Web Eco-net

Netværket for økologisk oplysning og praksis

Øko-net er medlemsorganisation hos Dansk Folkeoplysnings Samråd og hos 92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling, som er et samarbejde mellem 21 danske miljø- og udviklingsorganisationer, som alle arbejder med opfølgningen på FN’s miljø- og udviklingskonference i Rio i 1992.

Øko-net er en folkeoplysningsorganisation, stiftet i januar 1994. Med det overordnede mål at bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling, er det Øko-net’s formål at informere, oplyse, inspirere og skabe bred folkelig inddragelse og dialog omkring økologi, miljø og bæredygtig udvikling. Det erkendes mange steder – bl.a. i Agenda 21-dokumentet – at en helt afgørende forudsætning for faktisk at realisere en bæredygtig samfundsudvikling er en folkelig inddragelse.

Øko-net vil placere sig som et oplysende, formidlende og faciliterende bindeled imellem forskningen og de mere fagligt og politisk orienterede miljø- og udviklingsorganisationer og så det folkelige, praktiske niveau.

Øko-net’s aktiviteter:

Det felt, Øko-net har dækket i de forløbne år, har været et nyt felt inden for folkeoplysningen, et område, der især efter Rio-topmødet i 1992 har været et prioriteret område i det danske samfund. Således har Øko-net især arbejdet med at oplyse om det folkelige Agenda 21-arbejde og med at skabe en folkelig og inddragende proces omkring den nationale strategi for bæredygtig udvikling – et arbejde, der bl.a. resulterede i “DanmarksDeklarationen – erklæring om en dansk dagsorden for bæredygtig udvikling i det 21. århundrede” (se evt.http://www.DanmarksDeklarationen.dk oghttp://www.bu.dk ).

Øko-net har i sin arbejdsmetoder været meget netværksorienteret. Fx har Øko-net via Nyhedsbladet Øko-net og e-mail-korrespondance opbygget et kontaktnetværk til mere end 10.000 modtagere. Bladet er et gratis 4 – 8 siders nyhedsblad, hvor der bredt omtales nyt inden for miljøområdet – fra projekter, over udgivelser til arrangementer. Det hele er i dag sammenkædet med en stor database-portal, GrønneSider ( http://www.GrønneSider.dk ), hvor der i dag er den største samling af grønne adresser i Danmark.

Overordnet driver Øko-net tre hjemmesider:

www.eco-net.dk – der er foreningens hjemmeside og hvor man bl.a. kan læse Nyhedsbladet Øko-net og finde andre debatmaterialer fra Øko-net.

www.GrønneSider.dk – der er en internetguide til økologiens verden

www.bu.dk – en indgang til alt om bæredygtig udvikling

Sidst men ikke mindst afholder Øko-net jævnligt folkelige debatmøder.

Øko-net er medlem af to paraplyorganisationer, nemlig 92-gruppen (et samarbejde mellem 21 danske miljø- og udviklingsorganisationer om opfølgningen på Rio-topmødet og nu Verdenstopmødet om Bæredygtig Udvikling i Johannesburg) og Dansk Folkeoplysnings Samråd (39 danske folkeoplysningsorganisationer).