Cand.Polit. Peter Ilsøe
Tale 24. december 2005 i Mindelunden
Vi har vel alle vore grunde til at trodse vejr og vind og indlede Danmarks største familieaften med en mindestund i denne, vor smukkeste mindelund. Og jeg har mine.
Herude til højre for mig ligger bl. a. fem af mine gamle kammerater fra Holger Danskegruppe nr 4. Alle skudt ned af tyskerne på det skammeligste den 9. august 1944 ved Rorup. En oprørende niddingsdåd. --Hvorfor så mindes dem nu her i aften? --Jeg tror, at det er en gammel dansk skik, at mindes de døde før eller efter kirkegang juleaften. Ofte på den kirkegård, der omgav kirken. Min moder døde tidligt. Vi aflagde altid moders grav et besøg, inden vi gik i kirke. For at have hende så meget med juleaften, som vi nu kunne.
På samme måde har vi efterladte kammerater mange år indledt vor juleaften her. Vi ville markere, at vore døde kammerater ikke var glemt. Takke dem fordi de gav deres liv, for at vi kunne leve og i tankerne at tage dem med til vor julefest. --Vore tanker gik også til de forældre, der havde mistet deres sønner. Det er altid værst, når familien dør i den forkerte rækkefølge. Når børnene dør før forældrene. Og til de søskende, kærester og venner, der led under store savn. De har også ydet deres ofre for Danmarks frihed.
Tillad mig igen at dvæle ved mine kammerater. --De blev efter befrielsen fundet herude. Brutalt kastet i uindviet jord uden kors eller navneskilte. De blev identificerede af kammerater og familie efter 5. maj. --De blev, sammen med deres oprindelige gruppefører Chr. U. Hansen, der tidligere var blevet henrettet, bisat den 9. juli 1945 i Københavns Domkirke. Talere var tre gode mænd, blandt dem biskop H. Fuglsang-Damgaard. Bispen indledte: ”Den femte maj stod solen op over Danmark. Bag om døden lyste morgenrøden”. Og han citerede så Chr. U. Hansens sidste brev til vennerne, skrevet få dage før han blev skudt: ”Lad geværsalverne knitre, lad dem piske og pine, lad kun langfredagsmørket sænke sig over landet ……vi lurer dem påskemorgen, når den gyldne sol frembryder gennem den kulsorte sky”. Gribende og flotte ord fra en ung mand, der ikke var i tvivl om, hvad morgendagen ville bringe. Og som havde nægtet at følge med, da vennerne ved en utrolig dristig aktion i Aalborg arrest i maj søgte at befri ham, fordi han håbede på, at han ved at påtage sig mere skyld end sandt var, kunne redde andres liv. Men forgæves. De blev alle henrettede. Jeg husker tydelig kammeraternes skuffelse, da de kom hjem fra Ålborg, fortvivlede over at Chr. ikke ville med. I sandhed et eksempel på offervilje, vi kan lære meget af.
Jeg kunne blive ved med at citere de gode taler, der blev holdt den 9. juli. Og de ligeså sande, gribende ord, vi hørte, da vi den 29. august samme år sænkede vore døde i deres grave herude, og dermed indviede denne smukke mindelund. Men tiden tillader det ikke. --Kun kan jeg opfordre det stigende antal unge, som jeg med stor glæde ser møde op her i Mindelunden på de store mindedage, til at læse de sidste breve unge danske patrioter skrev til deres kære eller kammeraterne umiddelbart før de blev henrettede. --De findes udgivet i en bog ”De sidste timer”. De er først og fremmest gribende, men også kloge og livsbekræftende for os, der undgik deres skæbne. Nordahl Grieg har skrevet: ”Det er altid de bedste, der dør” Det er så sandt, som det er sagt. Ja vi kunne tilføje: Og de modigste.
Ved begravelsen herude gik det i talerne igen og igen: ”I skal ikke blive glemt”--Har vi så levet op til det? Det kan kun hver enkelt gøre op med sig selv. Men har vi gjort nok? Vel næppe.
Med få undtagelser er alle, der deltog aktivt i modstandskampen i dag over firs. Vi søger at få det bedst mulige ud af livet, mere eller mindre virksomme hjemme eller på plejehjem. Ikke så få, tro det eller ej, har endnu dybe ar og traumer fra krigens tid, det være sig som aktive modstandsfolk, som krigssejlere, som Gestapo- eller som KZ-fanger. Disse traumer aktiveres ved ubetænksomme handlinger, ikke mindst fra uforstående myndigheders side. Vi ser det måske allertydeligst på Bernadottegårdene. Til disse myndigheder vil jeg sige: Tøv en kende. Vi har ikke så mange år igen. De hårdt ramte overlevende må da heller ikke blive glemt.
Og gå nu hjem og fejr julen og dens budskab i familiens skød og tænk over, at det kun er muligt, fordi Jeres søskende, kærester, onkler og bedste- og oldefædre satte deres liv ind for at vi kunne leve.
Hør igen, hvad Nordahl Grieg havde til os:
”De ga oss det beste de hadde, de døde ukjente venner
De ga oss en dag til å bruke, rakt med forkullede hender
Vi fik en dag som skal brukes; og vi skal leve den under
en himmel av fallen ungdoms dyrekjøpte sekunder”
Guds fred med vore døde og en rigtig glædelig jul til Jer alle.
Peter Ilsøe