L I N D V E D K O R E T
Lindvedkoret er et flerstemmigt, klassisk kor, der synger a cappella og lejlighedsvis også med instrumental ledsagelse. Koret tæller ca. 30 sangere, som med fornøjelse udforsker den rige og omfattende skat af danske og udenlandske sange. Dette til glæde for den enkelte sanger, for koret og måske også for andre.
Almindeligvis gives 1-3 koncerter om året.
Koret er medlem af Kor72, som er en sammenslutning af amatørkor i Danmark. Medlemskabet indebærer blandt andet mulighed for deltagelse i korstævner, hvor man som kor eller individuelt kormedlem kan prøve kræfter med forskellige genrer og sværhedsgrader.
I de to sæsoner, som koråret består af, samles koret hver torsdag fra kl. 19:15 til kl. 21:15 i eurytmisalen på Rudolf Steiner-Skolen, Lindvedvej 64, 5260 Odense S.
Lindvedkoret er organiseret som en forening og samarbejder med DOF Paarup Aftenskole.
Et historisk tilbageblik fortæller, at Lindvedkoret blev etableret i 1984 af Sven Skovbakke. I 40 år var Sven dirigent, og som korleder tilførte han et væld af musikalske oplevelser og ikke sjældent også overraskende opdagelser. Således er Lindvedkoret særdeles godt rustet til at møde nye udfordringer sammen med Stine Elbæk Gomard, der nu leder koret.
Er du sangglad og gerne vil være med i et fællesskab, hvor socialt og musikalsk samvær prioriteres højt, vil det være en rigtig god ide at kontakte Lindvedkoret. Det kan ske ved henvendelse til formand Axel Gomard, telefon 23 20 11 20.
Kom gerne et par gange for at synge, se og høre, om ikke du kunne få lyst til at fortsætte.