2015

Johannes Møllehave, præst, forfatter og foredragsholder

Morten Nielsen var en meget stor digter. Han havde en dødsbevidsthed, en masse af hans digte handler om kærligheden og en masse handler om døden. Der er et meget kort digt som jeg vil begynde med at læse, det hedder “Forårets horisont”. Han nåede kun at skrive en eneste digtsamling i 1943, og den hedder “Krigere uden våben”. Det var lidt upræcist, for han var frihedskæmper, og han døde vistnok ved et vådeskud, der var nogen der diskuterede om det var selvmord, det var helt udelukket, men andre siger det var tyskerne, der havde dræbt ham. Men han bliver altså kun 22 år, han dør i 44.

“Forårets horisont” lyder sådan:

Verden er våd og lys –

himlen er tung af væde …

Hjertet er tungt af lykke,

lykkeligt nær ved at græde.

Det er en overraskende vending. Man tænker at hjertet er tungt af lykke, man tænker tungsind, det betyder, at man er ked af det, men hjertet er tungt af lykke, jeg tar det igen,

Verden er våd og lys – himlen er tung af væde …, den holder sin væde tilbage, der kommer ikke regn nu, himlen er tung af væde …, og så siger han, Hjertet er tungt af lykke, lykkeligt nær ved at græde.

Der kan man se balancen mellem at han er ung, og det er det vi husker ham for, og at han døde meget ung, som også for eksempel Byron og Nordahl Grieg i Norge.

Halfdan Rasmussen, han blev 86, skriver i et digt ”De falder fra”. Der tænkte han på de mange venner fra dengang, de falder fra. De gamle som var unge, det er lidt paradoksalt, de gamle falder fra, de gamle som var unge.

Jeg sad en sen dag hos Halfdan, og sagde til ham: ”Ved du, at der er forskel på de danske ord at gide og at orke?” ”Næh”, det havde han ikke tænkt over. ”Jo” sagde jeg, hvis man siger til sin ægtefælle: ”Jeg gider ikke i aften”, så bliver man ikke skilt af den grund. Men hvis man siger: ”Jeg orker ikke vores forhold”, så er det lige før det bliver en skilsmisse.

Så sagde han: ”Det har jeg ikke tænkt på før. Men jo, ved du hvad, jeg er jo selv en gammel mand, og du ved, at jeg har mistet min kone, og du ved at jeg har mange smerter, og somme tider, så orker jeg ikke, og sådan en forårsdag, der ligger man med ryggen til verden og tænker, jeg orker ikke at leve mere, jeg orker det ikke, gid jeg døde i nat. Men så næste morgen, så høre jeg nogle fugle synge, og så ser jeg et egern ude i min have.” Og så siger han noget, som jeg griner ad den dag i dag, så siger han: ”Så orker jeg lidt igen, det må hedde ”New York””. Det bruger jeg hver morgen, så siger jeg til mig selv: ”Har du en ”ny ork” til en ny dag.”

Han blev digter på grund af Morten Nielsen. Om Morten Nielsen kan jeg fortæller jer, at han var - det jeg ikke håber at de unge er i dag - dødsbevidst. Terroren i Paris blev nævnt før. Mit barnebarn er på et filmstudie i Paris, og hun boede tæt på, hvor det hele skete, og da tænkte jeg: ”Er de unge i dag også dødsbevidste?”, for det kan ske, og der kan ske denne terror.

Morten Nielsen skildrer døden, han var som 12-årig ved at dø af tuberkulose, og jeg vil fortælle om det digt som hedder ”Døden”:

Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.

Men kun som en Stilhed hos nogen som jeg holdt af.

Aldrig som noget omkring mig, en Kulde, en Skygge,

ingen kan nævne ved Navn eller vige fra.

Og så slutter digtet med at sige:

Den venter, for altid lidt ved siden af Tingen,

en Skygge, usynlig, langs Aarer og Sten og Træer.

Den gør det mere rigt med de nye Sekunder

og mere ondt. Og den er mig altid nær.

Han var ikke bare bange for døden, men at dø ung, og det gør han, han blev 22 år.

Men vi fører ingen Samtaler med hinanden,

hverken ved Dagslys eller naar Stjernerne gaar i Flok.

Vi ved det kun begge to, at den anden er der.

Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok".

Sikke et digt af en 22-årig at sige, det er ikke nødvendigt at snakke, vi mødes nok, han og døden.

En gammel græker sagde, at man aldrig skal være bekymret for døden, det er der ingen grund til, for når du er der, er døden der ikke, og når døden er der, er du der ikke, så du behøver ikke at tænke på den. Det lyder jo meget enkelt, men Morten Nielsen ved, at han er der sammen med døden. Begge er der, døden er der og han er der, og alligevel holder han sig ikke tilbage fra det som var livsfarligt. Nemlig at melde sig som frihedskæmper og være med som aktiv frihedskæmper.

En stor sprogfilosof som hedder Wittgenstein siger: “Det man ikke kan sige noget om skal man tie stille om” Nej, der er noget, der kan siges, som ikke kan siges. For der er poesien, og det er der Morten Nielsen er en stor digter.

Mange unge digtere i dag har selvfølgelig læst ham. Så han bliver ved med at være både en frihedskæmper, og en der var med til at indføre friheden efter nazismens diktatur.

Han har sat for eksempel netop Halfdan Rasmussen i gang med at digte. Han var meget kritisk over for sine egne digte, han kasserede og blev ved. Han fik kun skrevet den ene digtsamling som kommer i 44. Men efter befrielsen, så kommer han i flere oplag, med den historie der hed: ”Krigere uden våben”.

Halfdan Rasmussen skrev en der hed: ”Soldat eller menneske” ligesom, man var enten et menneske eller soldat, men en soldat kunne altså også myrde, soldat eller menneske, de var altså meget tæt på hinanden.

Jeg føler det som en oplevelse at læse Morten Nielsen den dag i dag, selvom jeg selvfølgelig ikke selv har kendt ham. Halfdan Rasmussen havde altid Morten Nielsens billede stående ved sit skrivebord. Så mange år efter var han altså stadigvæk en inspiration.

Derfor var det ham jeg kom til at tænke på i dag, og også fordi jeg tænkte under terroren i Paris, mon de unge i dag også kan få en dødsbevidsthed, det er jo ikke rart altid at skulle have en fornemmelse af, at det kan være den sidste dag.