2025

Trine Engholm Michelsen, forfatter, ph.d.

Trine Engholm Michelsen, taler ved eftermiddagens højtidelighed 2025.

Trine Engholm Michelsen: Tale juleaften i Mindelunden, 24. december 2025

Jeg er meget taknemmelig for at være indbudt til at holde talen her i Mindelunden, så smukt organiseret af Frihedskampens Veteraners Mindefond.

Det er gribende at stå her midt i julehøjtiden samlet i dette fælles refugium.

Selv har jeg haft den store glæde at skrive bøger om stærke personer i frihedskampen. Storfyrstinden kom i 2021. Den handlede om bankdamen Jutta Graae, der omdannede sin arbejdsplads til allieret agentcentral, uden at kolleger og chefer vidste det.

I år kom Krigens mørkeste time. Om Svend Truelsen, reserveløjtnanten, der trodsede sine chefers passive linje og skabte en effektiv efterretningstjeneste mod tyskerne og sendte oplysninger til de allierede krigskontorer i den store kamp mod Nazityskland.

Jeg må indrømme, at før jeg skrev disse bøger, kun havde et fjernt forhold til modstandskampen. Min barndoms familie var ikke optaget af den. Faktisk fejrede vi den slet ikke. Måske tog vi sejren over det onde for givet. Måske var det tressergenerationen, der havde andre interesser?

Det vil jeg ikke slutte noget ud af, for jeg har siden opdaget, at det er meget forskelligt fra familie til familie, om man lægger vægt på modstandskampen eller har ladet den gå i glemmebogen.

Men for mig ændrede alt sig, da jeg som forfatter skulle leve mig ind og forstå disse store skikkelser fra frihedskampen. Skulle forstå deres motiver for at sætte sig selv, deres karriere, deres familie på spil.

Ovenikøbet var det specifikt for danske frihedskæmpere, at de havde to modstandere: de tyske nazister og samarbejdspolitikken, der straffede modstandsfolk for at være aktive.

Men Jutta forklarede sin motivation. At man ikke bare kunne lukke øjnene og lade andre gøre arbejdet.

Det forklarede hun sine to niecer, da de spurgte, hvorfor hun havde kaldt sin lille erindringsbog Værnepligt. Ja, svarede hun, det havde ikke noget med en rekrut i en uniform. Nej. Det var som helt almindeligt menneske. Som amatør.  

Det var pligten til at værne om sine medmennesker, når en forbrydelse overgår dem.

Hun havde for længst taget stilling, lang tid før besættelsen. Siden Hitler kom til i 1933, blev mennesker lige syd for grænsen forfulgt, hvis de var anderledes tænkende. Der var politiske mord. Der var manipulationer, hjernevask, brutalitet.

Jutta vidste det for hun havde rejst meget i Europa og tidligt set nazismen og fascismen udvikle sig. Det var den viden og indsigt, der forpligtede hende til modstand, sagde hun til pigerne.

Derfor satte Jutta fra DAG 1 i krigen alt ind i kampen mod tyskerne.

Og netop Jutta og Svend var i den kreds, der tidligt skabte kontakt til England. De forberedte modstandsbevægelsen på at få Danmark med i den større front, koordinere med de allierede, så hele modstanden gav maksimalt mening.

Efter krigen blev modstandsbevægelsen kritiseret i akademiske debatter. Man granskede dens effekt, og nogle bagatelliserede den.

Havde det overhovedet nogen betydning at gøre modstand fra Danmark?

Vi var jo bare en lille prik. Den sabotage gjorde den reelt en forskel? Var det ikke snarere sagen, at disse modstandsfolk ofte kludrede i det og gjorde mere skade end gavn? Og havde det ikke været bedre at holde os udenfor. Hvorfor skulle vi i det hele taget sætte vores velfungerende samfund over styr med sabotage, bål og brand?

Hvis I træder ud af denne debat og i stedet ser jer selv tale med børn om modstandskampen, så er er der ingen tvivl. For det var både logisk godt og moralsk rigtigt, at nogen gjorde modstand.

Rigtigt fordi:

-          Det demokratiske system er nazismen og andre autoritære samfundssystemer overlegent.

