På A-niveau vil vi i starten mest fokusere på samfundsforhold og fænomener i Danmark. Vi vil så i stadigt højere grad inddrage eller tage udgangspunkt i samfundsforhold i andre lande eller regionale eller globale forhold. Man kan sige at A-niveauet emnemæssigt dækker hele spektret fra ting som er meget nære (som f.eks. identitetsdannelse) til de helt globale spørgsmål om krig og fred i verden.
I forhold til B og C-niveau går vi endnu mere i dybden med den samfundsfaglige metode. Vi skal opstille og undersøge egne samfundsfaglige problemstillinger, selv indsamle og behandle data, selv drage konklusioner og komme med løsningsforslag på aktuelle problemstillinger.
Vi vil også inden for hvert emne gå noget dybere i det teoretiske stof inden for politik, økonomi, sociologi og international politik.
Det skriftlige arbejde fylder meget på A-niveau, med mange skriftlige afleveringer som hjælper med at belyse og fordybe sig i de emner der arbejdes med. Samfundsfag på A-niveau afsluttes med mundtlig og skriftlig eksamen (enten en af delene eller begge dele, afhængigt af årets eksamensudtræk fra ministeriet).