Måske du kan huske, du også tidligere har hørt om Aalborg Diversitetsuge? – Faktisk har vi siden 2022 haft fokus på diversitet – først som en enkelt dag med fuldt program og fra sidste år en hel uge med en masse spændende og lærerige aktiviteter, inddragende tilbud og nye pædagogiske inspirationsmaterialer. Aalborg Diversitetsuge er et samarbejde mellem Børn og Unge, Sundhed og Kultur og Job og Velfærd.
Men faktisk opstod idéen til at afholde en divisitetsdag i Aalborg Fælleselevråd💡
I FN’s Børnekonvention står, at alle børn skal beskyttes mod diskrimination. Det betyder, at rettighederne for børn gælder, uanset hvor de lever, hvilket sprog de taler, hvilken religion de har hvad de tænker, hvordan de ser ud, hvilket køn de identificerer sig som, hvilken seksualitet de har, om de har et handicap, om de er rige eller fattige, hvem deres forældre er, eller hvad deres forældre tror på eller laver.
Aalborg Fælleselevråd spurgte i 2022 elever i Aalborg Kommune, hvad ”Plads til alle” betød for dem. Her stod mangfoldighed, fællesskab, forskellighed og mental sundhed tydeligt frem, hvorfor Aalborg Fælleselevråd satte alle sejl ind på at arrangere Aalborg Diversitetsdag.
I forbindelse med Diversitetsdagen i 2022 blev der af 100 udskolingselever udviklet 8 anbefalinger til en mere inkluderende grundskole for alle elever. Nummer 1 var en Diversitetsdag for alle. Om det sagde eleverne:
”Vi ønsker en uge eller en hel dag, hvor man skal lære om forskellige kønsidentiteter, normer og seksuelle orienteringer. En tryg hverdag for alle. Når man lærer om det, vil man føle sig mere tryg. Man kan støtte sine venner.”
I forbindelse med planlægning af Aalborg Diversitetsuge 2025 har to 5. klasser fra Aalborg Kommune været med til at komme med deres input til, om der er plads til alle i skolen. Til det siger de blandt andet:
”… Der er også nogen, der kalder mig tyk som et bjerg og det påvirker mig virkelig, fordi så synes jeg også selv, at jeg er tyk. Så jeg suger maven ind.”
” Man skal lade være med at kommentere på andre fordi man har lov til at være som man er.”
”Jeg føler mig tit holdt udenfor og jeg bliver drillet bare på grund af, at jeg er tynd og jeg bliver kaldt papir. Jeg føler jeg ikke er velkommen i skolen.”
”Når man går i børnehave lærer man, at en dame går i kjole. Så det gør, at man tror, det er sådan, det er. Når man er helt lille, er det som om det bliver bestemt, hvad man skal lave og hvad man skal have på ift. køn.”
”Hvis man har noget forkert (tøj) på, kan mennesker tage fotos og så er det for evigt - så man kan måske ikke så godt eksperimentere med ens udtryk.”
Der er altså stadig behov for at sætte fokus på diversitet og mangfoldighed. Det handler ikke kun om den enkelte, men også om fællesskabet, for som eleverne også påpeger: ” Man skal være gode mod hinanden.”
Som Børnevenlig Kommune er et af de fem pejlemærker Børnekonventionens artikel 2 Man må ikke diskriminere og det betyder i realiteten, at Der skal være plads til alle. Dette markeres på forskellige måder og med forskelligt indhold, når vi i uge 20 har Aalborg Diversitetsuge.
Herunder ser du pejlemærkerne for Aalborg Kommunes arbejde som UNICEF-certificeret Børnevenlig By og Kommune. Du finder meget mere om dette her: Børnevenlig Kommune