Designopgave: Vejviser design
Som en introduktion til designcirklen arbejdede eleverne i en kobling af fagene natur/teknologi og dansk med designopgaven “find rundt”/”vejviser design”. Skolen er svær at finde rundt på og der er ingen tydelig skiltning, der kan guide interne og eksterne folk rundt. Skolen er stor og har flere indgange, så ofte kommer besøgende for sent til møder.
Designprocessen
Designopgave: Skolen er svær at finde rundt på og der er ingen tydelig skiltning. Væggene er lavet af forskelligt materiale, hvor det er svært at hænge skilte på. I skal designe en løsning, hvor I tager højde for målgruppe, placering, materiale og design. Løsningen skal være langtidsholdbar og kunne udvides efterfølgende ved behov.
feltstudier: Forbered og lav et interview af skolens ledelse om lokalernes benævnelse og hvilke afdelinger/lokaler der skal vises vej til. Undersøg skolens opbygning ud fra plantegninger og oversigtskort. Diskuter forskellige løsninger på andre skoler eller institutioner.
idégenerering: Skitser forskellige løsninger og lav udvikl forskellige prototyper
fabrikation: Udvælg et design og brug relevante teknologier i fabrikationen af produktet. Produktet placeres udvalget steder på skolen.
argumentation og refleksion: Hvordan kan processen forbedres?
Elevernes designs
Undervisningen foregik til en start i natur/teknologi undervisningen for fire elever, som introduktion til designcirklen. Eleverne blev præsenteret for designopgaven og gik samlet ud på skolen for at finde vej på skolen.
Eleverne spurgte om vej til både børn og voksne de mødte på gangene, som sendte dem i vidt forskellige retninger – problemstillingen blev bekræftet og eleverne blev motiveret for projektet. Feltstudiet fortsatte, da det krævede mere end bare at gå direkte til fabrikation. Eleverne brainstormede over hvilke krav der kunne være til skiltning og design og kom frem med vinylfolie som produkt og inkscape og vinylskærer som teknologi. De formulerede forskellige spørgsmål til skolens ledelse og arrangerede et møde, hvor vi forsøgte at imødekomme skolens ønsker til skiltning. Efter en times møde stod eleverne med forskellige plantegninger og lister med områdetitler. Nu begyndte snakken; om skiltningen skulle rumme billeder og tekst eller blot tekst. Hvor mange skal man tage hensyn til I skiltningen; “hvad med dem der ikke kan læse” og “hvad med svagtseende”? Mange små problemstillinger blev vendt og eleverne blev enige om en form med pile og ren tekst.
Hver især tegnede eleverne deres udkast til en form for skiltning på papir som første del af idégenereringen. Efter præsentationen af elevernes udkast diskuterede de fordele og ulemper ved de forskellige designs. Herefter tegnede eleverne nye udkast i inkscape, hvor de gjorde brug af diskussionen fra tidligere. Tredje udkast blev tegnet med kridt på skolens gulv – på de steder hvor den fremtidige skiltning skulle placeres. I samarbejde valgte eleverne størrelser, farver og skrifttyper til pilene.
Eleverne udvalgte et design og satte gang fabrikationen.