2019

dr. phil. Anne Knudsen, tidligere chefredaktør på Weekendavisen

Fjerde maj 2019

Først mange tak til Kammeraternes Hjælpefond, som har indbudt mig til at holde denne tale. Det er mig en ære at stå her i Mindelunden i aften og forsøge at give stemme til vore fælles følelser af taknemmelighed og vemod ved tanken om de liv, som mindes her, og som blev givet for vores skyld.


Der er ting, der er værre end krig.

Derfor står vi her i aften. Vi står her for at ære dem, der forstod, at det er sådan, det er, og som gav deres liv for at kæmpe imod dét, der er værre end krig.


Vi glemmer, vi glemmer.

Vi glemmer, hvad det er, der er værre end krig, og vi håber naturligvis, at vi aldrig vil komme til at huske det igen. Vi håber, at vores daglige fredsommelighed vil betyde, at vi aldrig nogensinde selv vil komme til at tænke: Dette liv er værre end krig!


Men hvor vi står i aften, fortæller de døde os, at der er værre ting. Her mindes vi dem, der døde i koncentrationslejrene, dem, der døde på havene og i allieret tjeneste, og dem, der kæmpede herhjemme. Her ligger begravet unge mennesker, som døde, fordi de hellere ville kæmpe med deres liv som indsats end at finde sig i dét, der er værre end krig. De tog i deres egne hænder at kæmpe imod det.


Vi er samlet for at ære deres minde og for aldrig at glemme, hvad de døde for; de døde for den verden, vi i dag tager som en selvfølge.


På grund af dem og deres lige kan man i dag i vores samfund tillade sig at være ligeglad med Danmarks militære forsvar, ja endda være imod selve tanken om at kunne forsvare sig, endsige forberede sig alvorligt på at kæmpe for frihed og selvbestemmelse.

Man kan være imod krig i al, bred almindelighed, uanset anledningen. Og man kan sige: Hvad kan dog være værre end krig?

Men der ER ting, der er værre end krig.

Og det er altid det samme, selv om det tager forskellige navne: Slavegørelse.

Slavesamfund, samfund, hvor mennesker er uden rettigheder og endog uden retten til at fortælle om deres egen retsløshed.

Det var sådan et samfund, de mennesker kæmpede imod, som vi i dag mindes.

Slavesamfund er ikke en fiktion; det er ikke noget, vi behøver at forestille os. De findes. Slavegørelse er noget, der kan ske alle vegne, hvis man ikke kan forsvare sig imod det.


Udryddelseslejrene i Europa, hvor seks millioner jøder blev dræbt, var en helt igennem civil foranstaltning, en pervers, anvendt sociologi.

De mindst tre millioner ukrainske bønder, som under Stalins regime i 1930rne sultede ihjel på deres egen, frugtbare jord, og de mere end én million kazakher, der døde af sult på stepperne, døde af indenrigspolitiske årsager. De var ofre for en velovervejet økonomisk politik.


Disse grusomheder fandt sted, før jeg blev født; de foregik i min fars ungdom. Det er ham, der har lært mig at afsky slavesamfundene.

Min far kæmpede mod den nazistiske besættelse, modtog nedkastede våben og skjulte dem i sit eget hjem. Han havde livslange mareridt efter et kort fangenskab hos tyskerne, men han havde alligevel været heldig; hans lillebror var kun 19 år, da han blev taget af Gestapo og mishandlet i dagevis.

Alligevel talte ingen af dem nogensinde om, hvor slemt det havde været for dem personlig. Men de talte gerne om, nøjagtig HVAD det var, de havde kæmpet imod.

Det er den kamp, vi mindes i dag.


Men også i min egen tid har slavesamfund foldet sig ud, samfundsordener, hvor mennesker var uden rettigheder og døde for vilkårligt, civilt magtmisbrug. Fangelejrene i Sibirien, hvor flere millioner mennesker under sovjetisk herredømme led og døde, var en indenrigspolitisk, civil institution. En samfundsorden.


I min ungdom døde mindst to millioner mennesker i Cambodia, da Khmer Rouge besluttede at ændre det cambodianske samfund. De døde var ofre for en civil sociologi, en kommunistisk utopi om fællesskab ude på landet, en utopi, som faktisk havde tilhængere her hos os, blandt folk, jeg kendte.

Lige nu er der store og rige stater, hvor alle kvinder ifølge loven er slaver hos deres fædre, brødre, ægtemænd og sønner. Også den samfundsorden har tilhængere iblandt os, folk, vi kender.

