2010

Svaret er, at kamp i nogle tilfælde forholder sig udmærket til juleevangeliets tale om fred på jord. Menneskelivet er nemlig desværre sådan, at der med mellemrum opstår alvorlig strid. Gennem historien ser vi, hvordan der er enkeltpersoner og grupper af mennesker, der åbenbart ikke kan forholde sig i ro, men som - uanset de lidelser de påfører andre - vil tilkæmpe sig herredømmer, der ikke tilkommer dem.

Og det har man lov at modsætte sig. Man har lov at kæmpe de retfærdiges kamp. Det følte jeg dengang; det er jeg stadig overbevist om. Og det var netop sådan en kamp, som de kæmpede, der ligger her. De ville ikke finde sig i, at vores land blev besat og holdt i en skruestik af en overmægtig nabo. Derfor kæmpede de. Derfor måtte de kæmpe. Men de kæmpede også af en anden grund.

De kæmpede for at redde Danmarks anseelse. Det lykkedes, men man kan måske sige, at det var på et hængende hår. Det var imidlertid modstandsbevægelsen, og i virkeligheden hver enkelt frihedskæmper, der tvang regeringen til at bryde med besættelsesmagten. Bruddet førte til, at næsten hele flåden enten sænkede sig selv eller undslap til Sverige og på alle landets kaserner blev der kæmpet. Flere danske soldater faldt i kamp den 29. august 1943 om morgenen end den 9. april. Det gav genlyd ude i verden. Dannelsen af Frihedsrådet og redningen af de fleste af de danske jøder fulgte kort tid efter.

Alt dette og meget mere kan vi takke dem for, der har fundet deres sidste hvilested her. Og dem går vores tanker til hver Juleaften. Vores tanker skal også gå til de mange faldne, der ikke ligger her i Mindelunden i Ryvangen, ikke mindst de mange, som havet opslugte.

Juleaften er meget. Juleaften er – uanset tro - også familiernes aften. Mange familier mindes denne aften stadig slægtninge, der kunne have fejret Jul med dem endnu i år, hvis døden ikke havde indhentet dem dengang i deres ungdom. Men livet er gået videre for de efterfølgende generationer og det skal gå videre.

Må jeg derfor slutte med at ønske alle Glædelig Jul.