Kirkeruderne

Maja Lisa Engelhardts glasmosaikker i vinduerne i Sankt Mariæ Kirke, Frederiksberg

Kirkerummet

Sankt Mariæ Kirke er en udpræget salskirke, et rektangulært rum, uden noget arkitektonisk særpræg, og rummet var ikke oprindeligt tænkt som kirke. Sakralitet får rummet af alter, krucifiks og tabernakel. Maja Lisa, der er fondvæggens eneste udsmykning.

Eftersom kirken Engelhardts otte monumentale glasmosaikker, hendes indtil nu største glasmosaikarbejde, udfylder alle kirkerummets vinduer og giver sakraliteten intensitet og glød. De ophøjer et i udgangspunktet prunkløst rum til et rum, der også visuelt er skabt for tilbedelse og meditation. I dette spiller de smukt sammen med Aksel Theilmanns kongekrucifikser både klosterkirke og sognekirke, er søstrenes kor stort. Alteret er fritstående, placeret mellem koret og menighedens bænkerader. Kirkerummets længderetning er nord-syd, og der er syv næsten kvadratiske vinduer i vestvæggen. Syv af glasmosaikkerne, en kunstnerisk meditation over Skabelsen, er placeret her. Det ottende vindue, med glasmosaikken Englevinge, er højt og smalt, placeret i østvæggen omtrent ved alteret.

Glasmosaikkernes fire dimensioner

Maja Lisa Engelhardts glasmosaikker har fire dimensioner. Dette er en konsekvens af den måde. de er fremstillet på. De første to dimensioner, længde og bredde, skabes af selve mosaikken, store og små farvede glasstykker, der på glasværkstedet er udvalgt, tilpasset, udskåret og samlet efter kunstnerens anvisning. Udefra er det disse todimensionale farveflader, man ser. Op mod disse farvede glasstykker er der en klar glasrude. På denne rude maler kunstneren med sorte penselstrøg et motiv, som bliver brændt ind i glasset. Denne bemaling giver mosaikruden struktur og dybde; det er den tredje dimension. Disse to glasflader bliver til slut sat ind mellem to brudsikre glas i et termorudesystem, og denne rude monteres i vinduesrammen. Lyset udefra stråler ind, gennemlyser ruden, oplyser og farver rummet. Denne virkning i kirkerummet er afhængig at det varierende dagslys, der veksler med tiden, den fjerde dimension.

Tolkning af glasmosaikkerne

De tolkningskommentarer, der følger hvert billede, er ikke en facit, men skal først og fremmest inspirere til selv at meditere over tekst og billeder. Det abstrakt-ekspressive billedsprog, Maja Lisa Engelhardt benytter sig af, har den store fordel, at man selv må deltage i og skabe for sig selv de enkelte billeder for at ”forstå” dem. Derved bliver de hele tiden så at sige skabt på ny. Et eksempel på dette er omtalt i forbindelse med Skabelsen, Tredje dag. Ved billeder af ”Skabelsen” har denne aktivitet en helt speciel betydning, for på den måde vil enhver, som ser opmærksomt på mosaikkerne, selv være medskabende.

Hvis man følger den tolkning af Englevinge, der gives nedenfor, og som indebærer, at vinduet fremstiller Guddommen ved at fremstille Helligånden, er kirkens brugere og besøgende placeret i et sakralt rum mellem den guddommelige Skaber og hans Skaberværk, ansigt til ansigt med Kristus. Rummet indbyder med sin udsmykning alle til at være medskabere på Guds skaberværk.

Tekst: Ivar A. L. Hoel (ialh)

Englevinge - En fortolkning

Skabelsen - En fortolkning

Englevinge - (63 - 345 cm), indviet pinsedag 2008

Skabelsen I-VII (150 x 160 cm), indviet sidste søndag i juni 2010.

