Om os

Hovedet hedder Jørn og halen hedder Søren

eller Vilhelm eller Karen, Grethe eller Kaj,

det kan sagtens være Tom, eller også er det mig.

Halen er som sagt en foranderlig størrelse

betinget f kædernes manglende smørelse,

bakker og modvind og smattede stier.

Det siger sig selv - det gi'r en forbier.

Men på trods af de mange trabadser og pløre

så ' det altid Jørn der er slangens fører.

Med kortet på styret og båthorn ved hånden

så guider han nemt hele neonkolonnen

til borde og bænke, når det ' tid til et hvil,

lidt kaffe og brød, snak og et smil.

Til tider bli'r der budt på 1 enkelt eller 2

stemningen stiger, og får slangen til at sno

sig på hjemvejen - mer' end den plejer.

Man tror det er stien der svajer.

Men folk er finke, de vinker og dytter

jeg tror det er vesten her, der beskytter

Den sender signalet: Giv agt! Pas på!

Her kommer no'en af de sjældne få,

de er kvikke i knoppen skønt toppen er grå.

Det kan vi sagtens selv forstå.

Som alle ved kan en slange punktere

no'en står stille, man tror de parkerer,

der råbes ihærdigt - stop og stands!

gæt hvem der er flad det ' Hans.

Så ' det godt at Jørn og 4 - 5 andre "mænner",

er godt skruet sammen og ka' bruge deres hænder.

De finder et hul og lapper og pumper,

mens vi andre får tid til at pleje vores rumper.

Ca. kl. 12. spedes for alle vinde

ledormens brikker, både mand og kvinde.

Hver og 'en og alle sammen

cykler hjem og smider neonhammen.

Nu er vi ikke læng're gule

nu er vi kun en smule

trætte - vi skal lige hjem og lure

tak for mange gode.

Kilde:

Med tilladelse af Knud Lynge