Sognets historie

Et sogn vokser op omkring den kirke, hvor menigheden fejrer eukaristien. Derfor er sogn og sognekirkes historie vævet sammen og må fortælles sammen.

Sankt Mariæ Kirke og dens menighed kan føre sin historie tilbage til 1892/93.

I Katholsk Ugeblad for slutningen af november 1892 kan man læse følgende:

"I Henseende til en forbedret Organisering af Katholikkernes Menighedsliv i Hovedstaden er der takket være den højærværdige Biskops energiske Bestræbelser sket et nyt stort Fremskridt i Søndags."

Det, der refereres til, er, at Biskop von Euch den 15 november på festen for Marias ofring havde indviet en ny katolsk sognekirke i Boyesgade på det indre Frederiksberg lige på grænsen til Københavns kommune. Det var først den anden katolske kirke i hovedstaden efter Sankt Ansgar, der netop havde haft 50 års jubilæum.

Den nye kirke blev efter Pave Leo XIII’s ønske viet til 'den helligste jomfru Maria af Rosenkransen', som vi kan se det i kirkens segl. Den kom i daglig tale til at hedde Rosenkranskirken, eller som den kaldes i dag: Sankt Mariæ Kirke . 'æ'-et er genitiv: Marias kirke.

København havde dermed fået sin første katolske 'Vor Frue Kirke' efter Reformationen. Man ville med navnet skabe kontinuitet tilbage til middelalderen og udtrykke, at den Kirke, der havde været danskernes før Reformationen, nu var kommet tilbage.

Kort tid efter indvielsen gennemførte Biskoppen så den bebudede ændring af sognestrukturen på Sjælland. Hidtil havde der her kun været eet sogn nemlig Sankt Ansgar. Nu blev Rosenkranskirken sognekirke i et nyt storsogn, der ikke blot omfattede store dele af København og hele Frederiksberg og Amager - men tillige resten af Sjælland, hvor katolikkerne var ganske få og spredte.

Med den massive indvandring af polske landarbejdere de følgende år ændrede dette sig dog nærmest eksplosivt. Allerede i 1895 var det tvingende nødvendigt at bygge en kirke i Maribo, og det store Rosenkranssogn blev delt op. Andre sogne fulgte i begyndelsen af 1900-tallet efter i København og på Sjælland. Også Jesuitternes store Jesu Hjerte Kirke blev bygget i den nærliggende Stenosgade, men blev først sognekirke i 1942.

Kirken i Boyesgade var efter datidens katolske forhold stor. Man læser i Ugebladet, at den rummede 600 mennesker til indvielsen, men at mange måtte gå forgæves. Andet steds er opgivet, at den i trediverne havde ca. 200 siddepladser. Den var del af et større bygningskompleks med skolebygning, boliger til præster, tilMaristbrødre og Josefsøstre, der også havde deres eget lille kapel på grunden, børnehjem henholdsvist for drenge og piger og menighedslokaler. Der foreligger en samtidig tegning af komplekset, <klik her> for at se tegningen.

Kirkens korsformede indre er nøje beskrevet i reportagen fra indvielsen og kan i øvrigt ses <her>.

Kirkens klokke, der var en gave fra den katolske prinsesse Marie, blev indviet et par uger efter kirkeindvielsen - og Ugebladet gennemgår i den anledning hele det smukke indvielsesrituale.

I slutningen af tyverne fremstod kirkens indre dårligt og planløst vedligeholdt uden sans for rummets karakter. I årene 1929-30 gennemgik rummet på initiativ af Hubert Messerschmidt, der var kapellan på stedet, en gennemgribende renovering. Birgitte West og Aksel Theilmann - og også Niels Skovgaard - var kunstnere på renoveringen; kirken blev udsmykket med fresker og fik delvist nyt inventar. Efter afslutningen af arbejdet kunne den anden daværende kapellan ved kirken, Peter Schindler, i Ugebladet beskrive det smukke kirkerum, der blev resultatet - med genopdagelse af mange fine detaljer fra det oprindelige indre, der var gået tabt i de forløbne 40 år siden indvielsen.

* * * *

Kirken var som anført bygget som del af et kompleks, der rummede plads til de funktioner, der dengang ansås for væsentlige for et sogns liv og levedygtighed - først og fremmest sogneskolen. Endvidere skulle der være søstre, - og her altså også skolebrødre - til at varetage undervisningen i skolen af sognets børn, og til at tage sig af de forældreløse i vajsenhjem som det endnu hed på katolsk dansk (Waisen, tysk - forældreløs). Ved gudstjenesterne sad Maristbrødrene med drengene fra børnehjemmet i den ene korsarm, Josefsøstrene med pigerne i den anden.

