Det glæder os helt vildt, at du og dit barn har valgt at engagere jer i vores juniortræning. Vi er en engageret og kompetent trænerstab, der står klar til at tage imod jer i det, vi kalder vores ”Home Away From Home”.
I Aarhus Klatreklubs trænerudvalg arbejder vi efter mottoet: Cado, disco, ascendo – ”jeg falder, jeg lærer, jeg klatrer”.
Cado (Jeg falder): Al udvikling begynder ved, at man ikke lykkes. Vi hylder forsøget, viljen til at prøve og modet til at turde fejle.
Disco (Jeg lærer): Et utilsigtet fald eller et mislykket projekt er en gave. Vi skal gribe disse skæverter og gøre dem til værdifuld erfaring.
Ascendo (Jeg klatrer): Vi bliver dygtige klatrere af at bakke hinanden op. Her sammenligner vi ikke; det vigtigste er, at det, vi hver især gør, er godt i egen ret.
Vores fokus er altid på langsigtet udvikling, trivsel og dannelse – vi er målorienterede frem for resultatorienterede.
Vi ønsker at skabe et succesfuldt, støttende og stærkt børnemiljø. Som forældre spiller I en vigtig rolle som gode forbilleder.
Kommunikation frem for deltagelse: Vi vil gerne give jeres børn den bedst mulige træning. Det bliver nemmere, hvis I kommunikerer med os om barnets trivsel, men ikke deltager aktivt i selve træningen.
Giv plads til træningen: Forældre må gerne overvære træningen, men må ikke blande sig ved at give tips, råbe eller skælde ud. For mange kokke fordærver maden, og det er kun træneren, der giver dessiner til holdet.
Støtte ved konkurrencer: Ved konkurrencer varetager man som forælder en rolle for hele holdet. Man giver samme opbakning til alle atleter, uanset om de vinder eller taber.
Vi forsøger at skabe en retorik, der ikke kun er resultatbaseret. I kan hjælpe os ved at stille spørgsmål, der tager udgangspunkt i oplevelsen og læringen:
"Hvad var det bedste, du lærte i dag?"
"Hvad var sjovt ved dagens træning?"
"Hvordan tacklede du en svær situation i dag?"
"Hvad gør du selv for at bakke dine holdkammerater op?"
For at sikre et trygt miljø gælder følgende retningslinjer:
Ansvar: Al klatring sker på eget ansvar. Forældre eller værger har ansvaret for børn under 18 år.
Ophold i klubben: Børn må ikke løbe, tumle på madrasserne eller lege blandt klatrere. Tasker og udstyr skal placeres, så de ikke er i vejen i sikkerhedszonerne.
Sikkerhedszoner: Ingen må opholde sig under klatrende personer eller forstyrre sikringsarbejde.
Adgang: Forældre uden eget medlemskab må kun opholde sig i klubben under holdtræning og må ikke selv klatre.
Vidste du? Juniorer mellem 10-14 år må som udgangspunkt kun klatre sammen med en voksen med nøgleadgang, medmindre de har fået en særlig trænerindstilling og tilladelse.
Har du spørgsmål? Du er altid velkommen til at kontakte vores træneransvarlige på traeneransvarlig@aarhusklatreklub.dk.