Hvilken udfordring har vi fået øje på?
Ind imellem har vi en oplevelse af, at de studerende synes at tænke, at vi, som undervisere, præsenterer sandheder og yderligere en oplevelse af at de studerende faktisk ikke er klar over hvordan rammer, deltagere, indhold og mål er med til at påvirke undervisningen. Disse forhold og faktorer kan påvirke undervisningen i en retning, hvor der er flere tilfældigheder, som kan skabe en oplevelse af uvished og usikkerhed blandt de studerende - en oplevelse, som vi ønsker at overkomme med det meningsskabende møde mellem studerende og undervisere. At vi flytter fokus fra os som undervisere til det møde der opstår mellem os og de studerende.
Derfor vil vi gerne bevæge os hen imod læreprocesser, hvor studerende og undervisere er samskabere af undervisningsrum. En samskabelse om meningsfuldhed, der eksplicit omfavner tilfældigheder og er nysgerrige og fokuserer på, hvor det tilfældige bringer os hen. Vi ønsker, sammen med de studerende, at bevæge os hen imod en autentisk dialog om ansvar for uddannelse og fælles læring.
Hvordan vil vi gerne bevæge os mod samskabelse og meningsfuldhed?
Denne bevægelse mod autentisk dialog og samskabelse omkring meningsfulde møder og meningsfuld undervisning og læring ønsker vi at aktivere, udfordre og udvikle gennem et forløb, som vi kalder Samskabelse.
I dette skab, som spiller på ‘skabet’ og den ‘skabende’ del i samskabelsen, vil der på hver hylde findes en genstand, artefakt eller et stykke kunst, som de studerende i løbet af et undervisningsforløb skal pakke op og aktivere. Hverken studerende eller underviser ved hvad pakkerne indeholder, men skal samarbejde omkring, gå i autentisk dialog omkring og søge at afvikle pakke sammen. Vi ønsker at udvikle en række pakker, der skaber mulighed for et meningsfuldt møde mellem studerende og undervisere i undervisnings- og læringssituationen.
Det legende perspektiv
Udviklingen af disse pakker baseres blandt andet på det legende perspektiv, hvorigennem dette klyngeprojekt fokuserer på at styrke kreative og eksperimenterende tilgange til verden og læring.
En legende tilgang fordrer at deltagerne bliver nysgerrige, optagede og motiveres gennem egne undersøgelser, og får lyst til at eksperimentere gennem (sam)skabelse med medstuderende og undervisere. Stemninger, materialer, rum og processer kan åbne for forunderlige forestillinger og kreative veje til de deltagendes læring – og det må meget gerne aktivere frydefulde følelser undervejs i form af f.eks. grin, fornøjelse, opstemthed m.m.
Der skrues ned for muligheden for at kunne nå til på forhånd givne svar, og op for sansning og flertydighed gennem æstetiske læreprocesser.
Ligeledes er der i dette klyngeprojekt en intention om at de studerendes ansvar for læreprocesserne øges gennem større grad af medbestemmelse og medindflydelse f.eks. gennem muligheden for at foretage valg og ‘hacke’ processerne i relation til en fælles insisteren på meningsfuldhed og ejerskab til læring.
Alt dette gør at undervisningen med stor sandsynlig vil udvikle sig uforudsigeligt og ukontrollerbart – og heri gemmer sig potentialet for mange nye muligheder og overraskende indsigter. Men åbenheden fordrer også en parathed til at turde vove – at være modig og sammen støtte hinanden både undervisere og studerende – det handler om fælles forestillinger for alle deltagende.
God anderledeshed
Den parathed til at turde vove og være modig, som den legende tilgang fordrer, ønsker vi at styrke gennem en oplevelse af ‘god anderledeshed’. Et begreb som Thomas Ziehe introducerer i sit kapitel i Ungdomsliv og læreprocesser (Ziehe) og som vi vil udfolde i relation til klyngeprojektet her.
