Firmelse

Firmelsen er et sakramente

I de nordiske lande og i Tyskland kalder den katolske Kirke konfirmationens sakramente for firmelse for at udtrykke, at den katolske firmelse ikke er identisk med den protestantiske konfirmation, som har sin oprindelse i 1700-tallet. Den katolske firmelse er - som de øvrige sakramenter - kendt i Urkirken.

Som i alle sakramenter skænker Gud mennesket liv og kraft. Firmelsens sakramente bygger direkte på dåbens sakramente og udfolder yderligere perspektivet for den døbte om at leve et liv som bevidst kristen.

Firmelse finder normalt sted, når den unge går i 8. klasse.

Voksne, der ikke har modtaget firmelsens sakramente, kan også modtage sakramentet. Konvertitter bliver firmet ved deres optagelse.

Tilmelding til årets firmelseskursus offentliggøres her på hjemmesiden. Voksne, der ønsker at modtage firmelsens sakramente bedes kontakte sognepræsten.

Se også: Forberedelse til firmelse

Konfirmeret i folkekirken?

Den katolske firmelse og folkekirkens konfirmation betyder indholdsmæssigt noget meget forskelligt. Også af den grund er det ikke lige meget, om du vælger at blive firmet eller konfirmeret. Hvis du er katolik og bliver konfirmeret i folkekirken, bliver du samtidig medlem af den protestantiske kirke, hvad ikke alle er klar over.

Hvert år kommer der unge, der er blevet konfirmeret i folkekirken og beder om at blive firmet. Det gør de fordi de ved nærmere eftertanke ser sig selv som katolikker. Til dem laver vi en særlig – og kortere – forberedelse. Hvis du er en af dem, så kontakt jesper.fich@gmail.com.

Er du sent ude? Det er ikke for sent.

For børn og unge, der enten ikke er døbt, eller ikke har modtaget deres første kommunion på den normale alder arrangerer vi gerne en speciel forberedelse, som tilrettelægges efter den enkeltes behov. Du kan også blive firmet senere end hvis du går i 8. klasse.