Advokatfirmaet Grønborg

Konfiskation og beslaglæggelse af biler - vanvidskørsel

Normalt er det således, at folketinget kan beslutte hvad de vil. Folketinget er alene begrænset af grundloven. Dog er det almen accepteret, at lovene skal holde sig indenfor nogle vedtagne internationale forpligtelser.

Det er på baggrund heraf vores opfattelse, at konfiskation ikke vil kunne ske overfor en tredjemand uden skyld i den pågældende forseelse. EU Domstolen har i en afgørelse fra den 14. januar 2021 fastslået, at der på grundlag af en strafbar forseelse ikke kan ske konfiskation af formuegenstande overfor en tredjemand i god tro.

Såfremt man låner sin bil ud til en ven, en datter, en kæreste, eller anden, og hvis man ikke har grundlag til at tro, at dette ville kunne medføre vanvidskørsel, så er det vores opfattelse, at dette ikke vil kunne medføre konfiskation. Dette følger af nævnte dom.

Det er således vores opfattelse, at loven om konfiskation ved vanvidskørsel bør blive underkendt ved domstolene. Forventningen er dog, at sagen som minimum vil skulle til Landsretten før dette sker.

Indtil videre mangler praksis på området. Det anbefales, at man, som godtroende tredjemand, ikke skal acceptere en konfiskation.

Forvaring

K købte en motorcykel hos S. Der skulle efter købet foretages nogle reparationer på motorcyklen. Motorcyklen henstod i dette øjemed hos S, ligesom K skulle blive færdig med at tage kørekort til motorcykel samt samle sig mod til at fortælle sin far, at hun havde købt motorcykel.

Motorcyklen henstod derfor hos S gennem nogle måneder.

Da K endelig havde fortalt sin far at hun havde købt motorcykel ville de besigtige den. Hos S var motorcyklen imidlertid ikke at finde. Det var ikke muligt at klarlægge årsagen til, at motorcyklen var forsvundet.

Såvel Byret som Landsret fandt, at da S ikke kunne bevise, at årsagen til motorcyklens forsvinden ikke kunne henføres til S, fandtes S ansvarlig for K's tab.

(Reglen om forvarings ansvar stammer tilbage fra Dansk Lov, som siger noget i retningen af, at hvis man opbevarer noget for en anden (A) og dette går til grunde, så er ansvarlig overfor A, hvis det kun sker for A's ting, mens ens egne består. I dag tolkes dette som en bevisregel. Normalt er det således, at hvis man skal have erstatning skal bevise, at der er handlet uforsvarligt. I forvaring er det omvendt. Her skal den, der har en genstand i forvaring bevise, at man ikke har handlet uforsvarligt.)

Spritkørsel

To kollegaer, k1 og k2, havde været på pizzeria. K1 mente godt han kunne køre hjem selvom han havde fået lidt at drikke. Der skete et sammenstød med med en bus, og i forbindelse hermed opstod et skænderi mellem buschaufføren og K1. K1 forlod stedet.

K2 blev ved bilen, anmeldte forholdet til politiet, og hentede i forbindelse med episoden k1 tilbage.

Bilen, som K1 og K2 havde kørt holdt efter uheldet uhensigtsmæssigt parkeret. Og en del af skænderiet med buschaufføren var begrundet i, at bilen ikke blev flyttet ind til siden.

K2 blev tiltalt for at have forsøgt køre bilen. Dette begrundet i, at han efter uheldet havde siddet på forsædet og drejet tændingsnøglen.

K2 forklarede i retten, at han drejede nøglen i bilen for at vise buschaufføren, at bilen ikke kunne starte, og at han derfor ikke kunne køre den til side. Retten troede ikke på K2's forklaring, og lagde til grund, at han forsøgte at starte bilen for at køre den til side.

K2 blev derfor dømt i højesteret uden nogen form for strafnedsættelse.

Dommen viser, at man dømmer konsekvent i sager om spirituskørsel. Konkrete momenter tillægges ingen vægt, uanset rimelighed og fornuft i den konkrete situation.

Frakendelse af førerretten

T var tiltalt for at køre c. 160 km/t i en 80 km/t zone. T var blevet målt en policepilot måler i bagvedkørende politibil. T indrømmede at have kørt for stærkt, men nægtede at have kørt med hastighed som påstået af politiet. Angivelserne i politirapporten kunne tyde på, at politiet havde betjent policepilot apparatet forkert, og en nærmere undersøgelse på gerningsstedet viste, at forskrifterne for anvendelse af policepilot-systemet ikke kunne have været overholdt, selvom anvendelsen var sket korrekt. T blev herefter alene idømt en fartbøde, men frikendt fra påstanden om en frakendelse af førerretten.

Tilstandsrapport - byggesagkyndig

K erhverve en fast ejendom efter reglerne i forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom kap 2, dvs. med tilstandsrapport, ejerskifteforsikring m.v.

Efter købet konstaterede K, at taget var utæt flere steder. K anlagde sag mod den byggesagkyndige (B), der anførte, at tilstandsrapport kun skal angive forskelle fra bygninger af samme alder m.v.. Da nedbrudt tag ville være forventelig af en bygning med den pågældende alder, mente B at man ikke havde lavet fejl, og at man derfor skulle frifindes.

B blev frifundet i Byretten, hvor vi ikke førte sagen for K. I Landsretten fik vi medhold i, at der var tale om en sådan alvorlig mangel, at B burde have nævnt det i tilstandsrapporten, selvom nedbrudt tag måske ikke var upåregneligt for et tag af den pågældende alder. K fik derfor 125.000 i erstatning.

Ny Dom - forbrugeraftale

En person (p) med et aktivt Cvr.nr. for en virksomhed, som dog ikke længere var i aktiv drift blev kontaktet af et teleselskab (T). Efter flere telefonsamtaler fremsendte T en kontrakt, hvorpå P's CVR.nr. var anført, pr. mail til P, der accepterede tilbuddet over nettet.

Kort efter aftaleindgåelsen meddelte P, at P havde fortrudt aftalen. T nægtede at annullerer aftalen under henvisning til, at der var tale om erhverv, og at P derfor var bundet af aftalen i 2 år.

Retten fandt, at T havde bevisbyrden for, at der ikke var tale om et forbrugerforhold. Da denne bevisbyrde ikke var løftet blev P frifundet for T's krav.

Udlejer erstatningsansvarlig over for lejer

Vestre landsret har givet medhold til en lejer (L), der i 2015 faldt og kom til skade, da et betontrin på en udendørs trappe ved hans lejlighed. Udlejere (U) afviste at være erstatningsansvarlig, idet der var tale om et hændeligt uheld.

En udmeldt skønsmand vurderede, at trinnene på trappen bar præg af at være slidte. U påstod frifindelse og gjorde gældende, at skønsrapporten ikke dokumenterede mangler ved trappetrinnene eller trappen som helhed eller manglende vedligeholdelse.

U blev frifundet i byretten, der fandt, at det ikke var bevist, at U havde misligholdt sin forpligtelse til at holde ejendommens trapper vedlige. Landsretten gav L medhold. Landsretten fandt, at U forud for uheldet i 2015 burde have sikret trappetrinnene, idet der forud for uheldet havde været løse trappetrin, der var blevet udbedret. U burde derfor have været klar over, at der var risiko for, at trin pludselig kunne blive løse, og U var derfor erstatningsansvarlig