2007

Erik Kragelund, Tidl. skibsofficer

Hvis et folk vil leve, må nogen kunne dø. Stærke ord, men lige aktuelle i dag som da nordmanden Axel Kielland skrev dem under krigen. Danske Studenters Roklubs venner udgav i 1992 et mindeskrift med titlen: ”Hvis et folk vil leve”, skrevet af Ole Secher. Dette hæfte gav mig flere inspirationer til denne tale.

Det var ønsket om at genvinde den nationale selvrespekt og frihed og anerkendelse afDanmark som allieret nation, der førte til aktiv modstand. På trods af den samarbejdspolitik, som regeringen og politikere havde lagt.

Det var sabotage, faldskærmsagenter, våbenforsyninger, illegale blade og til sidst folkets oprør, som førte frem til den 29. august 1943, hvor regeringen gav op. Det var modstandskampen og krigssejlernes fortjeneste, at samarbejdspolitikken brød sammen.

Tyskerne stillede den 28. august krav om indførelsen af dødsstraffen. Frihedskampen kunne ikke stoppes af terror, clearingmord og schalburgtage.

Modstandskampen skabtes ikke af en folkebevægelse. Den blev gennemført til en begyndelse af nogle få hundrede, der især efter den 29. august 1943 steg til tusinde. Modstanden blev allemandseje, også politikernes, da det var evident, at Hitler ville tabe krigen.

Mange af os var store drenge, da krigen begyndte. Vi var villige til at gå i krig uden tøven. Krigen blev dagligdag, som man lever med. Indtil 1943 var chancerne for, at de allierede ville vinde, ikke ret store, det stod faktisk lige. Vi havde med tiden vænnet os til tanken om, at chancerne for, at vi ville overleve, ikke var store.

Juledag 1943 fik de skibe, der var under engelsk flag, lov til igen at føre Dannebrog. Det var svært bevæbnede skibe, og 69 af dem kom ikke hjem. Der var i alt 128 skibe, der ikke kom hjem.

Ved invasionen i Normandiet deltog 40 skibe under Dannebrog. De første amerikanske soldater på Utah Beach blev landsat fra skibet Gudrun Mærsk under Dannebrog.

Modstandsfolkene og krigssejlerne reddede Danmarks Ære. Mange levede som drenge, men døde som mænd.

Det er svært for dem, der ikke oplevede Besættelsen, at forstå, hvor betydningsfuld vore kammeraters indsats var, og hvorfor vi til stadighed må værne om deres minde. De blev tvunget til at ofre livet for det, de satte højest: et liv i frihed - den frihed, som vi andre oplever.

De danske frihedskæmpere kæmpede med åben pande. Ved sabotagehandlinger tog man forholdsregler, så ingen uskyldige civile kom til skade. Forholdsregler, der medførte, at handlingerne blev endnu farligere. Denne yderligere fare for eget liv blev accepteret uden tøven; det var en moralsk selvfølge.

Nogle af nutidens kæmpende er ekstremister, der målrettet dræber uskyldige civile. Den ideologi, de følger – skjult bag masker og slør – er en moralsk fordærvelse af begrebet frihedskamp. Det er bekymrende, at folk sammenligner metoderne brugt i dag mod besættelsen i andre lande med vores frihedskamp.

Nogle af vore faldne hviler i disse smukke omgivelser. Vore tanker går også til dem, der hviler andre steder inklusive 962 på havene. Krigen og besættelsen krævede mange ofre. Mere end 3.500 danske faldt i aktiv frihedskamp. Mange tusinde flere mistede livet. Vore tanker går også til de pårørende til de unge danske soldater, der kæmper og dør langt fra Danmark, så et andet folk kan leve.

”Det er ikke her, de omkomnes sande mindesmærke skal søges, men i livet hos de mænd og kvinder, der holder fast ved de idealer, for hvilke vore frihedskæmpere døde.”

Husk, at vore faldne døde for Danmark. De døde for friheden; for at vi levende kunne være som de frie danske. På en mindesten i havnen i Murmansk står der:

”Ingen er glemt, intet er glemt”. Det håber jeg, at alle vil huske.