Fremtidens Aalborg

___________________________________________________________________

Aktive Akademikere

Tirsdag 2. december 2014

Aktive Akademikere var tilstede på Erhvervskonferencen for at sætte fokus på skabelse af jobs til højtuddannede i kommunen. Vi efterlyste tiltag der kan åbne de små og mellemstore virksomheders øjne for akademikernes mange kvaliteter – Vi efterlyser, at man aktivt, eksempelvis i samarbejde med organisationerne og frivillige netværk tager kontakt til virksomhederne for at fremme jobskabelsen.

Hvilket Rektor Per Michael Johansen under paneldebatten i høj grad bakkede om – højtuddannede skaber vækst i små og mellemstore virksomheder.

Vi savner fokus på dette punkt i oplægget til Erhvervsplanen.

___________________________________________________

Fra Erhvervskonferencen "Fremtidens Aalborg"

Endnu engang tak for din interesse og deltagelse i udviklingen af den Globale Videns- og Industriby. Vi er rigtig glade for de mange gode input, I har givet os til Erhvervsplan-udspillet.

Aalborg Erhvervsråd har nu drøftet alle jeres input og er kommet frem til følgende:

· Mange af jer påpegede, at der mangler ungdom og nye ideer i Erhvervsrådet – derfor nedsættes der nu to grupper – en bestående af unge og en bestående af yngre iværksættere – som det næste halve års tid konstruktivt skal ’forstyrre’ Erhvervsrådet og komme med nye og skæve ideer til realiseringen af Erhvervsplanen

· Flere af jer efterspurgte at industribyen og koblingen mellem viden og produktion bliver udfoldet mere – derfor gennemskriver vi nu Erhvervsplanen med fokus på dette

· ”Hvor blev sundhedsteknologi af?”, har flere af jer spurgt – for at understrege, at sundhedsteknologi fortsat er en styrke i Aalborg, skrives det tydeligere frem under Styrkepositionen IKT også som en del af navnet

· ”Husk nu at blive konkrete og handle på de fine ord”, har flere af jer ytret – vi laver en Action Plan til Erhvervsplanen, der tydeligt viser, hvem der gør hvad og hvornår

· I har givet os rigtig mange gode og konkrete input til de strategiske tiltag i Erhvervsplanen, og hvordan vi kan realisere dem i effektive handlinger – dem tager vi med i Action Planen, så de bliver integreret i vores arbejde de kommende år

· Rigtig mange af jer har givet input til Branding og Synlighed af Aalborg, til Erhvervsservice, til vigtigheden af at skabe flere studiejobs og elevpladser og til det afgørende i at arbejde med den Globale By – disse temaer vil Erhvervsrådet prioritere i sit arbejde de kommende år

Erhvervsplanen vil nu blive revideret og sendt til behandling hos Aalborg Kommunes politikere i fagudvalg og byråd.

Tak til jer, der har givet respons på konferencen via spørgeskemaet. Generelt har vi fået positive tilbagemeldinger på arrangementet, hvor I især var glade for borddebatten. Mange af jer har derimod svaret, at paneldebatten ikke fungerede optimalt. Disse tilbagemeldinger tager vi til os og bruger ved fremtidige arrangementer.

Hvis du kommer i tanke om flere gode ideer og input, er de altid meget velkomne. Det samme gælder, hvis du har lyst til at bidrage og deltage aktivt i Fremtidens Aalborg! Vores kontaktdetaljer er: business@aalborg.dk, tlf. 9931 1570.

Husk du kan holde øje med arrangementer, nye tiltag og muligheder ved at følge BusinessAalborg på LinkedIn og ved at tilmelde dig BusinessAalborgs nyhedsbrev.

Vi glæder os til samarbejdet om at udvikle Fremtidens Aalborg.

Med venlig hilsen

Lisbeth R. Ørtoft

Kommunikationsansvarlig

9931 1548 / 2520 1548

lro@aalborg.dk

BusinessAalborg

Boulevarden 13, 9000 Aalborg

www.businessaalborg.dk