Og lige nu sidder måske en million muslimske uighurere i kinesiske genopdragelseslejre, hvorfra ingen oplysninger kommer ud. Kinesiske bogforlæggere forsvinder fra udenlandske byer og dukker op i kinesiske domstols-reportager måneder senere som angrende forbrydere. Det hele iscenesat som lov og ret, en fuldkommen civil samfundsorden. En samfundsorden, hvor man uden varsel kan blive hentet, straffet for forbrydelser, hvis eksistens man ikke anede, eller simpelthen forsvinde. Og hvor de, der prøver at fortælle om det, selv risikerer at forsvinde.


I Rusland i disse år dør journalister på åben gade, på måtten foran deres egen gadedør, og efterforskningen af drabene er åbenlyst overfladisk; bagefter sænker tavsheden sig over det russiske samfund.


Der er i sandhed samfund, som er værre end krig, og det er ikke samfund, man behøver at fantasere sig til.


De er heller ikke forbeholdt mennesker i fremmede lande; de kan komme hertil, som de gjorde i 1940, komplet med retsløshed og bevæbnede mænd, der buldrer på ens dør klokken fire om morgenen for at føre en bort til tortur og død.

Vi må selv forsvare os imod dem. Med alliancer, med åbenhed og demokratisk frygtløshed, med diplomati og snilde – og om fornødent med våben.

Min far fortalte, hvordan han ærgrede sig over, at han aldrig havde fået en militær uddannelse. Hans lillebror var ved Livgarden den 29. august 1943 og kæmpede ved Gothersgade kaserne, men min far havde briller og var blevet kasseret. I løbet af krigen indhentede han det forsømte, men han glemte aldrig følelsen af hjælpeløshed, og han glædede sig, da tre af hans børnebørn var fast besluttede på at komme i Livgarden.

Desværre nåede min far at dø, før mine to sønner kom til at kæmpe mod slavesamfundene i Irak og Afghanistan. Men han ville have været stolt af dem.


Min fars generation kom til at forstå, hvor vigtigt det er at kunne kæmpe med våben i hånd mod dem, der ikke lader sig tale fra at påtvinge andre mennesker slaveriet.

Det var ikke, fordi forsvarsviljen i Danmark var mere udtalt i 1930rne, end den er i dag. De mennesker, som risikerede livet eller mistede det under Verdenskrigen, var ligesom vi vokset op i et samfund, hvor man troede sig sikker, fordi man var uskadelig. Hvor man troede, man kunne dukke sig for de erobringslystne.

Det var i sådan et samfund, nogle få risikerede at tage sagen i egen hånd. At trodse den officielle, politiske medgørlighed og beslutsomt skade fjenden, så meget de kunne.


Det er uhyggeligt i dag at være vidne til, hvordan der igen er magter, som kigger vurderende på vore svagheder og overvejer, hvordan man kan udnytte dem til at slavebinde os. Og det er endnu mere uhyggeligt, at der er så mange i Danmark og i resten af Europa, som forestiller sig, at det umuligt kan ske igen, at nogen vil forsøge at tage vore selvfølgelige friheder fra os.

Men hvorfor skulle det ikke kunne ske?

Hvis ikke man kan forsvare sig, kan man ikke være sikker på at kunne beholde sine rettigheder.


Det er ikke, fordi amerikanerne forlanger det, at vi i de europæiske demokratier må gentænke vores forsvar og besinde os på at kunne forsvare vores demokrati, vore friheder, vores retssamfund og vores territorium.

Det er, fordi den virkelige verden omkring os viser tydelige tegn på at ville benytte sig af det, hvis vi ikke kan.

Vi har grund til at kigge os over skulderen.


Der findes i dag lige i nærheden af os samfund, som vi ikke ville bryde os om at leve i. Samfund, som teknologisk er fuldt på højde med vores, og som ikke gør nogen hemmelighed af, at landegrænser kan ignoreres af den, der har våben og vilje til at gøre det.


Vi er forsamlet i aften for at mindes og ære de mennesker, som gav deres liv i kampen for det demokratiske samfund, vi har.

Et samfund, hvor man kan sige, hvad man mener, uden at frygte en dag at være sporløst forsvundet, død for myndighedernes hånd.


Vi ærer deres minde bedst ved at passe på det, de kæmpede for. Vi har haft 74 års fred i Danmark, fred, demokrati og retssamfund.

Men vi må aldrig glemme, at der er ting, man må og skal forsvare sig imod med våben i hånd. Ting, som er værre end krig.

De unge døde, som ligger her, og alle de mange, der faldt på verdenshavene og i allieret tjeneste, forstod det. Vi skylder dem vores ydmyge tak, fordi de vovede livet for at redde os.

Tak.


Anne Knudsen

4. maj 2019

Program 4. maj 2019.pdf