I The River of no Return

− I’m not supposed to play with boys!

Hendes katteagtige stemme smøg sig gennem skarpt røde, lidt truttede læber. Hun spillede rollen perfekt. En smule infantil og uskyldig, men udforskende, let provokerende og tilsyneladende velvillig. Hun havde hovedet lidt bagud kælent til siden, og spændte brysterne fremad. De var som to mellemstore balloner med vand i; gyngende, levende, og hendes brystvorter der var malet knaldrøde kunne anes bag den kriminelt gennemsigtige bluse. Øjnene var halvt lukkede, som var hun bedøvet, men hver gang hun så på en mand åbnede hun dem helt, som havde hun opdaget en diamant i sandet. Hendes kunstige øjenvipper sad fra øjenlågenes midte og ud, hvor de tiltog i længde og svippede opad. Når hun ikke talte, havde hun, sikkert ganske bevidst, et bredt modelsmil, der afslørede en række velplacerede hvide tænder, der kunne sælge hvad som helst, hvis altså ikke brysterne gjorde det.

Flere gange skiftede hendes ansigt karakter fra lille pige, til stor pige, fra underdanig til dominerende og effekten var derefter.

Salomon følte sig skiftevis som en rigtig mand og mors dreng, men uanset hvorhen hun førte hans sind, var han fuldkommen i hendes magt, som en dukke i dukkeførerens hænder.

Hun gyngede frem og tilbage på scenen mere end hun dansede, men de uanseelige trin havde alligevel stor effekt på publikum, især måske fordi det var Marilyn Monroe, der trådte dem.