Artikel på katolsk.dk om Englevingen

Det er forpligtende for mig at være i nærheden af et kors (Artikel af Maja Lisa Engelhardt)

Alle glasmosaikker er udført i samarbejde med Hebsgaard Glaskunst i Præstø.

Englevingen og Skabelsen

Englevinge – en tolkning

Maja Lisa Engelhardt har tidligere arbejdet med vingemotivet: først i en serie billeder fra 1997-98 med fuglevinger, derefter i en serie billeder, der på dramatisk vis fremstiller Jakobs kamp med engelen. I glasmosaikken i Skt. Mariæ kirke er det imidlertid ikke dramatik, men ro, der karakteriserer billedet, som har navnet ”Englevinge”. Det er dog et spørgsmål, om ikke billedet viser meget mere end en engels vinge, at navnet er et ”understate­ment”, og mere er et ekko fra tidligere billeder end en fuldgyldig karakteristik af glasmosaikken i Skt. Mariæ. Det er der flere grunde til at mene.

Bibelen har mange beretninger om engle, der varsler, bringer bud, hjælper og beskytter. Det græske ord ”angelos” betyder budbringer. I vore dage tænkes der dog oftere på engelens beskyttende end på de budbringende opgaver, mere på hvad en engel kan forhindre, end den kan formidle. ”Under dine vingers skygge, Herre lad mig bo og bygge” hedder det karakteristisk i en 1800-talssalme. Sådan kan en værneengels vinger skærme. Men det er der ikke tale om her, for vinduets vinge skygger ikke. Tværtimod befinder den sig i en lysende aura: vingen stråler og oplyser den mørke jord nedenunder, bringer bud med lys fra oven. Og vingen er farvet i rødt kantet med guld, de kongelige farver. Det er altså mere end en engel, der træder frem her. Endelig: vingen er i bevægelse, den løfter opad. Bevægelsen opad kan man se på den måde den nederste kant hænger lidt efter, lige som når en lysflamme trækker sig bagud, når man bevæger lyset.

Vingen løfter. En salmelinje fortæller, hvad det drejer sig om: ”Lov dog den Herre, som alting så herlig regerer, ham, der som ørnen på vinger dig løfter og bærer.” Hvad løfter den op til? Øverst i billedet, når man har passeret de gyldne skyer på vej opad, er der en rød struktur. En forreven silhuet på en gylden baggrund. En højtliggende by, med mure og tårne, i den opstående sol. Det er det himmelske Jerusalem udbrød en af Liobasøstrene spontant, da Maja Lisa Engelhardt præsenterede en skitse til den kommende glasmosaik. Den tolkning er for mig overbevisende - mere præcist kan det ikke siges.

Billedet bærer et budskab om frelsen, det himmelske Jerusalem. Budskabet formidles af et vinget, kongeligt væsen. Disse træk ved ”englevingen” gør det klart, at den ikke tilhører blot en engel, men Helligånden selv. Helligånden symboliseres ofte af en bevinget fugl, duen; men her har dens vinge tillige Helligåndens røde farve.

Og Helligånden er en del af Guddommen. Den kristne treenighedslære beskriver, men kan ikke forklare, dette kristendommens unikke mysterium. Den forrige messebogs præfation for treenighedssøndag, siger det således, med en poetisk tekst inspireret af den athanasianske trosbekendelse: ”For det vi efter din åbenbaring tror om din herlighed, det tror vi også om din Søn, det tror vi om den Helligånd, uden nogen adskillende forskel. Så at vi i bekendelsen af den sande og evige Gud tilbeder særegenheden i personerne, enheden i væsenet og ligheden i majestæt.” Alt hvad vi siger om Helligånden, kan vi også sige om Gud Fader, Skaberen. Og en fremstilling af Helligånden er samtidig en fremstilling af hele den skabende Guddom. På denne måde er forbindelsen knyttet til de syv vinduer overfor, der skildrer Skabelsen.

ialh

Skabelsen – en tolkning

De syv glasmosaikker, der fremstiller Skabelsen, er kunstneriske kommentarer til den fortløbende bibeltekst i Første Mosebogs første kapitel. Billedrækken læses fra højre mod venstre ligesom den hebraiske tekst, den er udsprunget af. Billede 1 er ved indgangen, billede 7 ved alteret. Bibelteksten gengives nedenfor efter 1931-oversættelsen og i en let forkortet udgave.

