2011

Lasse Harkjær, Oberst, kammerherre, kommandant i København og chef for Den Kongelige Livgarde

Tale i Mindelunden – den 24. december 2011

I 1987 stod min far, Ole Harkjær, her som taleren på juleaften. Det var en helt speciel aften dengang, for min far kendte mange af de faldne, der er begravet her eller som mindes her i Mindelunden.

Jeg var dengang en ung officer, der udstationeret på Bornholm, var klar til at tage kampen op mod vores potentielle modstandere under den kolde krig.

Min fars holdninger var gode og skarpe, og når det kom til forsvaret af Danmark, var han ikke i tvivl. Det var en mærkesag for ham, at man skulle kæmpe for Danmark. Vi skulle have et stærkt militært forsvar, der kunne tage kampen op, og dermed sikre, at vi aldrig igen kunne få en 9. april.

Det prægede naturligvis os fire børn, hvor en bror kom i Hjemmeværnet, en anden bror blev reserveofficer og jeg blev officer af linjen.

I dag er en af mine funktioner, at være Kommandant i København. I denne funktion er jeg ansvarlig for den officielle kranselægning fra forsvaret den 5. maj her i Mindelunden. Jeg deltager også gerne i arrangementerne den 29. august, og hver gang jer er her, tænker jeg på min fars tale – jeg tænker på de, som kæmpede på dansk jord for Danmarks frihed.

I min funktion som chef for Den Kongelige Livgarde har jeg de seneste seks år bl.a. været ansvarlig for kontakten til de pårørende til de soldater, som Danmark har besluttet at sende til Irak, Afghanistan og alle de andre steder derude i verden, hvor forsvaret repræsenterer os danskere.

22 gange har jeg siddet hos en familie, der har mistet deres kære i Afghanistan, i Irak eller under træning til en mission her i Danmark.

Sorgen er ubærlig – selvfølgelig er den det, for hvad kan være værre end at miste en søn, en datter, en mand eller en far?

Men lyset er der også, for soldaten har kæmpet for en sag han eller hun troede på. Soldatens kamp gav mening - og pludselig giver døden mening, midt i denne håbløse situation.

Jeg kan kun prøve at forestille mig, hvorledes det har været under besættelsen, når budskabet er kommet om, at en søn eller datter, en bror eller søster, en far eller mor var mistet. Men jeg tror og håber på, at også de kunne se, at døden gav en eller anden form for mening – en mening fordi man kæmpede for, at Danmark igen kunne blive et frit og stolt land at leve i.

Der er på mange måder langt fra frihedskampen på dansk territorium og til kampen for fred og frihed i Irak eller Afghanistan, men for den der meldte sig eller melder sig til kampen – for de der dengang tog kampen op eller de der nu tager kampen op, er der meget til fælles:

De meldte sig, kæmpede for og var rede til at dø for deres land.

De meldte sig, kæmpede for og var rede til at dø for, at demokratiet skulle sejre over despoter.

De meldte sig, kæmpede for og var rede til at dø for, at vi andre kan leve i fred og frihed.

De meldte sig, kæmpede for og var rede til at dø for vores ret til at være uenige med dem – for det kan man kun i et demokrati.

Når jeg i mine stille stunder tænker på de kollegaer vi har mistet i de internationale oprationer i de seneste år, er der derfor mange ting til fælles med de af vore landsmænd, som vi kan mindes her i Mindelunden.

Jeg vil derfor på denne fredfulde aften, bede jer om at tænke på de af vores landsmænd som repræsenterer vores frie land rundt omkring i hele verden. Fra Korea til Kosovo – fra Afghanistan til Sydsudan – fra Mellemøsten til Liberia.

Derude sidder de i aften og kigger på stjernehimlen og tænker på os herhjemme i fredelige Danmark.

Lad os tænke på alle de, som til alle tider har kæmpet Danmarks sag og er faldet for Danmark. Lad os tænke på alle de, der meldte sig til kampen for Danmark.

Og tillad mig at slutte som min far gjorde det dengang tilbage i 1987 her i Mindelunden:

Han sagde: ”Vi gentager på denne juleaften vores inderlige tak til dem, der satte livet ind for at vi kunne genvinde friheden. Vi ærer vore døde her i Mindelunden og vi udtrykker vores dybe taknemlighed overfor de lande og folk i den frie verden, som bragte de største ofre i kampen mod undertrykkerne, og som førte kampen til sejr.”

Rigtig glædelig jul.