Årsmødekursus 2017 Naturen kommer
Program
Torsdag den 28. september 2017
11-12: Ankomst, indkvartering, kaffe, brød, frugt og sandwich
12.00: Velkomst
12.10-13.30 Gregers Andersen: Litteratur og vækstkritik
Hvordan kan litteratur skabe nye handlerum i en verden, hvor alt og alle opfordres at 'vækste løs' på trods af, at væksten øjensynligt blot fører til, at alverdens problemer vokser. I dette foredrag viser kultur- og litteraturforsker, Gregers Andersen, (med fokus på dansk samtidslitteratur) hvordan litteraturen melder sig ind i kampen mod klimaforandringerne, og han udfordrer dansklærerne til at antage en kritisk rolle.
13.45-15.00: Generalforsamling i E og G
15.15-15.30: pause med kaffe
15.30-17.00 Martin Gregersen: Tilbage til naturen?
Dansk litteraturs udforskning af menneskets relation til naturen har de senere år fået fornyet styrke. Det skyldes naturligvis, at vi befinder os midt i en klimakrise, der har gennemgribende betydning for vores forståelse af os selv og vores omgivelser. I dette oplæg vil anmelder ved Kristeligt Dagblad og ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Globale Studier (AAU), Martin Gregersen, der bl.a. er medforfatter til bogen Den materielle drejning. Natur, teknologi og krop i (nyere) dansk litteratur (2016), diskutere, hvordan dansk litteratur behandler og skildrer de højaktuelle økologiske og miljømæssige problemstillinger: Hvilke litterære genrer, strategier og greb er særligt relevante, og hvilken rolle – hvis nogen – kan litteraturen spille i vores forståelse af og tilgange til naturen og klimakrisen?
18.00: Middag
20.00: Sang, hjemstavn og natur ved Kasper Lezuik Hansen og Mette Møller Jørgensen
Med udgangspunkt i Højskolesangbogen skal vi synge os igennem den danske sangskat, som med den seneste debat om dannelse og værdier har fået fornyet liv. Samtidig vil oplægget give bud på, hvordan Højskolesangbogen kan inddrages i undervisningen. Oplægget slutter evt. af med ønskekoncert.
Fredag d. 29.september 2017
7.30-9.00 Morgenmad
9.00-10.00: Skriftlighed med reformen i HHX, HTX, EUX, HF og STX med fokus på “de store formater” og dansk i samarbejde: DHO mv. (deltagerne fordeles efter eget valg på uddannelserne).
HF: Tina Dunø
STX: Nicolai Rekve
HTX: Søren Maegaard
EUX: Lisbeth Greve
HHX: Julie Sejer Hansen
10.00 -11.00: Fælles for deltagerne: Søren Nygaard Drejer: Akademisk skriftlighed og de store opgaver i gymnasiet
Ph.d. studerende, Cand. mag. i idéhistorie, dansk, matematik, master i gymnasiepædagogik
I oplægget vil jeg give et bud på, hvad akademisk skriftlighed er og undersøge, hvordan akademisk skriftlighed ser ud i den nye læreplan for danskfaget og for studieretningsprojektet. Dernæst vil jeg præsentere et par cases fra min masterafhandling og fra mit igangværende Ph.D.-projekt om akademisk skriftlighed i gymnasiet og på de første semestre af bacheloruddannelsen: hvordan kan de store skriftlige opgaver bidrage til at udvikle gymnasieelevers akademiske skrivekompetencer, og hvordan opleves akademisk skriftlighed i danskfaget i overgangen fra gymnasium til universitet? I forlængelse af disse cases vil jeg til sidst skitsere et par bud på øvelser til forløb, der træner akademisk skriftlighed.
11.00-11.15: Kaffe
11.15-12.45: Workshopper - lav undervisning i …. Vælg mellem
Anne-Marie Mai ‘Narrativ medicin’
Forfatter og professor i dansk litteratur, SDU.
Denne workshop giver eksempler på en igangværende forskning i hvordan skønlitteratur kan bruges i sundhedssektoren.
Udenlands og hjemme forskes og undervises på livet løs i den rolle, som viden om sprogbrug og fortællinger kan spille i sygdomsforløb. Hvad sker der, når patienten får lejlighed til at sætte ord på sine oplevelser af sygdom og behandling gennem sin egen fortælling? Og når behandlerne begynder at tænke over, hvilke fortællinger de skaber og selv bliver del af? Workshoppen fremlægger ny international forskning inden for narrativ medicin og praktiske eksempler på brug af fortællinger og skønlitteratur i behandlingen. Også eksempler på patienters kreative skrivning præsenteres. Workshoppen giver nye ideer til danskundervisningen og inddrager tekster af blandt andre Klaus Lynggaard, Klaus Høeck, Caroline Albertine Minor og Pia Tafdrup.