Hvordan er det muligt at styrke den kreative og eksperimenterende tilgang til verdenen og læringen, som klyngeprojektet har for øje? Kreativitet og en eksperimenterende tilgang kræver at turde slippe kontrol for at skabe et usikkert rum, uden perfektion og facit. Hvordan er det muligt at arbejde med det?
Ifølge Ziehe, skal underviseren være forberedt på at møde den studerendes ubehag og resistens i den kreative og eksperimenterende proces. Ubehaget kan vise sig i den lærende proces, da den stammer fra en grundlæggende egocentrisme, som befinder sig i alle lærende. Den lærendes egocentrisme kan komme til udtryk i den bestemte måde, den lærende erkender og opfatter verden på, eller i den bestemte måde den lærende opfatter sig selv på. (Ziehe, 2005, s. 198). Det er netop i undervisningssituationer, at egocentrisme kan forekomme, og ofte bliver udfordret. Ziehe påstår, at en god undervisers opgave bl.a. er at provokere den lærende til nye erkendelser ved at ryste deres visheder og ødelægge deres opfattelser af selvfølgeligheder. Endvidere skal underviseren undgå at oplyse ethvert emne, så det passer til den studerendes forståelseshorisont. For at kunne gøre dette skal: ”... skolen være overraskende.” (Ziehe, 2005, s. 201).
I klyngeprojektet ”Den modige underviser” arbejder vi for, at det kreative og eksperimentelle læringsrum kan være med til at fremme den decentrering, som Ziehe foreslår - både en decentrering af den studerende og af underviseren. Decentreringen skal opleves som en ‘god anderledeshed’ og ansvaret for at skabe en god oplevelsen af anderledeshed skal ikke alene ligge hos underviseren, men i det samskabende rum mellem de studerende og underviseren.
Etik i det meningsskabende møde
Forudsætningerne for at skabe oplevelsen af ‘god anderledeshed’ ønsker vi i dette klyngeprojekt at forstærke med Emmanuel Lévinas’ forståelse af undervisningens etik og etikken i mødet mellem mennesker.
Afsættet for Lévinas’ etik er, at han forstår menneskene som forskellige. Selvom vi ligner hinanden, når man ser på os med det blotte øje, så er dette objektive, ydre blik på mennesket ifølge Lévinas en fejl. Faktisk går han så vidt som til at sige, at der er tale om etisk vold, hvis jeg betragter mit medmenneske som værende lig mig selv. Det andet menneske er altid en anden, som er forskellig fra mig selv. Pointen i denne forskellighed mellem mennesker er, at det er lige præcis her muligheden for at lære noget radikalt nyt opstår ifølge Lévinas. Den andens fremmedhed kan lære mig noget nyt, kan sætte spørgsmålstegn ved min forståelse af mig selv, af verden og af hvad et menneske er. Derfor er det ifølge Lévinas vigtigt at vi kommer hinanden nær i det meningsskabende møde, hvor jeg ikke blot objektivt betragter den anden, men hvor jeg er nærværende og lydhør overfor den anden. I dette møde skal jeg forholde mig etisk til den anden og til hans fremmedhed og jeg skal forholde mig etisk til både det talte og det uudtalte sprog, som den anden åbenbarer med sit ansigt. For i ansigtet opstår den etiske fordring, hvor den anden siger til mig: ’Du må ikke slå mig ihjel!’, hvilket i Lévinas’ terminologi betyder, at jeg ikke må gøre vold på den andens fremmedhed, men skal forholde mig åbent overfor denne fremmedhed og lade mig undervise af den. Hvis jeg kan forholde mig etisk til den andens fremmedhed, opstår muligheden for at lære noget radikalt nyt!
Det er altså i mødet mellem mennesker, hvor jeg forholder mig etisk, lydhørt og åbent overfor den andens fremmedhed, at muligheden for at lære noget nyt opstår. Denne mulighed går begge veje, fra underviser til studerende og fra studerende til underviser. Ved at vi forholder os etisk til hinanden, i det meningsfulde møde, opstår muligheden for samskabelse og for at vi alle kan lære noget radikalt nyt.
