Læs, hvad øveprøverne indebærer, og hvornår de afvikles
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring gør det muligt for skolerne at afvikle tidligere stillede prøver på testogprøver.dk. Læs, hvad øveprøverne indebærer, og hvornår de afvikles.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring afvikler én øveprøvetermin i skoleåret 2025/2026.
Terminen afvikles i ugerne 2, 3 og 4 i januar 2026, og i de tre uger har alle skoler mulighed for at afvikle alle prøver hver dag fra mandag til fredag. Ved alle øveprøver i skoleåret 2025/2026 anvendes opgavesæt fra maj 2025.
I nogle tilfælde er der supplerende prøvemateriale til prøverne i form af teksthæfter og opgavehæfter, der ikke kan tilgås via testogprøver.dk. Det supplerende prøvemateriale skal skolen hente på Prøvebanken forud for øveprøven. Det drejer sig fx om teksthæfter til FP9 Dansk, læsning og FP10 Dansk, læsning og sprogbrug (del a).
Til prøverne i FP9 matematik med hjælpemidler og FP10 matematik skal eleverne have udleveret et opgavehæfte, hvis øveprøven skal ligne den prøve, der afvikles ved de kommende prøveterminer. Det er især relevant for de skoler, der bruger øveprøverne som terminsprøver.
For at sikre at eleverne får udleveret det rigtige materiale, kan du læse mere i retningslinjerne for de skriftlige prøver.
Der kan være behov for at udlevere forskellige typer af prøvemateriale til elever, der aflægger prøve på særlige vilkår. Dette afhænger af den funktionsnedsættelse, som eleven har. Ved visse prøver udleveres fysiske teksthæfter til eleverne, hvor oplæsningsværktøjer ikke kan anvendes. Derfor skal skolen udlevere teksthæfter på pdf til elever, der er ordblinde, så de kan få læst teksterne op. Der kan også være elever, der grundet andre funktionsnedsættelser end ordblindhed, har behov for at få udleveret yderligere prøvemateriale.
*Teksthæfter i pdf skal udleveres til elever, der er ordblinde.