2022

Formanden for Frihedskampens Veteraners Mindefond,

tidl. ceremonimester, kammerherre, oberstløjtnant Christian Eugen-Olsen

JULETALE I MINDELUNDEN

24. december 2022

Vi er i aften samlet her i Mindelunden på dette hellige sted, på denne juleaftensdag, for at være sammen og mindes de danskere, der mistede livet under Danmarks Frihedskamp 1940 til 1945.

Om et øjeblik skal vi hjem til et veldækket julebord og senere danse om juletræet, udveksle gaver, i det hele taget have en rigtig hyggelig juleaften.

Men hvordan mon man fejrede jul i 1944?

Under den tyske besættelse af Danmark nåede julens budskab om fred, forsoning og fællesskab også de tusinde fanger, modstandsfolk og sabotører, der i 1944 sad internerede i Frøslevlejren nær den tysk-danske grænse bag pigtrådshegn og minefelter med vagttårne og projektører.

Frøslevlejren var blevet opført efter et ønske fra de danske myndigheder i håbet om, at man herved undgik at tyskerne sendte de danske arresterede til tyske KZ-lejre. Det betød paradis-lignende forhold i sammenligning med de tyske KZ-lejre sydpå med smitsomme sygdomme, vold og mishandling ofte med døden til følge.

For fangerne i Frøslevlejren kom julehøjtideligheden i 1944 til at stå som den mest mindeværdige i deres liv, hvor julebudskabet fik dem til at føle, at de ikke var forladt af gud og mennesker.

For at nævne nogle enkelte blandt de mange skæbner i lejren sad blandt andre Else Marie Pade fra Århus, der som 16-årrig var blevet stukket af den berygtede stikker Grethe Bartram og siden deporteret til Frøslevlejren. Der sad Jens Rasmussen, som havde deltaget i flere sabotageaktioner, og også han blev taget af gestapo, som efter at have siddet i Vestre Fængsel var blevet overført til Frøslev.

Allerede midt i december begyndte fangerne i Frøslev at forberede sig på den kommende jul i de mange fangebarakker, hvor der i det skjulte flittigt blev klippet julestads, guirlander og andet pynt af forskelligt farvet indpakningspapir og brugte kuverter.

To dage før juleaften fik hver enkelt fange udleveret tre julepostkort, som de kunne sende til familien, dog maksimalt ti ord.

En af de indsatte var Jørgen Pedersen, kaldet ”Greven”. Han havde smuglet en grangren fra grusgraven, hvor de tvangsarbejdede, samt en halvvåd græstørv, som grenen blev plantet i på stuens eneste bord.

Denne juleaften dryssede blide snefnug over Frøslev, der snart funklede af iskrystaller og blændende julesne, og trods strenge forbud blev der afholdt julegudstjeneste i de enkelte fangebarakker, hvor der ialt var 2200 fanger i lejren.

I stilheden kunne fangerne i det fjerne høre Bovs kirkeklokker kime højtiden ind.

Julemiddagen bestod af godter, en appelsin, et æble man fik fra Røde Korspakkerne. Ud over dette var der også sæbe, cigaretter og barberblade. Ja, og så var der også én halv flæskesteg, der egentlig var tiltænkt de tyske vagter i lejren, men organiseret til fangerne af den danske leverandør i al hemmelighed. Den blev skåret i skiver og stegt på brændeovnen i barakken. Det blev dog kun til enkelte smagsprøver.

Senere blev der sunget julesange og det blev en lang og stemningsfyldt juleaften, og selvom lyset blev slukket kl. 23, lå fangerne i timevis på deres brikse og nynnede de gamle julesange.

Truslerne om deportation til de tyske KZ-lejre blev for en kort stund glemt, for på trods af aftalen med de tyske myndigheder og meningen med Frøslevlejren, blev adskillige fanger fra Frøslev jævnligt transporteret videre til tyske koncentrationslejre.

Men samtidig med at fangerne i Frøslev glædede sig til julehøjtidens festivitas, nåede julens budskab også firehundrede kilometer længere sydpå til den berygtede kvindelejr Ravensbrück dybt inde i de vidtstrakte skove nord for Berlin. Her sad en række modstandskvinder fanget i et sandt helvede af sult, mishandlinger og myrderier.

Fra 1939 til 1945 passerede næsten 132.000 kvinder og børn gennem Ravensbrück - hvoraf kun under 1/3 overlevede.

En af de danske kvinder i lejren var Kamma Klitgaard Poulsen, der havde boet i en lille lejlighed i Århus, da hun blev taget af gestapo og deporteret sydpå. Når hun efter krigen blev bedt om at beskrive rædslerne under sit ophold i Ravensbrück, vendte hun altid tilbage til juleaften 1944, hvor de henrettede fanger ved hængning og lod dem blafre i vinden.

Der var ingen flæskesteg eller julehygge, men blot nogle enkelte rødekorspakker, som man først og fremmest gav til børnene i lejren.

Og hvorledes holdt vores krigssejlere jul 1944?

I December 1943 startede konvoj PQ 27 fra Halifax i Canada til Murmansk med forsyninger til den russiske front med kampvogne, lastbiler, olie og benzin. Livsfarlig sejlads på grund af den tyske ubådstrussel og med en havtemperatur på 2-3 grader, havde man kun ringe chancer for at overleve, hvis man blev torpederet og måtte forlade skibet i det åbne hav. Det gjaldt om, hurtigst muligt at finde en redningsflåde, og på denne kunne man ofte tilbringe op til flere døgn i kulde før, man kunne forvente at blive reddet.

Det danske konvojskib MS Calcutta havde forberedt sig inden afgang til juleaften bl.a. med 4 gæs, tysk rødkål og andet godt til julemaden.

Selve juleaften var vejret krystalklart og konvojen lå utroligt udsat for ubådsangreb. Men det var som om, at de tyske ubåde også ville fejre jul. Bortset fra maskinens rumlen, var alt stille. Alle, undtagen rorgængeren, udkig og vagt i maskinen, var alle samlet i messen, hvor der duftede af julemad. Kaptajnen holdt en kort juletale, der endte med et hurra for Danmark, og alles tanker gik til familierne derhjemme. Midt i dette furore af krig og rædsel endte det med at blive en vidunderlig juleaften bortset fra, at man manglede sine kære.

Men så næste dag tog krigen fat igen. På juledagen blev der sænket flere af konvojens skibe, og med et blev det dagligdag igen med bange anelser, hvornår det blev ens egen tur.

Når vi står samlet her i Mindelunden må vi ikke glemme den vigtigste lære af 2. verdenskrig: at der findes idealer og værdier, som er større end både individets og nationens egoistiske behov.

Det er rigtigt, at vi skånede Danmark og lykkeligvis reddede de fleste danske jøder under den anden verdenskrig, men vi svigtede på samme tid den globale kamp. Vores hjælp til Nazityskland var med til at holde den tyske krigsmaskine og de tyske udryddelseslejre i gang i længere tid, end hvis den tyske besættelse var stødt på modstand i stedet for samarbejde.

Heldigvis var der modstandsfolk, danskere der kæmpede som soldater i de allierede styrker og krigssejlere - de tilsidesatte sig selv og kæmpede for deres land og for demokratiet, nøjagtig som ukrainerne kæmper for deres land i dag i disse timer.

Det er også deres mod og moralske viljestyrke, vi i aften skal huske på, når vi ser lysene på gravene til vores henrettede modstandsfolk.

Vi skal takke alle dem, der valgte at kæmpe da verden stod i brand, og vi skal for altid lade os inspirere af dem.

Jeg ønsker alle en glædelig jul.

Christian Eugen-Olsen