Fra 2006 af har Maja Lisa Engelhardt arbejdet med temaet ”Den første dag”, ”Den anden dag” etc. Da det et par år senere blev aftalt, at hun skulle udsmykke de syv ”ledige” vinduer i Sankt Mariæ Kirke, var det helt fra starten af en given sag mellem Liobasøstrene og hende, at de syv ruder skulle have Skabelsens syv dage som motiv. ”Skabelsen” og maleriserierne ”Den første dag” etc. kan dog ikke sammenlignes. Dels er der en meget større kraft og koncentration i en enkelt glasmosaik end i en serie på tyve malerier over det samme motiv. Dels har den gennemlyste glasmosaik en helt anden og langt mere glødende farve end et maleri på lærred.

Første dag

I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene. Og Gud sagde: "Der blive lys"! Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.

Himmelen og jorden er skabt, og over mørket og dybet og vandet og den tomme jord bryder lyset frem, lyset vælder op, lyset slår ned – det kommer ikke nogen steder fra, lyset bare er. I denne første mosaik mere end i de øvrige er regnbuens farver til stede, de farver, der tilsammen udgør helheden, det hvide lys. Er det ”Big Bang”, vi ser? Næppe, men vi ser resultatet af de første mikrosekunder: energi, lys. Man har undret sig over, at Bibelen fortæller, at lyset opstår længe før solen og månen, for vi ”ved” jo, at lyset kommer fra himmellegemerne, solen, månen og stjernerne. Men den nyere fysik, efter Einstein og kvantemekanikken, fortæller, at det er energien, ikke materien, der er det primære, det som alt udgår fra. Af energien kan der opstå materie. Det er denne energi, vi ser i billedet af den første dag.

Anden dag

Derpå sagde Gud: "Der blive en hvælving midt i vandene til at skille vandene ad"! Og således skete det: Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen; og Gud kaldte hvælvingen himmel.

Gennem en åbning, en hvælving, ser vi ind til den hvælving, der skiller det blå vand for oven fra det blå vand for neden. Verden er ved at få en struktur. Verden har farver. Men hvad er de to hvide, kometagtigt aflange hvide pletter foroven? Måske er de skyer. Måske er de sporene af et Higgs-felt – og det kræver en nærmere forklaring.

I den Første dag så vi, at energi var til stede, og at den var primær i forhold til materien. Hvordan opstod stoffet, dvs. hvordan fik atomerne masse? Det fik de på grund af Higgs-feltet. Dette energifelt er en vigtig brik i de sidste halvtreds års atomteori, en teori, der meget prosaisk kaldes ”Standardmodellen”. Higgs-feltet gennemtrænger os og hele universet, og det overfører energi til partikler – dvs. elektroner, protoner neutroner, etc. – så de får en masse. Som andre energifelter vekselvirker Higgs-feltet med omgivelserne ved hjælp af partikler, i dette tilfælde den ekstremt kortlivede Higgs-partikel. Det var denne Higgs-partikel, der blev fundet i 2012 efter 40 års intens leden, og som bekræftede, at Higgs-feltet er mere end en hypotese. Og det er denne partikel, journalister meget fejlagtigt kalder ”Guds partikel”. Den er ikke mere guddommelig end fysikkens øvrige elementer, men at Higgs-feltet er en uundværlig del af det gudskabte univers er ubetvivleligt. Uden det var der ingen jord, intet stof: verden ville være en engleverden.

