2018

Skuespiller Bodil Jørgensen

Tak til Frihedskampens Mindefond, som har bedt mig holde talen i dag. Tak til alle der er kommet for at hædre og ære dem der ofrede deres liv for Danmarks frihed.

Jeg er meget beæret over at få lov.

Vi har nok alle historier 'fra dengang', fra krigens tid, i vores bagage, som lever og bor i os, og som vi fortæller videre til vores børn, som vi fik fortalt dem af vore forældre, og som bliver en del af os, og som igen og igen vækkes til live, når vi hører om krig andre steder i verden,

Jeg er værge for en uledsaget dreng fra Syrien, og derfra hører man den ene historie efter den anden som minder os om rædslerne fra dengang

Min farmor var fra Schleswig, hun var altså tysk, hun mødte min farfar, da hun var på højskole i Danmark, de blev gift og levede lykkeligt på den fædrene gård, i Midtjylland, indtil krigen brød ud i 39

Hendes brødre, som også var Schleswigere blev indkaldt, og en af dem flygtede fra militærtjenesten i Tyskland. Han levede under forskellige identiteter i Danmark, i de fem år krigen varede, mine bedsteforældre skjulte ham, med fare for at blive taget, de havde selv 4 mellemstore børn, min farmor sov næsten aldrig og frygtede hver dag og nat, at tyskerne skulle komme og banke på og tage hele familien, hun blev alvorligt syg og dør lige efter krigens afslutning, nogen stak familien, og det slog hende nok ud...

Den historie har jeg fået fortalt mange mange gange, jeg forestillede mig det hele, høloftet hvor onklen boede, og de mørke veje, kælderen han skjulte sig i osv osv, stikkerne som råbte fra buskadset, 'vi ved godt I har ham derinde '....og min farmors afsindige bekymring

Så da jeg blev spurgt om at påtage mig rollen som Gudrun Fiil i filmen Hvidstengruppen, var jeg ikke et øjeblik i tvivl, at blive ved at forstå og huske og fortælle historien videre, er den eneste måde vi kan forsøge at bekæmpe det uvæsen krig er..

Jeg var meget betænkelig i begyndelsen om jeg overhovedet magtede opgaven, det meste af det jeg beskæftiger mig med er fiktion, men dette her var en virkelig historie, det var rigtige mennesker, der havde gået på denne jord, blodet havde flydt i deres årer, de havde lidt og stridt, hvordan tegne et portræt, som kom så tæt på som muligt, det plagede mig.....med ydmyghed og respekt at give dem hvad deres var ...

Jeg har læst mange breve fra min farmor fra den tid, og selvom jeg aldrig har mødt hende, syntes jeg at jeg kendte hende igennem dem.

Så jeg fik lov at kigge i breve som Gudrun Fiil havde skrevet til sine døtre, mens de var i tysk fangelejr, **og derigennem kom jeg tættere på en kvinde jeg aldrig havde mødt, som jeg kom til at holde utrolig meget af... og ved det kendskab jeg fik igennem mit arbejde med rollen indså jeg hendes styrke, og tro. Aldrig skulle man efter krigen høre, at hun begræd eller fortrød den kamp familien havde kæmpet...

Til premieren fik jeg foræret en ring hun bar indtil sin død, som hun havde fået af Marius, jeg passer godt på den, en dag skal pigerne i familien have den tilbage, for jeg er jo ikke rigtig i familie, men når jeg kigger på den tænker jeg 'Frygt ikke, tro kun', og det er til daglig glæde, den stråler af styrke.

Den dag i dag besøger jeg Gulle og Carl når vejen falder forbi, og jeg besøger altid kroen. Gulle er den lille baby i filmen, i dag en dame på 75, som var meget knyttet til sin bedstemor Gudrun.

Den 29. juni kl 04.00 om morgenen bliver otte mænd fra Hvidsten skudt i Ryvangen, i løbet af formiddagen når budskabet hjem til egnen, og præsterne i Spentrup og Gassum kirke samler folk, og pastor H.P. Christensen holder tale for de efterladte.. Han siger bl.a:

'Æret skal deres minde være iblandt os, de, der gav deres liv for vores frihed.

Vi vil aldrig tåle, at der sættes en plet på det offer, de bragte. Så ofte hører man, 'De kunne bare have ladt være, eller hvad kan det nytte?'

'Og I deres kære, æret skal også I være, tapre danske hustruer, I der har lidt og ofret det bedste I havde, mænd og sønner.

Midt i tidens hårde nød og vånde vidner vore døde venner om, at der er liv i Danmarks gamle træ. Deres død er friske skud på Danmarks gamle stamme.

Bange har vi været for vores nutid og fremtid. Vi så jo råddenskaben brede sig. Var der håb, når Guds bud trådtes i støvet. Dansen gik omkring guldkalven, som ingensinde før. Mest har vi tanke for at hytte vores eget skind. Endnu er kødets lyst det danske folks glubende begær.

Nu er der nogle der kunne dø for Danmark. Vi ved vel, at dermed er vort land ikke reddet, men var der nogle der kunne dø for deres fædreland, bør der være mange der kan leve for det.

I dagens epistel siger Paulus, "ingen lever for sig selv, og ingen dør for sig selv, men når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren", det er det, der har været vores ulykke, at vi ville helst leve for os selv. Der satte vi vores kraft til, hver gang vi betrådte selviskhedens vej.'

Jeg vil lade Marius egen afsked slutte talen, i dag, lad os tage hans ord med os ind i den julefred vi om lidt omsluttes af..

Kære elskede Gudrun Bitten Tulle Gerda, Ritta, Otto og Stumpen..

Nu har klokken slået 11 og snart 12. Og vi skal væk herfra.

Vor Herre kalder os hjem til sig, og vi får det alle godt hos ham, så godt som et menneske kan få.

Vi er ved godt mod allesammen, for vi ved, at vi går hjem til den evige hvile og fred i Herrens arme.

Og når I, alle kære derhjemme holder sammen om vores hjem og arbejder for det, da mødes vi engang i Herrens hus, hvor der er fred og ingen krig, og indtil den tid må I stå sammen og arbejde for hjem og Danmarks sag, så den slægt som skal bære vor slægts navn frem kan sige, vore fædre faldt med ære for Danmark. Husk der er mange før os, der faldt. Alle har vi gjort hvad vi kunne, om det kun er lidt, men vi skammer os ikke. Vi siger som Blicher, Læ vos olti blue ve det, for sin barn ka kendes ve. Og vi kan være vore børn bekendt, kære Gudrun. Der vil komme sorgfulde dage for dig, Gudrun, min elskede, med kamp og arbejde, men du må bære det i Herrens navn og stole på ham. Han har hjulpet mig i de sidste dage, læg trygt din tillid til ham, og han vil hjælpe jer alle.

Herren vil bevare jer, Herren vil lyse fred over jer, og Herren vil alle dage være med jer.

I kære derhjemme. Amen i Herrens navn

Jeres far og din mand Marius.