Selve menighedens liv kender vi fra samtidige skildringer i Ugebladet. Der er gudstjenester, søndage og hverdage, andagter hver søndag eftermiddag, fasteprædikener. Der er Mariakongregationer, foredragsvirksomhed, socialt liv og velgørenhedsarbejde ved Elisabethforeningens damer. Præsterne var verdenspræster, i begyndelsen kun een præst, sognepræsten; i tyverne er der to kapellaner, og som anført har både Peter Schindler og Hubert Messerschmidt været kapellaner i sognet. Den sidste var i øvrigt også blevet døbt i Rosenkranskirken.

De to verdenskrige gik ikke sporløst hen over sognet. Også fordi Maristbrødrene hovedsagelig var tyske og blev indkaldt til militærtjeneste, hvor flere af dem faldt.

Den sociale profil ændrede sig i årenes løb, og børnehjemmene blev nedlagt. Der var heller ikke længere det samme behov for sogneskolen, dels med den voksende Sankt Knuds Skole og Jeanne d'Arc Instituttet i nærheden, dels fordi sognets børn i stigende omfang søgte de nye kommuneskoler. Sogneskolen blev således i 1940 nedlagt og integreret i den nyoprettede Katolsk Centralskole.

I 1942 havde den storkøbenhavnske katolske menigheds vækst og ændrede geografiske fordeling gjort en ny sognestruktur nødvendig. Biskop Suhr oprettede nye sogne, og sognegrænser blev ændret - blandt andet blev Jesuitternes Jesu Hjerte Kirke nu sognekirke i et nyt citysogn

Som led i omstruktureringen blev kirken i Boyesgade nedlagt, og det gamle Rosenkranssogn fik nye grænser. Dets centrum blev forskudt mod det ydre Frederiksberg, og en ny Rosenkranskirke, vores nuværende sognekirke, blev bygget på Jens Jessensvej tæt ved KB-hallen og KB’s baner. (I parentes bemærket: Jens Jessen var sydslesvigsk redaktør og dansk repræsentant i den tyske rigsdag inden genforeningen, forkæmper for ret og frihed. Vejene i området, der er udbygget kort efter genforeningen, har navne efter fremtrædende sønderjyske personer fra denne periode.) Klokken fra den gamle kirke i Boyesgade flyttede med (men ophængningen måtte afvente, at der kom et klokketårn!) sammen med de betydelige arbejder fra renoveringen i 30/41, ikke mindst Aksel Theilmanns kongekrucifiks.

De få tilbageværende Maristbrødre forlod Boyesgade (og i 1947 definitivt Vikariatet), og komplekset i Boyesgade blev solgt til en elektronikvirksomhed, der i slutningen af krigen bl.a. fremstillede komponenter til V2-raketterne. Den blev saboteret, og bygningen totalt ødelagt marts 1945. <Klik her> for at se videoen.

Den nye Sankt Mariæ Kirke på Jens Jessens Vej med tilhørende præstebolig blev indviet den 24. januar 1942, men var kun tænkt som en midlertidig løsning. Den skulle afløses af en større permanent kirkebygning andet steds på den store grund, så snart forholdene, både de økonomiske og materialemæssige, tillod det. Den midlertidige kirke skulle så overgå til at være menighedssal.

Men udviklingen i efterkrigsårene gik anderledes end forudset, og det blev ved planerne. Vores 'midlertidige' kirkebygning har således snart i 75 år været rammen om, eller bedre - centrum i - menighedens liv.

Blev det således ikke til en ny kirkebygning, blev det dog godt 20 år senere til en for sognet gennemgribende ændring og nyt liv.

Siden 1954 havde Benediktinerinderne af Den hellige Lioba -eller Liobasøstrene - haft til huse på Hoffmannsminde i Valby. Det lå i sognet, og det tilhørende kapel var anneks til Sankt Mariæ Kirke.