-          Rigtigt, fordi hver enkelt skal deltage aktivt i kampen for det, de tror på og går ind for.

Modstandsfolk var lovbrydere, men kun fordi de så sig nødsaget til at bryde statens regler

.. for noget større var på spil.

 De skulle sætte Danmark ind på rette spor igen.

Svend Truelsen havde et svar til den akademiske debat – både et tal-svar - og et moralsk svar.

Takket være modstandsbevægelsens sabotage og de oplysninger, som man smuglede over til krigskontoerne i London, var Danmark med til at bremse Hitlers krigsmaskine. For hver time, sabotagen forstyrrede tyske tropper, var modstandsbevægelsen med til at frelse liv ude i verden.  Hver time talte for de døende på fronterne og i udryddelseslejrene.

Men moralsk set, sagde Truelsen, havde selv kun et minuts forsinkelse af krigen stor betydning.

”Det havde været rystende, hvis der ikke havde været en modstandsbevægelse”, sagde han.

***

I dag ved vi, at modstandsbevægelsen gjorde en markant forskel for os som nation.

Det mindede Svend Truelsen om, da han i 1988 holdt tale her i Mindelunden. England havde tidligt ønsket, at Danmark blev gjort allieret. Dette skete ikke. Blandt andet russerne – dengang hed de Sovjetunionen – var imod. De mente ikke, at vi havde vist solidaritet på grund af samarbejdspolitikken.

Og Det standpunkt holdt Sovjetunionen fast på - også ved freden. Derfor blev Danmark aldrig allieret.

Men vi blev trods alt sidestillet som ligeværdig.

Og det var på grund af modstandsbevægelsens indsats.

Som forfatter, der har skullet leve sig ind modstandsfolkene motiver og handlinger, er jeg kun blevet stadig mere taknemmelig for de store ydelser, disse lovbrydere leverede. Disse stærkt risikovillige aktivister. 

De havde ingen masterplan.

De traf deres valg i en tid hvor de ikke kunne vide om det tredje rige ville vare mange generationer.

De havde ingen garantier, men levede med angsten.

De færreste havde ret meget magt i samfundet.  Men de var store mennesker. De tog rollen at hjælpe og organisere.

Under min research i de britiske arkiver så jeg, hvor højt de allierede påskønnede de danske modstandsfolk. Ligegyldigt hvilken status de havde, om de var militære eller amatører.

Danmark var – eller i hvert fald blev Danmark - en vigtig lille brik i den store allierede koordinering mod Hitler.

***

I dag mærker vi, at hver enkelt modstandsmand og -kvinde med deres handlinger tilsammen har sat et eksempel, for eftertiden.

Derfor har også Mindelunden som sted en stærk energi. Her mærker vi fællesskabet.

Det var stort, at disse mennesker overhovedet fandt sammen. På grund af sikkerhed var det svært at finde grupper at melde sig ind i. Man skulle finde nogen at stole på -. Og selv blive stolet på.

De hjalp hinanden og sluttede sig sammen på tværs af partiskel. Ja, de havde den glæde at kæmpe i enighed om mål og midler. Uanset politisk og social observans. Alene det var kampen værd, har mange af dem sagt. 

Derfor er stedet her så væsentligt. Det kalder på børn, børnebørn, oldebørn, tipoldebørn til at ære vores modstandsfolk. Ære dem, der gjorde, at andre kunne overleve, gjorde, at vi fik vores frihed tilbage og gjorde, at Danmark genvandt sin selvrespekt.

Jeg takker for min taletid og ønsker jer alle en glædelig og fredfyldt jul.

Trine Engholm Michelsen

Billeder fra dagen:

Chefen for  Hærhjemmeværnsdistrikt København  oberstløjtnant Claus Rohde talte til til de fremmødte soldater

Opdateret : 26.12.2025

Forhåndsomtale af højtideligheden i Mindelunden i Sjællandske Mediers ugeaviser (Villabyerne,  Det Grønne Område, Rudersdal Avis m. fl.) skrevet af Anna Wagn, Daglig leder og formidlingsansvarlig i Mindelunden: 

Opdateret  11.01.2026