2014

Kjeld Olesen, Fhv. Udenrigsminister

Tale i Mindelunden - 24. december 2014.

Som lille dreng var jeg fascineret af et billede i vores stue. Det forestillede nogle udasede og forpinte mænd, der i pløre og ælte trak af sted med noget, der lignede en trækvogn. Da jeg som syvårig spurgte min far, hvad det forestillede, blev han meget alvorlig og sagde: ”Det er en kanon, de trækker, og billedet forestiller tilbagetoget fra Dannevirke under krigen i 1864. Vi led et skammeligt nederlag, og det må aldrig ske igen”. Senere gik det op for mig, hvilken stor betydning det forsmædelige nederlag til Prøjsen havde for min far. Han krympede sig, da han og jeg tidligt om morgenen den 9. april 1940 stod ved vinduet og så de tyske bombefly larme over hustagene. Han stod med knyttede næver, og jeg fornemmede, at han følte, han måtte gøre noget. Han gik på et tidligt tidspunkt ind i modstandsbevægelsen.

Dengang jeg spurgte min far om billedet, var det 75 år efter slaget ved Dybbøl. De fleste voksne talte ikke om 1864. Det var noget, man helst skulle glemme. Det er nu 74 år siden, Danmark blev besat af tyskerne. En syvårig vil i dag opdage, at besættelsen ikke er noget, der helst skal glemmes. Nuvel, den 9. april 1940 var briterne på hælene og kunne ikke hjælpe os, om vi kæmpede nok så meget, og med risiko for at København blev bombet sønder og sammen, som det skete for Rotterdam. Men briterne blev styrket med amerikansk våbenhjælp, og da Hitler erklærede amerikanerne krig efter det japanske angreb på Pearl Harbor, og da Sovjetunionen gik i offensiven, var den danske modstandsbevægelse allerede en realitet.

Vi er her for at mindes og takke. Især de dengang få, der på et tidligt tidspunkt tog kampen op mod tyskerne. Det officielle Danmark forfulgte dem med ord og handling. Det er landskadelig virksomhed, lød det fra regeringen, og det danske politi arresterede dem. Men intet kunne kvæle modstandsånden, og da krigslykken vendte, og regeringen den 29. august 1943 brød med den tyske besættelsesmagt, var linjen klar. Med væbnet modstand måtte vi selv være med til at befri vort land.

Da den første modstandsgruppe blev skabt, havde andre danskere for længst været med i kampen mod tyskerne. Allerede før 9. april 1940 havde omkring 400 danske søfolk mistet livet. Over 6.000 var forhyret på handelsskibe – de fleste danske, men efter 9. april var det ikke Dannebrog, der vajede agter. Det var det britiske eller et andet allieret flag. Først efter at den danske regering havde brudt med tyskerne i august 1943, og modstandskampen voksede i styrke, blev Danmark betragtet som en allieret, og Dannebrog kunne sættes agter.

Og det kunne man se på D-dagen i juni 1944. Under den store invasion i Normandiet deltog 800 danske søfolk på 30 danske forsyningsskibe, hvor de 24 var under Dannebrog.

Da freden kom i maj 1945 kunne man se tilbage på krigssejlernes indsats. Prisen var høj. Over 1000 i allieret tjeneste blev derude i Nordatlanten eller andre farvande, hvor miner og de tyske ubåde hærgede. Da de første krigssejlere i maj 1945 vendte hjem med krigstraumer og svære ar på sjælen, kunne de stå forlegne i folkemængden, der hyldede den hjemlige modstandsbevægelse. Først i 1969 blev fysisk og psykisk skaderamte krigssejlere omfattet af erstatningslovgivningen.

Men i dag er det helt anderledes. Krigssejlerne og den hjemlige modstandsbevægelse er historisk forenet som en samlet hær i kampen mod Nazismen. Dannebrog og Dronningen var til stede på Normandiets strande, da man i år mindedes 70 års dagen for den store invasion, der var begyndelsen på enden af Anden Verdenskrig. Og inden længe vil de søfolk, der blev der ude, få et varigt minde på dette sted.

Det ebber ud med os, der som børn eller unge oplevede krigen dengang. Men når den sidste af os er væk, vil Mindelunden bestå, og jeg er sikker på, at den ånd, der besjælede dem, der kæmpede og satte livet på spil, vil gro videre i kommende slægter.

Hav en fredfyldt jul.

Google Sites

Report abuse