For at få bedre udviklingsmuligheder købte søstrene med nu afdøde søster Lioba Vinten osb som priorinde i 1962 Sankt Mariæ Kirke, præsteboligen og hele den store grund, og omfattende byggearbejder blev igangsat i den kommende tid. Kirken fik klokketårn og blev udvidet og ombygget til 'klosterkirke' med søsterkor og nye kirkebænke, tegnet af søster Simone Springer osb, og med det gamle alter stillet frit mellem søsterkor og menigheden. Den hidtidige præstebolig blev omdannet til menigheds - og ungdomslokaler og udvidet med nye lokaler nogle år senere. Og for første gang i Danmark siden Reformationen blev der opført et kloster efter den klassiske grundmodel, med indvendig 'fratergård' og kirken som den ene side af den indvendige gård. Endelig byggede søstrene på hjørnet af vejen et moderne plejehjem, præmieret af Frederiksberg kommune. Dette plejehjem fungerede i søstrenes regi indtil år 2000, dernæst drevet af Frederiksberg kommune til 2010. Aktuelt bruges bygningen som rehabiliteringscenter af Frederiksberg kommune.

Menighedslivet har siden 1964 udfoldet sig i et unikt og frugtbart samspil mellem kloster og sogn, mellem søstrene og resten af menigheden. Søstrene bragte til sognet en levende klassisk liturgisk tradition og en dansk kultur. Der blev lagt et højt niveau for fejringen af liturgien - og for forventningen til menighedens deltagelse og medleven. Søstrene bragte foruden arbejdet på plejehjemmet også andet socialt arbejde - og de skabte en fornyelse af sognets børnearbejde, der i de følgende mange år udviklede sig med søster Clara Maria osb som den inspirerende formidler. Her skabtes en tradition, - børnelørdagene - som lever endnu.

Men udover disse konkrete indslag i sognets liv betyder søstrenes tilstedeværelse, at kaldstanken bliver synlig og inkarneret. Sognet lever med i søstrenes liv, og klosterliv bliver en normal del af troens liv.

I mere end een forstand bærer søsterkommunitetet sognet, og de varetager ansvaret for den kirke, de ejer, på et højt niveau.

De følgende år blev også i Sankt Mariæ sogn præget af de efterkonciliære strømninger. Biskop Martensen indkaldte til synode, og et af synodens resultater var, at der fra 1970 i alle sogne dels blev etableret menighedsråd, dels i samarbejde mellem enkelte sogne skulle vælges repræsentanter til et pastoralråd. Begge dele betød en understregning af lægfolkets aktive medarbejderskab i Kirkens liv og sendelse og en mere bevidst deltagelse i sognets og bispedømmets liv - ting vi tager for givet i dag, men som var revolutionerende nyt i 1970.

Sognets præster var i en lang periode indtil 1994 Jesuitter, men sognepræsten har siden da været verdenspræst, og nu med et tilhørsforhold til det dominikanske præstefællesskab. Både gennem søstrene, præsten og sognemedlemmerne af anden nationalitet - indere og vietnamesere og folk fra andre lande - udvides sognets horisont således hele tiden, så der peges udover det hjemlige bispedømme, og det understreges, at vi - som overskriften siger det - er 'en bid af verdenskirken'.

Forbindelserne udadtil oplevede sognet også ved to sammenfaldende begivenheder i januar 2003. Her fik vi foræret to kirkeklokker - 'Sankt Maria Himmeldronning' og 'Helligånd' - fra et sogn i det tidligere Østtyskland. Sognet var opstået efter krigen som følge af tilstrømningen af flygtninge fra øst og var kommet til at ligge i det afspærrede grænseområde mod Vesttyskland. Under store vanskeligheder havde det også fået etableret klokketårn med klokker, der ringede ud over Elben mod det andet Tyskland, mod friheden i vest. Efter murens fald fik sognet ny moderne kirke, der lå i en bymidte, hvor der ikke var mulighed for klokker. De to klokker var dermed nu blevet 'til overs', og fru Olbrich fra Ansgar-Werk formidlede på vores sognepræsts foranledning, at de kom til Sankt Mariæ Kirke, hvor de blev ophængt i stedet for Rosenkranskirkens gamle klokke, der dog stadig opbevares. Genindvielsen fandt sted på Sankt Ansgars fest, og samtidig blev klostrets Ansgarrelikvie højtideligt indført og placeret i kirkerummet. Relikvien var i 1948 en gave til søster Maria Birgittas bror pastorKnud Ballin fra præsten i sognet i Corvey som tak for Knud Ballins store hjælpearbejde i Tyskland i efterkrigsårene.

Vi er nu i historien nået til den nære nutid. Her er der flere store begivenheder at berette om. Sognepræsten havde 25 års præstejubilæum i 2009, og Liobasøstrene kunne i 2010 fejre 75 års jubilæum her i bispedømmet og indbød i den anledning til festgudstjeneste og stor, vellykket havefest. Nærmere kan læses på søstrenes hjemmeside, hvor også festskriftet, udgivet i dagens anledning, omtales, <klik her>.

