Introduktion til læreren

Projektet


Hvad sker der når kunsten møder kirken? Hvad er kunstens funktion i forhold til rummet, de rituelle handlinger og det talte ord? Hvilken handlingshorisont åbner billederne hos den, der ser dem og forstår?


I centrum for projektet står et besøg i Skovlunde Kirke og mødet med højtidsskabene med titlen Nutid i Skovlunde.


Nutid i Skovlunde fortolker fortællingerne fra bibelen som de kunne se ud, hvis Jesus kom til verden i vore dage og denne plet jord.


Højtidsskabene står lukkede til hverdag, men åbnes på de vigtige dage i kirkeåret. Kunstnerne bag højtidskabene er billedkunstneren Erik Hagens i samarbejde med keramikeren Ursula Munch-Petersen.


Hvad betyder motiverne? Kan I genkende dem - fra hverdagen og fra bibelens historier? Hvad betyder det at scenen er nutidens lokale og globale verden - ikke fjern fortid og fjernt herfra?


I kirken går vi på opdagelse i skabenes motiver og have dialog omkring dem. Projektet har desuden materialer til forberedelse og efterbehandling i fagene, som bliver introduceret nedenfor og efterfølgende gives der et bud på, hvordan undervisningen forud for og efter kirkebesøget kan struktureres.


Dette materiale skal give mulighed for “at åbne skabene”: I kan bevæge jer fra at se motiverne til at kende og forstå de historier de henfører til. På basis af dette får I anledning til at reflektere over fortællingernes betydning i jeres hverdag og de store spørgsmål om liv og død, godt og det ondt, fortid og fremtid, som de åbner op for. Hvad gør livet og fællesskabet godt eller mislykket? Er det gode fraværet af det onde? Hvad er forholdet mellem tro og handling? I kan arbejde med temaerne og symbolerne i en kunstnerisk praksis og refleksion. I tæt samspil mellem fagene kristendomskundskab, billedkunst og dansk er der basis for at arbejde med at skabe egne fortolkninger af grundfortællinger om eksistentielle temaer, diskutere, fortælle og skrive reflekterende om jeres kunstneriske valg.

Materialet

"Når skabet åbnes" består af en del-elementer, der pga. coronakrisen i første omgang kun blev publiceret på denne webside. I efteråret 2021 vil flere af materialerne blive trykt, så der er mulighed for en mere taktil oplevelse.


På websiden får du:


    • Et historisk materiale omkring Boeslundetavlen fra Nationalmuseet, hvorigennem eleverne kan blive introducerede til kunstens traditionelle rolle i kirken og klassiske kunstneriske virkemidler. Eleverne vil, ved at undersøge Boelundetavlen, blive introduceret til eller få genopfriske de bibelske fortællinger omkring:

      • Marias bebudelse som baggrund for julens budskab om Jesu fødsel.

      • Fasten, påsken, Kristi himmelfart og pinsen.

    • Under overskriften Nutid i Skovlunde gemmer tavlerne fra Skovlunde kirke sig først en introduktion til det samlede værk. På undersiderne befinder motiverne sig til tavlerne i kirken, som du skal vælge, om eleverne skal se på forhånd, eller først behandle i tiden efter kirkebesøget. Dette afhænger af, om du vælger en kronologisk eller mere induktiv tilgang i din undervisning (se nedenfor). De skabe, som findes på undersiderne er:

      • Juleskabet

      • Fastelavnsskabet

      • Påskeskabet

      • Pinseskabet

      • Udgangsskabet

      • Altertavlen

    • Kirkeåret: en oversigt over højtidernes placering i kirkeåret.

    • Efterbehandling: Her gives bud på, hvordan man kan arbejde med indtrykkene fra kirkebesøget i fagene billedkunst, kristendomskundskab og dansk.

    • Esbjergevangeliet: her henvises til yderligere ét af Hagens værker, Esbjergevangeliet, og til det materiale, som er udarbejdet til dette værk, af en række folkekirkelige skoletjenester.

Projektets opbygning

Forløbet er tænkt organiseret kronologisk:

  • Før besøget i kirken arbejder I med Boeslundetavlen, som sætter scenen for kunstens rolle i kirken og de grundlæggende fortællinger i kirkeåret fra bibelen. Dette arbejde kan oplagt lægges i faget kristendomskundskab.

  • Derefter kommer besøget i kirken, hvor de moderne skabe åbnes for første gang. I samarbejde med en af præsterne i kirken og/eller skoletjenestens medarbejder, vil eleverne iagttage billedernes indhold og tolke på dette: Hvad forestiller billederne? Hvilke fortællinger fra bibelen handler de om? Billederne handler om ting i nutiden - hvad mener I om, at man viser gamle historier med nutidige motiver?

  • Efterfølgende bearbejdes indtrykkene til udtryk hjemme i klassen. I billedkunst kan man arbejde med at lave egne fortolkninger af tavlerne, hvilket undersøttes af kristendomskundskab, hvor tavlernes motiver og temaer diskuteres. I dansk kan temaerne behandles skriftligt eller mundtligt, fx som oplæg eller reflekterende skrivning om ens egen tolkning af temaerne fra tavlerne eller som et udstillingskatalog.


Et alternativ til denne tilgang til materialet, besøget og bearbejdningen er atinduktivt til værks: Her tager arbejdet udgangspunkt i iagttagelser uden faglig introduktion:

  • Vis eleverne højtidsskabene på denne webside.

  • Lad dem i grupper arbejde med at undersøge, hvad de kan se og hvad de tænker, at det skal betyde.

  • Efterfølgende præsenterer eleverne deres tanker ved skabene ved besøget i kirken, hvor de ser de virkelige skabe og går i dialog med præsten om, hvilke fortællinger, der kan være tale om. OBS: da besøget sædvanligvis varer en time til halvanden, er det nødvendigt at sætte tidsrammer for hvor lang tid eleverne må præsentere og hvor lang tid samtalen om de enkelte tavler må tage.

  • På baggrund af dette, kan man efterfølgende arbejde i fagene med indtrykkene ved at gøre dem til udtryk, som beskrevet ovenfor


Det er en god idé at have aftalt med præsten/skoletjenesten på forhånd, hvis I ønsker at bruge den induktive model snarere end den kronologiske model.