1987

Ole Harkjær, Tidligere borgmester

Det er et usædvanligt mildt julevejr, vi har i år, og gudskelov for det. Vinteren og frosten plejer jo ellers at træffe os uforberedte, sådan som vi danske desværre har for vane at lade ubehageligheder og géner komme bag på os. Det er karakteristisk for os, næsten uanset hvor mange advarsler, der har lydt til os forinden.

Det er der mange eksempler på i vores historie, med det mest katastrofale eksempel på disse egenskaber så vi den 9. april 1940. Hele Europa var enten i krig eller forberedt på, at den kunne ramme også deres land, næsten uanset hvem det var. De eneste, der sorglæst så fremtiden i møde, ganske uanset advarsler fra diplomater, efterretningsfolk og journalister - var Danmark. Indtil den morgenstund, da - som digteren Otto Gelsted skrev:

"De mørke fugle fløj

ved gry med motorstøj

i eskadriller over byens tage.

Da så vi og forstod,

det gik til hjertets rod,

at vi fik ufrihedens brød at smage.

Vi, der oplevede denne morgen, glemmer det aldrig. Men vi, der oplevede både den 9. april og de 5 besættelsesår, der fulgte, udgør jo efterhånden en mindre og mindre del af befolkningen. Flertallet af vore landsmænd er først født efter, at vi havde genvundet friheden. Det kan af og til føles, som om der derved er opstået et skel i den danske befolkning mellem dem, der oplevede besættelsen og dem, der er for unge til det, og de sidste udgør altså et flertal af det danske folk.

Mange af de yngre, der ikke oplevede de skæbnesvangre begivenheder kan måske fristes til at føle, at det vi kan berette kun er fortællinger fra en historiebog, som vel kan være interessant, men uden egentlig interesse i dagens Danmark.

Heroverfor må vi ældre aldrig blive trætte af at fremhæve, at den modstandsbevægelse, som efterhånden opstod i Danmark, først og fremmest var en frihedsbevægelse. Det var friheden, det drejede sig om, da vi gik til modstand. Den frihed, som nogle måske vil betragte som en selvfølge, hvad den netop ikke var - og ikke er. For at bevare friheden eller for at genvinde den, er det nødvendigt at kæmpe for den. Det vidste de mennesker, der satte livet ind i frihedskampen og det vidste de kvinder og mænd, som bragte det største offer og som vi mindes netop på dette smukke sted, som er indviet til deres ære.

Frit at tænke, tro og tale, det føler vi vel alle er det nødvendige grundlag for hele vores tilværelse, for at vi kan leve og udfolde os som mennesker, Men det er jo ikke overalt på kloden, at mennesker lever under lignende frie forhold, som dem vi betragter som en selvfølge. Tværtimod er det en kendsgerning, at den fri og demokratiske livsform, som vi kender den, er forbeholdt et mindretal af jordens befolkning. Diktaturer i alle afskygninger og farver dominerer størstedelen af verdenskortet, og selv om vores muligheder for at ændre på dette er ganske små, skal vi aldrig forsømme nogen lejlighed til at påvirke de kræfter, der fører verden i den efter vor mening rigtige retning.

Det tøbrud i forholdet mellem verdens to supermagter vor allierede USA og Sovjetunionen, som manifesterer sig netop i denne tid, må man hilse med tilfredshed, både fordi det kan betyde fjernelsen af den trussel mod hele menneskeheden, som atomoprustningen har udviklet sig til, og fordi en afledt virkning måske kan være, at det medfører friere forhold for nogle af de folk, der bag jerntæpper og andre afspærringer kun har begrænset frihed - politiske og personligt.

Dér som her er der mennesker, der kæmper for friheden. Men også i vort eget land skal vi i hverdagen til stadighed værne om friheden og frihedsrettighederne for alle borgere. Og vi skal yde vor støtte, moralsk og praktisk til dem, der i Modstandbevægelsens ægtefødte barn, i Hjemmeværnet er med til at sætte kræfterne ind bag frihedsviljen, og som vil være med til at forhindre, at Danmark kommer til at opleve en ny 9. april.

Det var allerede under besættelsen , at ordene; Aldrig mere en 9. april blev formuleret. Det var den socialdemokratiske politiker, og senere statsminister Hans Hedtoft, der gjorde det. Han gjorde det næppe som et egentligt nationalt budskab, som der ellers var mange af dengang. Nej det var som en indtrængende henstilling til sine landsmænd om at huske, at friheden er en så umistelig del af vor livsform, at vi om fornødent altid må være rede til at forsvare den både i vor egen daglige tilværelse, og hvis det er folkets og landets frihed, ,der står på spil.

Vi gentager på denne juleaften vores inderlige tak til dem, der satte livet ind for at vi kunne genvinde friheden. Vi ærer vore døde her i Mindelunden og vi udtrykker vore dybe taknemmelighed overfor de lande og folk i den frie verden, som bragte de største ofre i kampen mod undertrykkerne, og som førte kampen til sejr.

I mindet om vore døde kammerater bør vi samles om løftet om, at aldrig mere skal ufriheden få magten over Danmark.

Rigtig glædelig jul