Ivar Lærkesen og Sidsel Toft Christensen: Naturhistorier
Ivar Lærkesen, lektor i dansk og religion. Sidsel Toft Christensen, lektor i dansk, Campus Bornholm.
Bogen Naturhistorier er blevet til som resultat af en række undervisningsforløb med vores forhold til naturen som samlende tema. I workshoppen vil vi give flere eksempler på typer af forløb som medvirker til at sætte eleverne i stand til at skabe historiske sammenhænge. Det er vigtigt for os at inddrage billedmateriale og film i undervisningen. Desuden giver vi eksempler på hvordan man kan arbejde tværfagligt med temaet. Den forskydning fra holocæn til antropocæn, som vi gennemlever i disse år, kan f.eks. give anledning til samarbejde med bl. a naturgeografi, biologi, filosofi og religion.
Anne Vibeke Vennerstrøm og Leena Haastrup: Klima-retorik
Anne Vibeke Vennerstrøm, uddannelseschef for teoretisk pædagogikum, SDU. Leena Haastrup, lektor i dansk, religion, retorik og samfundsfag, Nyborg Gymnasium.
Denne workshop fokuserer på klimaretoriske videoer, skabt til at gå viralt. Vi identificerer klassiske temaer i klimaretorikken og anvender retoriske teorier, der belyser, hvad videoerne vil opnå, hvem modtagerne er, og hvordan afsender påvirker modtagerne til at handle. Teori og tekster er valgt, så det kan overføres direkte til den daglige undervisning i dansk, og under workshoppen sammensætter vi sammen en materialesamling. Deltagerne vil blive bedt om at medtage eksempeltekst.
Mads Rosendahl Thomsen: Livet i postapokalypsen
Mads Rosendahl Thomsen, Professor MSO, AU
Mange forfattere er optaget af, hvordan det vil være at leve i en verden, som skal bygges op igen. Måske som følge af en økologisk katastrofe, måske som følge af konflikt eller af noget helt tredje. I denne workshop præsenterer Mads Rosendahl Thomsen nogle tematiske og stilistiske karakteristiska ved nyere romaner og film i genren: Hvordan en verden uden vante pejlemærker opleves og beskrives, og hvordan menneskelige værdier står til nyforhandling. Derpå lægges op til en diskussion af, hvordan forestillingen om det postapokalyptiske har relevans nu, og hvorfor denne type historier fascinerer og skaber nye rum for fortællinger.
12.45 - 13.00 kort opsamling
13.00-14.00: Frokost
14.00-14.30: Pause
14.30 -15.30:
Sune Weile: Nyt fra fagkonsulenten
Lars Holst Madsen: Nyt fra fagkonsulenten
Her slutter kursus for dem der har 1 overnatning
15.30 -16.00 pause
16.00 - ca. 18.30: Vi mødes ved Tipierne (se kort nedenfor)
Tur i naturen: Rasmus Nikolajsen (forfatter) og Jakob Damgaard (zoolog og gymnasielærer)
Litterær naturvandring eller naturlig litteraturvandring? Oplev biolog Jakob Damgaard og forfatter Rasmus Nikolajsen causere over krydsfeltet mellem litteratur- og naturhistorie: Hvordan har forfattere, forskere og fortalere for miljøet kæmpet med og imod hinanden igennem tiden, og hvordan står det til med natursynet i dag?
Vi skal på tur i to hold. Alle skal mødes ved tipien. Herfra bliver vi fordelt på de to hold. Det ene går på tur med Rasmus og Jakob, og det andet bliver i tipien og hygger - og bytter efter ca. en time.
19.00: Middag
21.00: Vi ser dokumentar, og Rasmus Kjær Kristiansen (Gymnasielærer, VUC Storstrøm) giver tips til brug i undervisningen
Dokumentarfilmen Ved havet handler om de sidste kystfiskere i Danmark: Et Vandkantsdanmark med historie, fællesskab og fiskeri og en tid, der er ved at være forbi. Men undergang kan som bekendt være smuk, som romantikerne lærte os – særligt hvis den er iscenesat rigtigt. Denne kobling af indhold og udtryk i levende billeder skal eleverne kunne forklare os fagligt og velformuleret både mundtligt og skriftligt, og oplægget her vil give bud på, hvordan undervisningen kan udformes og varieres så både det mundtlige og det skriftlige arbejde bliver en naturlig del af undervisningen. Her spiller begreber som lærerfri klassedialog, kollaborativ skrivning samt metalæring en særlig rolle.
Lørdag d. 30. september
9.00: Naturen i samtale mellem forfatterne Charlotte Weitze og Julie Sten-Knudsen
Årsmødet slutter ca. 11.00