En skelsættende begivenhed i menighedens historie blev opsætningen i kirken i forbindelse med søstrenes jubilæum af kunstneren Maja Lisa Engelhardts store og væsentlige arbejde 'Skabelsen'. I kirkerummets 7 store ruder ud mod vejen tolkes Skabelsesberetningens syv dage i et også i teknisk henseende helt unikt arbejde. Historien om dette kunstværk er et eventyr i sig selv med baggrund i det nære venskab mellem Liobasøstrene og kunstneren, et venskab, der allerede i 2008 havde fundet udtryk i arbejdet 'englevinge' i den smalle høje rude i koret i kirkens østvæg ind mod klostergården. Nu fulgte så 'Skabelsen' efter. Værket er kendt og omtalt i offentligheden, og mange finder vej til klosteret og kirken for at opleve det.

Det beskedne kirkerum fra 1942, Marias kirke, rummer således nu med alteret som midtpunkt, med kongekorset fra den gamle Rosenkranskirke på bagvæggen, som 'sammenfatter alt', og glasmalerierne til hver side - en fremstilling af hele mysteriet - skabelse, frelse og fuldendelse.

* * *

Et sogn kan ses som en administrativ-geografisk enhed af en vis størrelse med en kirke placeret sådan, at det er nemt for de troende at komme til gudstjeneste.

Sådan et sogn kan indskrænkes og udvides efter behov - og nedlægges eller sammenlægges med andre, hvis det skønnes rationelt og rentabelt.

Et sogn kan samtidig også opfattes som et trosbærende fællesskab med en historie, en kultur og en tradition. Et tilhørssted, hvor det bliver helt konkret det, der siges ved dåben - NN, Guds Kirke tager imod dig med glæde. Det konkrete sted, hvor man bliver gren på vintræet. Det konkrete sted, hvor man ved at fejre mysteriet sammen bliver fællesskab - og missionalt fællesskab.

Det er her ikke længere udelukkende geografien, der bestemmer tilhørsforholdet. Med den større mobilitet og forskellige sognetraditioner bliver menigheden i en storbysammenhæng som i København også delvist en valgmenighed, som den enkelte troende af mange forskellige grunde vælger til.

Sognet kan her ses som en grænseflade i stadig bevægelse - en grænseflade mellem mysteriet, vi fejrer, og menneskelivets brogede konkrete virkelighed. En grænseflade, som vi kommer til med os selv, og hvor vi forvandles og konstitueres som fællesskab gennem det, vi fejrer, og sendes ud igen med det, vi har modtaget, og som dem, vi er blevet til.

* * *

Med denne opfattelse in mente må det i denne beretning om historien ikke glemmes, at sognets og kirkens historie er skabt af sognets mennesker, hver og en - flere tusinde, der i de forløbne 121 år levede deres kirkeliv, var i tjeneste og færdedes her i Marias kirke, lægfolk, søstre, præster.

Nogle kender vi af navn som pastor Messerschmidt, der blev døbt 1893 i Boyesgade , og Peter Schindler, der også var præst der - begge døde i sognet, efter at det var flyttet til Jens Jessensvej. Søster Maria Birgitta, der bragte Liobasøstrene til landet og den fremsynede priorinde søster Lioba. Søster Simone der lavede julekrybben og bænkene, og som bibelteolog og med sin jødiske baggrund gav os en forbindelse mellem gamle og nye pagt. Søster Angela, der havde malet kopien af vor Frue af den stedsevarende hjælp - søster Clara Maria med børnelørdagene. og alle de andre søstre med ansigt efter ansigt, der dukker op. Andre i menigheden kan vi huske, vi har hørt om - atter andre har vi kendt, eller de er og var vor nære familie. Beboerne på plejehjemmet, som vi så i kirken, forældre og venner, vi bar til graven - børn, vi bar til dåben - vi selv, der er eller var unge her - eller blev optaget, blev gift eller bare flyttede til, måske løste sognebånd. Alle dem, der her fejrede jul og påskenat og grønne søndage sammen år efter år. Alle har de - vi - bidraget til det, sognet er i dag - vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene. Og alle er vi forpligtede af det, vi har modtaget.

5 biskopper og 11 paver har sognet oplevet, siden Leo XIII gav det navn. Den nuværende - Frans - kalder os ud af os selv, ud af sognet, og minder os om, at meningen med Kirken er Sendelsen til verden.

Det er så det, denne beretning skal munde ud i, beretningen om sognets historie, om Marias kirke.