Tredje dag

Derpå sagde Gud: "Vandet under himmelen samle sig på eet sted, så det faste land kommer til syne"! Og således skete det; Gud kaldte det faste land jord, og stedet hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Og Gud så, at det var godt. Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne urter, der bærer frø, og frugttræer, der bære frugt med kerne, på jorden"! Og således skete det.

Inddelingen er nu tydelig: Der er sat lodrette skel mellem jorden med de grønne urter til venstre, det blå hav i midten, og igen det faste land til højre. Men her mangler frugttræerne og urterne endnu at spire frem. De, der gennem nogle år har brugt Øresundsforbindelsen, har kunnet følge med i, hvorledes den kunstige ø Peberholm fra at være en ren stenørken nu er blevet en ø med grønne urter og træer. Peberholms transformation kan med god grund også ses som et billede på den tredje dag.

Eller en helt anden association, som dette billede gav anledning til, et eksempel på, at den opmærksomme betragter skaber billedet på ny: Da en fransk dame besøgte kirken og fik forevist glasmosaikkerne, udbrød hun ved den Tredje dag spontant: ”Øverst til venstre er der et kors, og fra korset stråler der vand ud, som fra Kristus på korset. Det vand gør den tørre jord frugtbar og grøn. I billedet ser vi derfor en præfiguration af Kristus og frelsen.” Når man har fået dette fortalt, kan man ikke undlade at se det, og er blevet draget ind i skabelsen af Skaberværket.

Fjerde dag

Derpå sagde Gud: "Der komme lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat, og de skal være til tegn og til fastsættelse af højtider, dage og år og tjene som lys på himmelhvælvingen til at lyse på jorden"! Og således skete det; og Gud gjorde de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne; og Gud satte dem på himmelhvælvingen til at lyse på jorden og til at herske over dagen og natten og til at skille lyset fra mørket. Og Gud så at det var godt.

Igen er vi vidne til et kosmisk drama lige som den første dag; de to billeder er nært beslægtede i opbygning og farvevalg. I stedet for at vise de to lys, solen og månen, vises i stedet noget, der kommer ind fra højre og sætter et skille, noget der bryder ind og opdeler. Den fysiske himmel er i disse mosaikker ofte knyttet sammen med den røde farve, som når ”luft og bølge blusser i brand, i glød” med Jakob Knudsens ord. Branden og gløden opstår på den tid af døgnet, hvor dag og nat skifter. Det kan være dette, vi ser, resultatet af at solen står op, eller går ned, og skiller dag fra nat.

Femte dag

Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en vrimmel af levende væsner, og fugle flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!" Og således skete det: Gud skabte de store havdyr og den hele vrimmel af levende væsener, som vandet vrimler med, efter deres arter, og alle vingede væsener efter deres arter. Og Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld vandet i havene, og fuglene blive mangfoldige på jorden!"

Det store mangfold af levende væsener i vandet og i luften er her vist med himmelens fugle: en veritabel sky af fuglefjer i mange forskellige farver bevæger sig, især opad, på baggrund af den himmel, der er i brand, i glød. Guds velsignelse vises ved den store frugtbarhed: fuglene bliver så mangfoldige, at de udfylder, ja nærmest sprænger billedet.

Sjette dag

Derpå sagde Gud: ”Jorden frembringe levende væsener efter deres arter: Kvæg, kryb og vildtlevende dyr efter deres arter !” Og således skete det, og Gud så, at det var godt. Derpå sagde Gud: ”Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alt vildtlevende på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!” Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ”Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!”