Med Lévinas’ etik og tanker om etisk undervisning ønsker vi at styrke oplevelsen af ‘god anderledeshed’ og ikke blot en ubehagelig provokation og decentrering, men en fælles etisk nysgerrighed på det fremmede, som kan lære os noget nyt.
At skabe rammer som giver oplevelse af sammenhæng
Det ukendte og anderledes kan for mennesket opleves som fremmed og ubehageligt. Et ubehag som vi ønsker at udfordre med den legende tilgang, med Ziehes tanker om ‘god anderledeshed’ og Lévinas’ forståelse af fremmedens undervisningspotentiale. Også Aaron Antonovskys tænkning kan være med til at styrke oplevelsen af en ‘god anderledeshed’, muligheden for at lære noget radikalt nyt og det meningsfulde møde i samskabelse mellem studerende og underviser. Antonovskys tænkning udlægges kort her.
Vi kan have en tendens til at kategorisere de studerende som aktive eller inaktive, men denne ’dikotomiske måde at tænke på fører uundgåeligt til et snæver fokus’ (Antonovsky, 2000, s. 22). For at forstå de bagvedliggende faktorer for, hvorfor mennesket handler som det gør, tilbyder Antonovsky betegnelsen Oplevelse af sammenhæng[1]. OAS er en overordnet betegnelse for vores evne til at begribe, håndtere og skabe mening:
’Oplevelse af sammenhæng er en global indstilling, der udtrykker den udstrækning, i hvilken grad man har en gennemgående, blivende, men også dynamisk følelse af tillid til, at (1) de stimuli, der kommer fra ens indre og ydre miljø, er strukturerede, forudsigelige og forståelige; (2) der står tilstrækkelige ressourcer til rådighed for en til at klare de krav disse stimuli stiller; og (3) disse krav er udfordringer, det er værd at engagere sig i’ (Antonovsky, 2000, s. 37).
De studerende skal altså opleve det som meningsfuldt at deltage i samskabelsen af undervisningen og erkende at denne deltagelse bidrager til deres uddannelse og dannelse af en professionsidentitet. De studerende har forskellige forudsætninger for at deltage og bidrage, og der skal derfor være mulighed for at de kan vælge at en vej, som føles overskuelig og sikker for dem, men samtidig udfordrer dem tilstrækkeligt.
“Angsten for det hvide papir” er en betegnelse for alt for vide rammer, hvor der er risiko for blokering og oplevelse af at man ikke har tilstrækkelige ressourcer til rådighed for at kunne løse opgaven. Omvendt kan meget stramme regler føre til reproduktion og manglende udvikling.
Det handler altså om at skabe nogle rammer, som de studerende føler sig klædt på til at udforske, tør bryde rammerne og tage ansvar for egen udvikling og læring. Derudover handler det også om at de lærer at anerkende hinanden som ressourcer i læreprocesserne.
Tanken er at de studerende foretager et aktivt valg i forhold til hvad de mener at kunne mestre og dermed selv tager stilling til deres ressourcer ift at deltage i samskabelsen.
Litteraturliste
Antonovsky, A. (2000). Helbredets mysterium. København: Hans Reitzels Forlag.
Mardell, Ben et. Al. / Project Zero (2016): ”Towards a Pedagogy of Play”: http://pz.harvard.edu/sites/default/files/Towards%20a%20Pe dagogy%20of%20Play.pdf
”Principper for Playful Learning ” (2020) i Mette Lygager, Tobias Heiberg m.fl. (Red.), Playful Learning projekt, PLaybook 1,s. 38, 2019/2020
Lévinas, E. (1996). Totalitet og uendelighed : et essay om exterioriteten. Kbh.: Hans Reitzel.
Ziehe, T. (2005), ”God anderledeshed” i Anne Knudsen & Carsten Nejst Jensen (Red.), Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund (2. udgave, s. 194-206). Billesø & Baltzer