodukter og sætte dem i relation til deres produktions- og receptionsvilkår
... anvende it til kommunikation og informationssøgning og demonstrere bevidsthed om muligheder og begrænsninger.