Region Hovedstaden råstofboringer ved Mårum og Annisse Nord

Danbolig v. Pernille Schlott, er gået lidt i dybden for at få afklaring/status i forbindelse med tankerne om udvinding af ler i Annisse Nord. Vedhæftet ses rapport, der handler om de geologiske undersøgelser, der tidligere på året blev foretaget i Annisse Nord og i Mårum.

 

Pernille Schlott har talt med jordejeren i Annisse Nord, der på baggrund af rapporten ikke er interesseret i, at der graves på hans grund henset til den ringe forekomst af ler i undergrunden. Pernille Schlott har oplevet usikkerhed hos potentielle huskøbere i området og er derfor meget interesseret i spredning dette budskabet.

 

Der er tale om en ret svulstig rapport, der indledes med en sammenfatning, der lyder:

 

Sammenfatning

 

Der er udført i alt 7 boringer og arealdækkende geofysisk opmåling af de terrænære sedimenter ved Annisse Nord og Mårum for at vurdere, om de to områder indeholder brydeværdige forekomster af teglværksler, og derfor bør indgå i råstofplanen for 2024.

 

På baggrund af de udførte undersøgelser er der opstillet en konceptuel geologisk model for begge områder, og det konkluderes:

 

1. At der ved Annisse Nord ikke er grundlag for en væsentlig indvinding af smeltevandsler til teglværksindustrien.

 

2. At der ved Mårum vurderes at optræde en udbredt forekomst af relativt ensartet fint lamineret smel[1]tevandsler/silt på løst anslået 2 mill m3 . Området ved Mårum tolkes derfor potentielt lovende og bør forblive i råstofplanen som potentielt graveområde.

 

Vi håber, at der her er tale om sidste kapitel af føljetonen om gravning af ler i vores nærområde.

 

For specifik info kan interesserede læse rapporten.


Regionens Råstofplan - råstofboringer i lerområder ved Annisse Nord og Mårum 18.06.2023