Fredagsfordybelse giver dig både mulighed for at udforske nye interesser og fordybe dig i områder, du gerne vil blive klogere på. Du vælger og prioriterer 8 ud af 30 forskellige fag, som du arbejder med i løbet af året. Ud af dine 8 prioriteter får du i løbet af året 5 af dine ønsker. Fagene spænder bredt fra naturvidenskab og samfund til kreative og praktiske emner.
Hvis du efter efterskolen overvejer at søge ind på STX eller HTX, skal du vælge mindst to naturfaglige emner. På den måde sikrer du, at du fortsat arbejder med naturvidenskabelige emner inden du skal videre i din ungdomsuddannelse.
Herunder finder du de emner du kan fordybe dig i.
Bemærk: Naturfaglige emner er markeret med grøn baggrund
Forbydelse i...
Filmens univers:
Vi dykker ned i filmens verden og ser nogle af de helt store klassikere. Sammen undersøger vi, hvordan film fortæller historier gennem billeder, lyd og klipning. Du lærer om filmanalyse og filmens virkemidler og arbejder med at forstå, hvorfor nogle film bliver ikoniske.
Podcastproduktion:
Har du noget på hjerte, du gerne vil fortælle? I dette fag lærer du at udvikle og producere din egen podcast. Vi arbejder med idéudvikling, interview, lydoptagelse og redigering. Du får indsigt i, hvordan gode historier fortælles gennem lyd.
Skriveværkstedet ‘Det litterære hjørne’:
I skriveværkstedet arbejder vi kreativt med ord. Gennem skriveøvelser og lidt teori får du inspiration til at udvikle dine egne tekster. Du kan skrive noveller, digte eller begynde på et større projekt. Der er plads til både fordybelse, feedback og kreativ udfoldelse.
Optagelsesprøve til gymnasiet:
Dette fag er for dig, der vil forberede dig til optagelsesprøven til gymnasiet. Vi arbejder med opgavetyper, faglige krav og gode strategier til prøven. Samtidig træner vi emnerne, så du møder prøven med større sikkerhed og overblik.
Det grønne liv
Vi arbejder med bæredygtighed i praksis. Sammen laver vi grønne projekter på skolen, for eksempel en urtehave eller andre initiativer. Vi besøger også steder, hvor man lever mere bæredygtigt, og samarbejder med skolens køkken om grønne råvarer.
Psykologi
Er du nysgerrig på, hvorfor mennesker tænker, føler og handler, som de gør? Vi arbejder med centrale psykologiske teorier om blandt andet motivation, personlighed og relationer. Undervisningen består af teori, diskussioner, små øvelser, cases og aktiviteter, hvor du også kan bruge psykologien på din egen hverdag.
AI og os
Kunstig intelligens fylder mere og mere i vores hverdag. I dette fag undersøger vi, hvad AI er, og hvordan vi bruger det ansvarligt. Vi diskuterer muligheder, udfordringer og konsekvenser: Hvornår hjælper teknologien os, og hvornår risikerer den at gøre os mindre selvstændige?
Sportspsykologi
Hvordan holder man fokus, når det virkelig gælder? I sportspsykologi arbejder vi med mentale redskaber til præstation og motivation. Du lærer om de psykologiske og fysiologiske mekanismer bag præstationer – både i sport, til eksamen og i andre situationer, hvor du skal yde dit bedste.
Min fremtid
Hvad vil du efter efterskolen? I dette fag arbejder vi med uddannelse, jobmuligheder og dine personlige interesser. Gennem vejledning, undersøgelser og små projekter bliver du klogere på dine muligheder og kan arbejde med den retning, du måske gerne vil vælge.
Selvledelse
Inspireret af Christian Hjortkjærs tanker undersøger vi, hvorfor mange unge føler sig utilstrækkelige. Vi taler om præstationskultur, forventninger og fællesskab. Gennem samtaler, refleksioner og tekster arbejder vi med, hvordan man kan finde ro i sig selv og navigere i kravene fra omverdenen
Andre religioner
Vi undersøger både store og mindre religioner fra hele verden. Hvor kommer de fra, og hvad tror deres tilhængere på? Vi møder måske mennesker, der repræsenterer forskellige religioner, og besøger religiøse steder som for eksempel en moske eller et buddhistisk tempel.
Fra 2. verdenskrig til nu
Vi arbejder med historien fra Anden Verdenskrig og frem til i dag. Gennem undervisningen undersøger vi, hvordan begivenheder i fortiden hænger sammen med konflikter og politiske situationer i nutiden. Målet er at forstå verden bedre gennem historien.
Den nye verdensorden
Vi følger med i aktuelle nyheder og undersøger, hvad der sker i Danmark, EU og resten af verden. Sammen går vi bag om overskrifterne og ser på baggrunden for politiske beslutninger og internationale konflikter.
