2013

Mogens Henrik Nielsen, Ingeniør - Bernadotteparken i Roskilde

Den 15. september blev den første transport på 189 mand afsendt sydpå. Ingen vidste hvorhen og i rask tempo fulgte de næste transporter med det danske politi og grænsegendarmerne. I efteråret blev der med få ugers mellemrum afsendt flere hundrede Frøslevfanger, men igen - ingen vidste hvorhen.

Den 29.november blev vi igen vækket en tidlig morgen og stillet op i to rækker i barakkens lange gang, hvorefter en tysk officer kom ind med en lang liste og læste 118 navne op. Alle skulle gøre sig klar til afgang i løbet af en time medbringende toiletsager, lidt undertøj og en madpakke, som lejrkøkkenet havde smurt. Da jeg hørte navnet på den første af mine kammerater, tænkte jeg: Så, nu er det vores tur. Vi var 5 af den lille flok på 6, der skulle af sted den dag.

Først del af turen gik med lastbil til Harrislee station syd for Padborg, derefter fortsatte rejsen med tog i kreaturvogne sydpå. Samme aften nåede vi Hamburg og først næste formiddag kom vi til det, der skulle vise sig at være kz-lejren Neuengamme. Vi blev modtaget af bevæbnede SS-soldater med glammende hunde og ført ind i selve lejren for at blive registreret. I en barak måtte vi aflevere alt, hvad vi havde med. Vores tøj, personlige genstande, alt skulle afleveres.

Og så stod jeg med resterne af min gamle, ikke særlig appetitlige madpakke og så mig om efter en affaldsspand til at lægge den i. Der var ingen, men den fange, som stod og tog imod mit tøj, så sultent på den. Jeg gjorde tegn til ham. Vil du have den! Det ville han. Han kastede sig over den. Jeg tænkte: Er det sådan, det går til her.

Vi fik lov til at beholde vores fodtøj. Det var heldigt for mig, jeg havde et par kraftige læderstøvler på, men Thorkild var kommet af sted i et par tyndsålede sorte sko. Efter at have fået byttet vores gode medbragte tøj til nogle lasede pjalter blev vi ført over til den barak, hvor vi indtil videre skulle bo og fik anvist en køje, som vi skulle dele med en medfange. Den næste dag begyndte på en ny tilværelse for os. Vi skulle lære at overleve i en tysk koncentrationslejr. Tre ting betød noget for overlevelsen. Det hårde arbejde, sulten og sygdom. Vi begyndte den næste dag, så snart det blev lyst, med gravearbejde i den kanal, som førte fra Elben ind til lejren. Kanalen skulle udvides og uddybes. I pramme skulle de fremstillede byggematerialer føres væk, ind til Hamburg. Det betød hårdt arbejde. Sandet skulle graves op og læsses i tipvogne, som skulle skubbes hen til et areal, hvor de skulle tømmes. Ved middagstid var der en times pause, hvor vi fik middagsmad. Det var samme ret hver dag. En skål med roesuppe. Derefter fortsatte arbejdet til det blev mørkt. Og så kom den store optælling ved den daglige appel, inden vi fik en skive rugbrød. Thorkild havde en alvorlig astma, så efter et par uger blev han syg af arbejdet i sine tynde sko. Han blev indlagt på lejrens sygeafdeling for fangerne. Der var ikke noget, der hed besøgstid. Vi måtte ikke besøge ham.

Det blev jul. Juleaften skulle vi på arbejde som sædvanlig, men arbejdet stoppede klokken 12, tilbage til lejren og opstilling til den store appel. Danskerne prøvede at holde sammen, så vi stod ved siden af hinanden. Så kom der en meddelelse, der gik fra mand til mand, ”Thorkild er død”. Han var den første fra vores transport der døde, og han blev ikke den sidste. Det gjorde ondt. Jeg græd, det var den eneste gang, jeg græd i lejren. Jeg tænkte naturligvis hver dag på mine forældre, jeg skrev breve til dem, når det blev min tur til at skrive brev. Men at miste Thorkild var næsten det værste.

Alle døde fanger blev brændt i en af krematoriets ovne, så der var ingen aske at føre hjem. Men da mindelunden blev indviet, blev der også opsat en mindeplade for Thorkild herovre i Perkolaen og hertil går min tur hver gang, jeg besøger mindelunden.

Nu har jeg fået min egen familie, som jeg glæder mig over at kunne være sammen med hver dag. Men når vi kommer til juleaften går tankerne tilbage, og sådan er der mange, der har det. Vi er mange, som vil gøre meget for at vore børn og unge ikke skal opleve det samme, som min generation oplevede. Og med dette vil jeg sige tak, fordi de ville høre på mig og så vil jeg ønske alle en rigtig - Glædelig Jul -