Velkomne til grundforløb 2.
Som murer vil du lære at bygge og vedligeholde huse af sten. Her på skolen vil du blive undervist i forskellige slags sten og fliser, samt hvordan de holdes sammen med mørtel og fuge. En vigtig del af arbejdet består i at kunne læse en arbejdstegning og bygge et hus nøjagtigt derefter. Derudover vil du lære at støbe sokler og gulve, arbejde med tagsten, pudse facader og opsætte fliser på vægge eller gulve. Efter endt uddannelse vil du have mulighed for at arbejde som ansat hos en murermester eller starte din egen virksomhed.
Uddannelsen varer typisk mellem 3 år og 11 måneder til 4 år og 5 måneder.
Som murer vil din viden, erfaring og færdigheder være vigtige kvalifikationer. Din viden om teori og forståelse, kombineret med dine praktiske færdigheder, vil sætte dig i stand til at udføre arbejdet. Din kunnen er summen af din viden og dine færdigheder, og når du kombinerer dem, får du faglige kompetencer. Det er den måde, du bruger dine kompetencer på, der viser, hvor dygtig du er.
Når du udfører arbejde, får du erfaring, som vil øge din viden og dine færdigheder. Din uddannelse vil give dig mere viden og gøre dig i stand til at udføre mere avanceret arbejde. Samlet set vil det gøre dig dygtigere som murer.