Danmark fra stenalder til vikingetid
Hvordan levede mennesker i Danmark før i tiden? Vi arbejder med stenalderen og vikingetiden og undersøger menneskers liv, vandringer og udviklingen fra jæger-samler til landbrug. Vi ser også på spor i landskabet og besøger måske steder i lokalområdet.
Verdens bedste nyheder
I dette fag vender vi blikket mod de gode historier fra verden. Vi arbejder med nyheder om fremskridt inden for sundhed, klima, teknologi og samfund. Målet er at give et mere nuanceret og håbefuldt billede af verden.
Revy
Vi skaber en revy sammen, som opføres for resten af skolen. Undervejs arbejder vi med idéudvikling, skrivning af sketches, dramaøvelser og skuespil. Revyen tager ofte humoristisk fat på små og store begivenheder fra året på efterskolen.
Militæret - hvad med mig?
I dette fag arbejder vi med værnepligt og militæret i Danmark. Du lærer om rettigheder, muligheder og forskellige veje – både hvis du overvejer en karriere i militæret, og hvis du er mere i tvivl eller vil være militærnægter.
Iværksætteri
Har du en god idé? I iværksætteri arbejder vi med innovation, start-ups og forretningsidéer. Du lærer om økonomi, markedsføring og udvikling af produkter eller services. Sammen arbejder vi med at udvikle og præsentere egne idéer.
Fransk
I fransk får du en introduktion til sproget og kulturen. Vi lærer de første gloser og simple sætninger og arbejder også med fransk mad, musik og kultur. Undervisningen er praktisk, hyggelig og giver et første indblik i det franske sprog.
Virksomhedsøkonomi og international økonomi
Faget giver indsigt i, hvordan virksomheder drives, og hvordan økonomier hænger sammen nationalt og globalt. Du arbejder med økonomiske begreber, produktion, salg, aktier, markeder og international handel. Faget giver forståelse for samspillet mellem virksomheder, samfund og den globale økonomi.
Mennesket i landskabet
Hvordan påvirker mennesker naturen – og hvordan påvirker naturen os? Vi undersøger landbrug, natur, byer og infrastruktur. Samtidig ser vi på historiske spor i landskabet og arbejder med naturforvaltning og undersøgelser i naturen.
Naturundersøgelser som forsker
Her arbejder du som en rigtig forsker. Vi lærer den naturvidenskabelige metode og arbejder med hypoteser, dataindsamling og analyser. Resultaterne præsenteres gennem diagrammer og formidling, så du får erfaring med hele forskningsprocessen.
Stråling og radioaktivitet
Vi arbejder med elektromagnetisk stråling og radioaktivitet. Gennem forsøg, øvelser og teori lærer du om strålingens egenskaber og anvendelser samt dilemmaer ved anvendelse af stråling. Vi ser også på, hvordan stråling bruges i teknologi, medicin og energiproduktion.
Maden vi spiser
Hvad består maden egentlig af? I dette fag arbejder vi med kemi i hverdagen og undersøger blandt andet fedt, proteiner og kulhydrater. Du får en bedre forståelse af, hvad der sker i kroppen, når vi spiser, samt en forståelse af, hvad du selv kan gøre for at spise sundt.
Sportsfysiologi og anatomi
Hvordan fungerer kroppen, når vi træner? Vi arbejder med muskler, energiomsætning og kroppens fysiologi. Du lærer blandt andet om muskelopbygning, VO₂max og træningsprincipper, så du bedre kan forstå og udvikle din egen træning. Faget vil være både praktisk og teoretisk
Bølger, lyd og lys
Vi undersøger fysikkens verden gennem bølger, lyd og lys. Gennem forsøg og teori lærer du om, hvordan lyd bevæger sig, hvordan lys brydes, og hvordan bølger bruges i teknologi.
Feltbiologi
I feltbiologi arbejder vi ude i naturen. Vi undersøger forskellige levesteder som eng, skov og mose og lærer at bestemme planter, insekter og sommerfugle. Samtidig arbejder vi med økosystemer, fødekæder og registrering af arter.
Grundlæggende kemi
Du vil i dette valgfag få opfrisket og opdateret din viden omkring atomer, det periodiske system og kemiske bindinger. Faget vil være en vekslen mellem teori, forsøg og undersøgelser.
Klimatopmøde
I dette fag deltager du i et rollespil om et internationalt klimatopmøde. Eleverne repræsenterer forskellige lande og organisationer og forhandler om løsninger på klimakrisen. Undervejs lærer du om klima, politik, interesser og samarbejde i globale klimaforhandlinger.
Energiproduktion
Vi arbejder med bæredygtige måder at producere energi på. Undervisningen tager udgangspunkt i alternativer til olie, kul og gas. Du får mulighed for at undersøge energikilder, for eksempel brændselsceller, solceller, vindmøller, atomkraft og fusion. Arbejdet med emnet foregår både praktisk med øvelser samt forsøg og arbejdet med teorien bagved.