Efter at de levende væsener i havet og i luften er skabt, er det nu levende væsener, der holder sig til jorden, der står for tur: kvæg og vilde dyr og krybdyr. Dem ser vi ikke, vi fornemmer i stedet en ro i billedet der bebuder et højdepunkt: dørene slås op, en scene åbnes, de to første mennesker træder frem på den. Lyset kommer bagfra, fra deres Skaber. I det øjeblik vi først ser dem, er de silhuetter i Skaberens lysvæld, helt bogstaveligt skabt i hans billede og delagtige i ham De står frem som to ligeværdige personer, ingen af dem har forrang for den anden. Vi ved, at det kun er mennesket, der med sine tankeevner og sin rationalitet har mulighed for at forstå og beskrive, hvad der er foregået i de foregående fem dage. Kun mennesket kan fortolke Skabelsen. De øvrige levende væsener kan ikke. Mennesket er Skabelsens højdepunkt og foreløbige fuldendelse.

Syvende dag

Således fuldendtes himmelen og jorden med al deres hær. På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og udført. Det er himmelens og jordens skabelseshistorie.

Skabelsens virkelige fuldendelse finder sted den syvende dag. Gud har hver eneste dag set, at det, han den dag har skabt, har været godt. Billedet viser totaliteten af hans skaberværk. Det vises ved, at den dominerende farve er hvid, den farve, der indbefatter alle andre farver i sig. Med sin ro viser billedet også hans fredfyldte hvile. Skaberen og skaberværket er i harmoni. Men stilstand er der ikke. Noget åbner sig, noget fremtidigt kommer til syne. Den skabte verden har et potentiale til udvikling. En struktur rejser sig; menneskene bliver selv bygmestre, og bygger til Guds ære. Er det ikke et kirketårn?

Skabelsens struktur

I det foregående har vi set på Skabelsen I –VII billede for billede, og læst Genesis-teksten parallelt og fortløbende. Men med den betragtningsmåde overser man den struktur, der ligger i Første Mosebogs beretning. Gud skabte ikke i seks fortløbende dage, som om de blot var dage i en række. Bibelen beskriver derimod to serier af tre dage hver, og så en syvende dag til afslutning.

De tre første dage opretter Gud de faste rammer, som skabningerne skal bevæge sig i, lyset, himlen, jorden, vandet – de ”døde” ting, ville vi sige. De næste tre dage bliver disse rammer fyldt ud med levende væsener. Der er stor parallelitet mellem dag 1 og 4, mellem dag 2 og 5, og mellem dag 3 og 6. Dag 1 skabes lyset, der danner dag og nat, medens dag 4 skabes de himmellegemer, der hersker over henholdsvis dag og nat. Dag 2 skabes himlen og havet, medens dag 5 skabes de fugle og de fisk og havdyr, der bevæger sig i og opfylder himlen og havet. Dag 3 skabes det tørre land, der kaldes jord, medens dag 6 skabes de levende væsener der bliver frugtbare og mangfoldige og opfylder jorden.Nogle vil måske tænke, at denne opdeling i det døde og det levende ikke passer helt, for urter og træer, der er levende, skabes sammen med jorden den tredje dag, og himmellegemerne, der er døde, skabes den fjerde dag. Dette for os noget besynderlige skyldes, at i den orientalske tankegang er alt, hvad der ikke kunne bevæge sig, som urter og træer, blevet regnet med til rammerne. Og tilsvarende er alt, hvad der kunne bevæge sig, som himmellegemerne, blevet regnet med til det, der skulle udfylde rammerne.

Det giver god mening at betragte de syv billeder i Skabelsen ud fra denne opstilling af dagene. Strukturen i Skabelsesberetningen har en parallel i billedernes struktur. Dette viser sig på to måder. For det første har de to tredages-serier hver et fælles præg. Dagene 1-2-3 er domineret af blåt og grønt, dagene 4-5-6 af rødt og gult. For det andet er der ligheder mellem henholdsvis 1 og 4, 2 og 5 og 3 og 6. Lighederne viser sig ved et fælles præg i hvert par med hensyn til strukturen i billedet: en kile, der åbner op, fjerformede legemer, der bevæger sig rundt, lodrette linjer, der åbner op et rum.