Embedded Files
Merry Christoffersen fortæller om forholdene mellem personale og hotelejere i Tversted
Jeg og min bror Børge var nat til at hjælpe til derhjemme, for mor var syg, og far arbejdede i skoven. Så han kunne ikke nå at passe ejendommen alene. Da jeg var 16-17 år, fik jeg arbejde i plantagen med at plante træer i planteskolen. men jeg ville gerne prøve noget andet. Så da jeg hørte, at Tannisbugt Badehotel søgte personale for sommeren cyklede jeg til Tversted for at søge arbejde. Jeg fandt da også Ingeborg Skauns villa, og jeg sagde til hende, at jeg havde hørt, de søgte personale.
jeg blev ansat pr. 1 juni, og arbejdede på Badehotellet i de tre sommermåneder. Vi boede to piger på værelset, og Ingeborg Skaun sad hver vinter og lappede sengelinned, som fik vi på vores senge. Forplejningen var meget ringe, vi fik knap det, vi kunne spise, og rester fra dagen før, var ikke beregnet til os.
Kokkepigen gik hve rmorgen efte rundstykker, men de var beregnet til gæsterne og ikke til os. Vi sneg os dog til at putte et rundstykke i vores forkldæelomme. Gæsterne var direktører og overlæger, så det var meget fine folk.
Fru Ejby fra Hotel Klitgården sagde til os, At vi bare kyunne komme derover og få noget at spise.
Fortalt af husmand i Sørig enge, Johannes Nilsson
Afskrift af artikel i Lokalavisen Hjørring den 2. august 1994 skrevet af Poul Christoffersen
Forfattet af Arnold Vejen
Beskrivelse af bademester Kren Oot og hustruen Frukka. Skrevet af Julia Grønbech.
Lille historie om en af egnens såkaldte originaler. Skrevet af Julia Grønbech.
Karl Klim fortæller lidt om sin barndom
Magda Damgaard, født Mølbak, fortæller om sin barndom på Ødegaard i Tversted.
Pie Jæep havde på et tidspunkt fået noget løsarbejde på Nr. Elkjær, hvor han fik et måltid mad om aftenen, inden han gik hjem.
Fruen spurgte ham, om han kunne lide spinat, hvilket han gladelig sagde ja til. De kommende dage bestod Piers aftensmåltid derfor af kogt spinat, hvilket tilsyneladende ikke faldt i god jord hos Pier. For på tredjedagen gik han hjem uden at have spist sin aftensmad. Da fruen spurgte ham, hvorfor han ikke var kommet ind for at spise, svarede Pier "Nej tak. Kaninføde mandag, tirsdag og onsdag, så torsdag ville jeg hellere hjem og have en grov mellemmad og en gnalling ost”.
Peder Chr. Jepsen (1859-1933) var søn af husmand Jeppe Christensen og Maren Johanne Jensdatter, Østenkjæret. Peder blev kaldt Pie Jæep, og var efter sigende lidt af en vejrprofet.
Pie Jæep hus i Østenkjær bag Åge Nielsen ejendom. Huset er nu nedrevet.
Røde Kors
Det var under krigen, da skulle der oprettes Røde Kors afdelinger. Og således også i Tversted. Til at lede sådan et foretagende måtte man have en mand, der havde læst, eller havde en højere uddannelse. En almindelig Tversted bo kunne ikke bruges.
En Røde Kors forening blev oprettet, og der blev sat en indsamling i gang.
Vinteren 1941-42 var meget hård, men man kunne stadig samles hos købmanden. En dag sagde Bertel Lassen, at det ikke var godt at vide, hvordan de havde det i Østerklit, for det var meget længe siden, de havde været i byen. Det hørte den her Røde Kors mand, så han mente, det måtte være en opgave for Røde Kors at komme de nødstedte til hjælp.
Han organiserede et hold med skovle, og han selv med Røde Kors tasken med gazebind og plaster, og så drog de til Østerklit, hvor de bankede på og råbte ”Hallo” uden at få svar. ”Hallo” råbte de igen, og en stemme svarede "Ja hvem er det?" Det er fra Røde kors!! ” Vi hår jij” (Vi har givet) lød svaret.
En kendt pioner beretter
Ved Tversted Borger - og Turistforenings jubilæumsarrangement i anledning af de 50-års jubilæum i 1996 kunne Johannes Svenningsen berette det næstfølgende. Johannes havde da været medlem af foreningen i alle 50 år. I bestyrelsen i 21 år - heraf 7 år som næstformand og 7 år som formand.
Tidligere var økonomien ikke helt god. Vi døjede altid med økonomien i begyndelsen. Vi måtte f.eks. selv have øl med, når vi gik til bestyrelsesmøde. Der var ikke råd til noget.
En gang havde der været generalforsamling på kroen. Der mødte en halv snes stykker udover bestyrelsen op. På vej hjem fra generalforsamlingen spurgte jeg kassereren Egon Trynskov:
"Hvor mange penge har vi i kassen?"
"Det eneste, der er i pengekassen, er regningen fra kaffen på kroen" lød svaret. Der var hverken bank- eller sparekassebog.
Kilde: Borger og turist i 50 år - Tversted Borger- og Turistforening 1946-1996.
