Om os

Klik her for tilsynsrapport

Om os
Studenterrådets Børnehus er en privat institution med kollektiv ledelse, som er tilknyttet Københavns Universitet. Institutionen er administrativt en del af paraplyorganisationen Børneringen. Siden institutionens etablering 1968, har den været et sted hvor studerendes børne kunne blive passet, så deres forældre kunne komme videre med deres uddannelse. Årligt vælges en bestyrelse sammensat af to medarbejderrepræsentanter og mindst tre forældrerepræsentanter. Vi har vores eget køkken og en kok, der laver varieret og lækker mad, som i videst mulige omfang er økologisk. Til frokost spiser vi oftest varm mad og om eftermiddagen får vi eksempelvis frugt, hjemmebag eller yoghurt.

Åbningstider
Mandag -fredag 07.00-17.00

Lukkedage
1. maj
Fredag efter Kristi Himmelfart
5. juni Grundlovsdag
Hverdagene mellem jul og nytår
2. januar
2 pædagogiske dage om året.

Vi er glade for vores hus og de rammer vi sammen sætter for dagligdagen. I huset har vi 3 vuggestuegrupper med henholdsvis 10, 12 og 14 børn. Samt 3 børnehavegrupper med 10, 13 og 17 børn. Normeringen er 18 voksne hvoraf ca. 10 er uddannede pædagoger og 8 er medhjælpere. Mange af vores ansatte har været tilknyttet huset i lang tid og alle bidrager til det kollektive ansvar. Vi har få regler og restriktioner og mener, at det er vigtigt, at barnet kan finde sin egen rytme i en hverdag, hvor behov og energi kan variere.

Værdier vi har i fokus
-Hvert enkelt barn føler sig set.
-Hvert enkelt barn oplever tid og ro til at udforske omverdenen.
-Børnene bliver inspireret og udfordret gennem forskelligartede aktiviteter og miljøer.
-Som voksne ser vi børnenes forskellighed som en væsentlig værdi og rutiner og aktiviteter justeres således, at hvert enkelt barn trives i gruppen med deres forskelligheder.

Vi bruger vores egen gård meget og tager, så ofte det er muligt, på ture ud af huset med både store og små. Vi bruger de lokale legepladser og Assistens kirkegård og tager også længere udflugter i el-cyklerne.

Personalegruppen og kompetencer
-Vi forsøger at have lige mange mænd og kvinder ansat.
-Vi sørger for løbende efteruddannelse af personale indenfor motorik, sprog, sammenspil og relationsdannelse.

For at få den bedst mulige start på dagen og for at kunne deltage i dagens aktiviteter ser vi gerne at børnehavebørn møder inden kl. 9.30. Kommer jeres barn alligevel senere vil vi gerne have besked inden kl. 9.00.

Arrangementer og fester
I løbet af året har vi løbende arrangementer for børnene og to gange om året inviterer vi forældrene med til fest. Vi holder en septemberfest, hvor der er tændt op i den store grill og en julefest hvor julemanden kommer på besøg.

Generalforsamling og forældremøde
Generalforsamlingen ligger typisk i årets sidste kvartal. Her fremlægges årets begivenheder, den økonomiske status og bestyrelsen vælges. Efterfølgende er der stuemøde på de enkelte stuer.

Arbejdslørdag
En lørdag om året holder vi arbejdsdag, hvor vi er praktiske sammen med jer forældre. Måske skal der sættes en hylde op, males nye illustrationer på væggene, sættes dutter på stolene og lappes cykler. Det er en hyggelig dag, hvor vi også får en bid mad og lærer hinanden bedre at kende på tværs af ansatte og forældre.

Opskrivning og pris
Opskrivning kan ske uafhængigt af alder og gøres på institutionens hjemmeside. Prisen for en institutionsplads følger Københavns Kommunes takster, som er én frem til barnet fylder 3 år og én fra den måned barnet fylder 3 år. Opkrævning kan tilmeldes betalingsservice. Ansøgning om økonomisk fripladstilskud findes via kommunens hjemmeside: www.kk.dk.

Når dit barn starter i vuggestue
Det er meget forskelligt fra barn til barn hvor lang tid en indkøring tager. Det er vigtig for os, at både barn og forældre får en god start og derfor planlægger og justerer vi indkøringen i samarbejde med jer som forældre. Som udgangspunkt anbefaler vi, at I afsætter en uge, hvor jeres barn kan komme på kortere besøg sammen med jer og en uge, hvor I kan være mere fleksible med, hvornår I henter jeres barn.

Når dit barn starter i børnehave
Studenterrådets Børnehus er en integreret institution og det betyder, at vi kender hinanden godt på tværs af stuerne - både voksne og børn. Derfor er overgangen fra vuggestue til børnehave også glidende. Dit barn starter med at besøge børnehaven, spise frokost med dem etc. henover en lille måned og vores erfaring er, at overgangen langt de fleste gange er god og at barnet føler sig trygt. Når barnet er rykket over i børnehaven, er der også altid plads til at sige "hej" i vuggestuen inden dagen begynder.

Skolegruppe og skoleforberedelse
Når skoleåret nærmer sig samler vi skolegruppen til aktiviteter og ture. Børnene besøger de forskellige skoler og taler om, hvem der skal gå på hvilken skole. Vi forbereder børnene med små øvelser. Eksempelvis det at række fingeren op. I foråret har vi overnatning i børnehaven med film og hygge for skolegruppen. Vi vil gerne understøtte den gode overgang og taler med jer om jeres barns skoleparathed.