Konference for ungdomsuddannelser med særligt tilrettelagte tilbud til psykisk sårbare unge
Høje-Taastrup Gymnasium
Høje-Taastrup Gymnasium
Ved chefpsykolog i Molis
Louise Sandholdt Trip, cand. psych. aut.
I dette oplæg vil fokus være på autisme og sanserne med udgangspunkt i den nyeste hjerne- og autismeforskning samt vores kliniske erfaringer i arbejdet med mennesker med autisme.
Mange autister oplever, at deres sanseudfordringer er langt mere hæmmende for dem i deres hverdag, end deres autisme er, og at de uden sanseudfordringer ville være bedre fungerende i dagligdagen. Sansebearbejdning har altså en afgørende indvirkning på livskvalitet og mulighed for livsudfoldelse, og vanskeligheder med sansebearbejdningen kan for eksempel påvirke evnen til at fokusere og koncentrere sig, indlæring, motorisk udfoldelse, spisning og praktiske færdigheder i hverdagen såsom personlig hygiejne samt deltagelse i sociale begivenheder.
Oplæggets fokus vil være på at give indblik i de forskellige sansebearbejdningsvanskeligheder, som kan forekomme samt på konkrete opmærksomheder og redskaber til at arbejde med sansebearbejdning.
Louise Sandholdt Trip er uddannet psykolog (Cand. Psych. Aut) fra Københavns Universitet og er autoriseret af psykolognævnet.
Louise arbejder til dagligt i den private praksis Molis, der er specialiserede i autisme og ADHD. Louise arbejder indenfor det psykologiske og pædagogiske område med terapi og rådgivning samt supervision, foredrag og kurser.