Hvem var de første sommergæster?
Det var familierne Mik Meyer, Langkjær og Bock. Til at begynde med havde professer Bock selv ridehest med, han medbragte endda også en staldkarl. Mik Meyer boede i sommerhuset Klitstuen, et sommerhus øst for Mågen.
De havde bl.a. to tjenestepiger med, bager og købmæand mødte frem og bød velkommen til familien, når de ankom med bus fra Aalborg. Alle håndværkerne skulle dagen efter møde frem med regningerne, så de kunne blive betalt. Bankdirektør Mik Meyer var her nemlig kun 1-2 dage, så rejste han tilbage til København. Det var så den øvrige familie, der blev tilbage. Tjenestepigerne fik besked om, at når købmanden eller andre handlende kom med varer, så skulle de altid sige: Det er for dyrt! Alt blev dog betalt, og det var gode kunder for Tversted.
Familien Langkjær ejede dengang som nu Sømærkehuset, der ligger til venstre for nedkørslen, og er et af de prominente sommerhuse i Tversted. De er faste kunder hos Tannishus.
Når folk dengang gik til stranden for at se solnedgang, så var det faktisk ikke solnedgangen, man kom for at se. Nej, det var for at se gæsterne fra Tannishus. Når de havde spist, så skulle de altid til stranden netop for at se solnedgang. Til middagen var de klædt om med f.eks. lange flotte kjoler for damernes vedkommende.
Kilde: Borger og turist i 50 år - Tversted Borger- og Turistforening 1946-1996.
Hvad skal vejen hedde?
Vejnavnene i hele Tversted-området stammer næsten alle fra Tversted Borger- og Turistforening, der fra kommunen var blevet bedt om at komme med forslag. Det var faktisk en god ordning, for de lokale har selvfølgelig den bedste baggrund omkring det lokalhistoriske. Det gjalt også, da der skulle navngives i "Poul Ankers Klit".
Det kom nu ikke til at gå således, for da Poul Anker blev kontaktet, kunne han med det samme fortælle, hvilke navne han mente vejene skulle have. Han havde allerede skrevet navnene ned på et stykke papir.
De var bestemt bedre, da de havde rod i det lokalhistoriske, og han havde netop gået og udtænkt de rigtige forslag.
Stamvejen hedder som bekendt Svallerhulvej, hvilket henviser til en stor lavning for enden af vejen på vej mod havet. Blandt andre veje er Fårebakken, Haren og Udsigten.
Foreningens navne kunne så gemmes til en anden god gang!
Kilde: Borger og turist i 50 år - Tversted Borger- og Turistforening 1946-1996.
I dette gamle avisudklip tegnes der et portræt af en kvinde ved navn Kirsten Kirstine Thonsen (f. 1843) Hun blev født i Vester-Tversted, og var datter af den 41-årige ugifte indsidderske Kirsten Nielsen Rød (1802-1870) og ugifte bødker Thorn Thonsen (f. 1817). Thorn giftede sig efterfølgende med en anden kvinde, mens Kirsten Nielsen Rød forblev ugift. Kirstene Thonsen blev kaldt Røde-Kirstine. Hun blev aldrig gift, men kunne ligesom sin mor forsørge sig selv ved blandt andet at sy for folk på egnen. I nogle gamle kilder og kirkebogen fremgår det, at Røde-Kirstines morfar også var skrædder.
Historie om Rye (Røde) Kristine fortalt af Oluf Vejen
Rye Kristine havde den tro, at man altid skulle ha’ noget i hænderne den første gang man fik øje på Nytårsnyet (nymånen). Engang hændte det for hende at hun med sin håndgerning i hånden så Nytårsnyet. Hun blev jublende glad og fortalte om sin oplevelse til alle. Hun troede på, at så kom hun ikke til at mangle penge i året der kom. Dette sidste har jeg selv hørt.
Oluf Vejen fortæller, at Ry-Kristine kom i hans hjem i Vester Tversted. Hun boede alene i et lille hus i Vester Tversted, og dette hus holdt hun i stand med sine egne hænder. Hun klinede vægge om foråret, og kalkede dem, så de så godt ud. Der var kun godt at sige om dette lille menneske, som en ydmyg, sparsommelig, beskeden, selvfornægtende og flittig person. Desværre blev hun udsat for ondskaben i denne verden.
En bandit kaldet Pikker Marinus brød ind i hendes hus, og forbrød sig mod hende. Og siden var der en anden, der brød ind hos hende, og stjal hendes opsparede midler.
I dag er Ry-Kristines håndværk en fornem sag. Hun kartede, spandt, vandt, tvandt osv. i de hjem hvor hun var gæst, og så fik hun en flaske sødmælk, et stykke flæsk/kød, eller hvad der nu blev. Penge ville hun ikke have, men min mor stak nok en skilling til hende i ny og næ. Vi børn kunne jo ikke dy os for at drille Ry-Kristine. Vi skubbede en tændstikæske ind under "plejlstangen" på rokken, og så sørgede vi for at distancere os. "Det er Johannes" sagne mor og Ry-Kristine i munden på hinanden, og det var det nok også i de fleste tilfælde.
Jeg tror nok, at min far ordnede hendes begravelse.
Page updated
Google Sites
Report abuse