2012

Per Arnoldi, kunstner

New Yorks sorte borgmester David Dinkins, havde i den anledning erklæret dagen for besøget for ”Danish rescue day” altså ”den danske rednings dag” og inviteret den lille flok til en reception i sit officielle domicil, Gracie Mansion.

Jeg satte mig ind i en gul taxa foran mit hotel og gav chaufføren adressen.

”Are you going to see the mayor”, ”Du skal måske besøge borgmesteren?”, spurgte den godt brugte, dejligt hæse og meget New York´ske chauffør lidt skeptisk-humoristisk i bakspejlet.

Jeg kunne jo kun bekræfte, at det netop var tilfældet.

”Why would he see you?” lød næste hæse spørgsmål, ”hvorfor vil han møde dig?” og jeg forklarede, som sandt var, at dagen var dedikeret mindet om de danske jøders redning og at vi derfor og så videre...

Han sprang op på bremsen, midt i et larmende kryds, ud af bilen, rev bagdøren op og kastede sig ind til mig på bagsædet.

”Denmark, that´s where we should have been” sagde han.

”Det var der vi skulle have været!”.

Øjnene i hans furede, slidte, gamle jødiske ansigt var fyldt med tårer og meget tæt på.

Han var en polsk holocaust overlever ...og der gik ikke så mange frelsende både til Sverige derfra.

Da vi havde både talt og krammet og grædt færdig satte han sig tilbage på forsædet, så på mig i spejlet, slukkede for taxametret og sagde, før vi kørte videre: ”Danes, no fare!”.

”Danskere kører gratis.”

Det her er ikke en historie om ikke at betale.

Det er heller ikke en historie om den utrolige livskraft fortællingen om den danske redningsaktion har rundt i verden.

Det er tværtimod, havde jeg tænkt mig, en historie om, at netop ingenting, hverken redning eller frihed eller demokrati er gratis, og at det er derfor vi er samlede her, på dette sted, på disse grave, i denne mindelund i aften.

For her er den højeste pris betalt, for os, så vi i fred og frihed kan samles som vi vil, tænke hvad vi vil og sige og synge hvad vi vil.

Der er betalt og betalt dyrt for hvad vi måske engang imellem opfatter som gratis.

Jeg fortalte for første gang taxa-historien allerede dagen efter den havde fundet sted, denne gang i den største synagoge i Washington DC for en menighed på over 1700 mennesker.

Efter vores indslag kom et lille jødisk ældre ægtepar op til mig og viste mig, på deres underarme, de tatoverede numre fra KZ-lejren.

Det havde jeg aldrig før set, på levende mennesker... og behøver vel ikke bruge min knappe taletid her på at uddybe, at det var som at se ind i helvede på jorden.

Også her var en høj pris betalt.

Også ofrene kæmpede kampen.

Der er det med myter og fortællinger, at de har det med enten at vokse ... eller blive glemt.

67 år efter befrielsen er det vel vigtigere end nogensinde, nu, hvor de sidste deltagere, overlevere og øjenvidner en efter en forlader os, at myterne netop ikke vokser ud af proportion eller af nogen bliver manipuleret og forvansket til egen fordel.

For den nøgterne, uglamourøse sandhed om den dagligdags, endda anonyme indsats mod det onde er vigtigere end enhver opblæst eller i hvert tilfælde overdreven drøm om heroisme.

Det er den pris vi både kan og skal betale: At holde fortællingen om kampen, indsatsen og ofrene i live, uden overdrivelser, uden fortielser og fortalelser, uden make-up!

Min generation var, som børn under besættelsen og efter befrielsen, i den unikke situation, at vi havde helte!

Ikke bare tegneseriernes og bøgernes helte: Tarzan, Fantomet, Prins Valiant, Jens Lyn og Skipper Skræk.

Men rigtige helte, menneskehelte, både de levende og de døde.

De navngivne: Kim Malthe-Bruun, Flemming Juncker, Svend Truelsen, Morten Nielsen, Ole Lippmann, Hvidsten folkene, Flammen: Bent Faurschou Hviid, Jens Gielstrup, Anders Lassen... og de anonyme, som handlede i det skjulte, måske under dæknavn, skrækslagent frygtløst så længe det lykkedes.

Mindetavlen i min skoles gård fortalte om seks tidligere elevers indsats og død i kampen.

Jens Gielstrup en af dem, flyver i Royal Air-force, skudt ned over Nordsøen, 26 år gammel.

De stod alle som uafrystelige pejlemærker i vores barndoms mytologi.

Og pejlemærker er vigtige.

Det er dem man navigerer efter livet igennem.

De rigtige pejlemærker er de vigtigste.

Vi vidste og vi lærte, hvortil takken skulle rettes.

Vi står i aften her et af de mørkeste og samtidig et af de lyseste steder i vores fælles historie.

Det mørkeste, fordi det var her i Ryvangen, på henrettelsespladsen, den højeste og voldsomste pris blev betalt.

Unge liv blev bragt til en brat og brutal afslutning.

Det ondeste mørke regerede her.

Men vi står samtidig et af de lyseste steder al den stund det var her den pris blev betalt, der gav os vores frihed i arv.

Den indsats vil altid lyse.

Jeg er ikke overtroisk, men jeg vil vove at påstå, at dette sted også lyser når faklerne er slukket og vi gået hjem til endnu en fredelig juleaften.

Stedet lyser, beskedent og upatetisk, både i dette anlægs arkitektoniske udformning og i Axel Poulsens fine og milde skulptur her bag mig.

Stedet lyser, stedets ånd lyser!

Mindesmærker kan have mange udformninger.

Vi har, meget dansk håber jeg, i stedets rette ånd valgt at skrue ned for monumenternes patos.

Den dæmpede fortælling er dramatisk nok!

Så meget stærkere bliver den historie vi kan og skal give videre.

Men selvfølgelig lyser det minde, der aldrig må svinde eller svækkes, aller stærkest i vores fælles bevidsthed og i vore hjerter!

Jeg vil derfor ønske alle en fredelig jul og slutte, som jeg begyndte, med det eneste ord der her giver mening:

Tak!

Per Arnoldi

24. december 2012