2016

Folketingets formand Pia Kjærsgaard

Jeg elsker julen. Jeg elsker julelysene, forventningens glæde hos de små og de dejlige, danske julesalmer, som i de næste timer synges højt, flot og med stor klang i de fyldte kirker rundt i landet.

Men lige så fredfyldt og glædelig juleaften er for nogle, ligeså trist og sørgmodig er den for andre.

Især i de familier, hvor et familiemedlem mangler, og en plads ved bordet står tom.

Julen er hjerternes fest, men hvis ens hjerte er bristet af sorg, bliver julen trist og ensom.

Sorgen hviler stadig over gravene i denne lund.

Og mange efterladte har gennem tiderne stået herude juleaften og gerne villet bytte julen bort, hvis det kunne give dem deres kære tilbage.

Men med tiden har andre følelser taget over.

Respekt, ærbødighed og taknemmelighed.

Respekt for den offervilje, de unge frihedskæmpere lagde for dagen.

Ærbødighed for den kamp, de kæmpede, for at vi som nation kunne få vores frihed tilbage.

Taknemmelighed for at de betalte med deres liv, så alle os i generationerne efter blev født i et frit folkestyre uden at mærke, at det var sat ud af kraft i 5 mørke år.

Danskerne har lige stemt om, hvilke 10 værdier, de syntes skulle være de vigtigste og have den højeste placering i en ny Danmarkskanon.

Frihed fik en topplacering.

Og det fortjener den også.

Men frihed må aldrig bare blive et ord på en stemmeseddel eller en hjemmeside, som man kan sætte et kryds ud for.

Frihed skal kunne føles.

Kun derved sætter vi pris på den.

Kun derved vil vi fortsat kæmpe for den.

Ved at være her i aften føler jeg friheden lige så stærkt, som jeg ville føle julens glade budskab i en kirke.

Vores frihed i dag er ikke sat ud af kraft, som den var under besættelsen. Men den er under pres.

Vores frie samfund og vores frie levevis virker så provokerende på nogle, at de vil den til livs.

De vil den så meget til livs, at de er parate til at pløje en lastbil igennem en uskyldig folkemængde for at skabe frygt og udstille vores sårbarhed.

De vil den så meget til livs, at de er villige til at skyde løs på et publikum til en rockkoncert for at gøre os bange.

Og vi bliver bange.

Pludselig kræver det mod og overskud at tænke: Nej, det skal blive løgn. De skal aldrig vinde over os.

Heldigvis er Mindelunden i dag blevet sådan et sted, hvor vi kan samle det mod.

Der er en klar og tydelig stemme herude, der siger: I skal ikke lade jer kue. I må aldrig give op. I skal kæmpe for friheden.

Mindelunden er derfor blevet et sted, hvor man kan samle kræfter, hvor det tidligere var et sted, der tappede én for al energi.

Derfor vil jeg blive ved med at komme her, så længe jeg lever.

Både den 4. maj og juleaften.

Og jeg vil tage mine børnebørn med herud og fortælle dem om stedet og historien.

Det skylder jeg børnebørnene.

Og det skylder jeg de faldne, der ligger begravet herude og de mange, som aldrig blev fundet, men som har deres navne indgraveret på mindepladerne.

Tak fordi jeg fik lov til at dele disse tanker med jer.

Og med respekt og i mindet om de begravede i denne lund, vil jeg gerne ønske jer alle en god og fredfyldt jul med jeres familier. Tak for ordet.