2019

Jakob Ellemann-Jensen, formand for partiet Venstre, tidligere miljø- og fødevareminister

Det talte ord gælder

I dag vil mange danskere som andre før dem finde en ledig plads på en kirkebænk og imellem naboerne og salmerne, der er sunget 100 gange før på denne dag, høre juleevangeliets ord.

Det er velkendte ord for de fleste – om befalingen fra Kejser Augustus, om Josef og Maria, der ikke kunne finde plads i herberget, og at Maria i en stald fødte et lille barn og et stort håb ind i denne verden.

Men blandt de, der sidder og lytter til ordene i kirken, vil der også være dem, der ikke føler håb – kun sorg. Den følelse, som ingen går igennem livet uden. Som kan overvælde alle, der har sagt farvel uden at ville det, og som Axel Poulsens monumentale skulptur har fortalt om på dette sted i snart 70 år med det sørgeligste af alle motiver: En mor, der en sidste gang holder sit barn.

Det er ikke noget nyt motiv. Det har været hugget, malet og tegnet hundredvis af gange før i Europas historie. Ikke med en dansk mor, der holder sin søn, der har givet sit liv i kampen for Danmarks frihed, men med Maria, der holder sin søn, efter han er taget ned fra korset. Et billede på den mørkeste stund, hvor håbet kan synes allerlængst væk.

Sådan må de have haft det, tænker man om de mange frihedskæmpere, der skulle møde deres endeligt her på denne plads. Og alligevel kan man i deres afskedsbreve se, at det ikke er fortvivlelsen, der er den stærkeste følelse. Det er kærligheden. Kærligheden til deres familie. Kærligheden til deres fædreland.

Den 25-årige Lars Bager Svane skrev til sin mor i april 1944 med kun et par timer tilbage af sit liv: ”Danmark vil hurtigt glemme mig, men jeg fortryder ikke, hvad jeg har gjort for mit elskede Land. Mange vil sikkert følge efter mig, men en skønne Dag er Danmark atter frit, og så har det ikke været forgæves.”

Lars Bager Svane tog heldigvis fejl i det første. Vi vil aldrig glemme ham. Men han fik ret i det sidste. Jeg ved ikke, om det stod klart for ham, da han skrev de ord en aprilnat, at den tyske besættelse kun et år senere ville blive brudt. Men jeg ved, at følelsen i hans ord, er de samme, der er afspejlet i Kaj Munks ord, der er hugget ind i soklen på skulpturen med den sørgende mor.

”Drenge, I drenge som døde. I tændte for Danmark i dybeste mulm en lysende morgenrøde”.

Selv dér. Selv når det ser mørkest ud, og man står over for sin egen død, eller når moderen sidder med sin døde søn, lever håbet. Selvom det i starten kun kan ses som svage glimt i tusmørke. Eller som det blev sunget for et øjeblik siden – ”smil, der anes om en sorgfuld mund.”

For de endte med at få ret. Det var ikke forgæves. De og alle de andre, der kæmpede mod nazismen, døde ikke forgæves. Danmark fik sin befrielse. Og vi skylder dem en evig tak.

***

De sidste førstehåndsvidner til de fem forbandede år bliver færre og færre. De er taget af tiden. Og med dem forsvinder den personlige oplevelse af en central del af vores fælles hukommelse.

Men deres historier lever videre et sted som dette. Og på en dag som denne. År efter år.

I aften fejrer vi det lille barn, der gav håb, men som måtte give sit liv for verden. Her mindes vi dem, der gav håb og deres liv for Danmark.

Vi fejrer vores helte. Og dem har vi stadig brug for. Frihed og folkestyre er ingen selvfølgelighed. Hverken i Danmark eller i verden omkring os. Der er stærke kræfter, der gerne vil se de fællesskaber, vi har bygget op for at forhindre, at Europas lande igen bliver modstandere, smuldre i hænderne på os.

Vi, der står her i dag, er de heldige. Vi er født og lever vores liv i en periode i den danske historie, som er uden sidestykke, når det kommer til fred, frihed og folkestyre. Og hver eneste dag har vi en pligt til at kæmpe mod dem, der vil det anderledes.

Den pligt udfører vores udsendte soldater. Også i år er der danske mænd og kvinder, der på vegne af os alle er udsendt til et andet land for at kæmpe for andres frihed.

Når vi i aften ærer dem, der gav deres liv for Danmarks frihed, så lad os også takke dem, der hver dag risikerer deres liv for andre. Som ikke kan være med os i dag, fordi der er brug for dem andetsteds.

Der findes også helte i dag.

Jeg ønsker jer alle en glædelig jul i et frit Danmark.