yngre læge

http://whoamikjeldandersen.blogspot.dk/

  • To do (24-01-17): Udmeldelse af Lægeforeningen/Yngre Læger.
  • Det er en alvorlig situation at miste bolig, job og karriere, især når det er uforskyldt. Denne hjemmeside er udtryk for, at jeg har forsøgt alt andet uden held, og at min situation har været fuldstændig uholdbar gennem måneder, uden udsigt til forbedring. Var det retfærdigt? Berettiget?
  • Dem, der er skyld i min situation, må finde sig i at blive nævnt hér.
  • På nuværende tidpunkt (24. januar 2017) har jeg intet tilbage at miste.
  • Det betyder to ting: 1. Trusler fra tidligere kolleger, Lægeforeningen, Yngre Læger, Sundhedsstyrelsen og Regionen er jeg immun overfor. 2. Intet skal forhindre mig i at fortælle min historie.
  • Det er meget banalt: gør jeg ikke noget selv, sker der heller ikke noget, og stod det til lægekolleger, fagforening og myndigheder, så sov jeg nu på gaden.
  • Det eneste groteske i min nuværende situation og i forløbet op til er, at det, jeg fortæller, er virkeligheden og at jeg derfor kan dokumentere alt.
  • Det er en ubehagelig, men nødvendig proces, og jeg har intet valg. Selv om jeg har fremlagt meget, mangler jeg stadig hovedparten, samt det værste.
  • Sidst: jeg gør ikke dette her for sjov, og eventuel forargelse preller fuldstændigt af på mig. Min historie er ikke kun relevant for mig.

Sidste dag i eget hjem. Mit lagerrum.

Mit værelse i fire måneder. Bedre end gaden.

Mit værelse de seneste to måneder. Kælderen bedre.

Bedre end gaden eller Mændendes Hjem

Jeg har på intet tidspunkt ikke kunne arbejde.

Her ses konsekvensen af tvungen passivitet.

Udsætningen

  • Jeg gjorde alt menneskeligt muligt, for at forhindre, jeg blev sat på gaden den 20. juni 2016
  • Fraset ganske få mennesker var alle pisse ligeglade, især kolleger og myndigheder
  • Hvis jeg kunne dedikere tabet af min bolig til nogen, må det være:
    • Overlæge Ulla Brix Tange, Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet
    • Læge Kristine Chemnitz, Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet
    • Professor Martin Lauritzen, INF/Glostrup Hospital
    • Embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, SST
    • Bivejleder (ER) fra FIUNIT/Glostrup Hospital
    • Praktiserende læge (CE), Citydoctors
    • Yngre Læger, Lægeforeningen

Før udsætningen - Lokalbanen

Vinter 2016

"Det var vinteren 2016. Det var rigtigt koldt. Det var første gang jeg mistede min lejlighed, men så nåede jeg i ellevte time lige akkurat at aftale en ordning med boligselskabet, så jeg kunne beholde den (indtil dét uundgåeligt sluttede, da jeg blev tvunget til at flytte d. 20 juni 2016)..."

"Jeg havde ingen penge og jeg havde i en længere periode levet af små-beløb jeg lånte af mine forældre. Idet pengene ikke rakte til at jeg kunne købe tilstrækkeligt med mad, måtte jeg supplere de nedsatte, næsten-for-gamle madvarer fra Netto med at cykle fra Indre By til forstaden for at få aftensmad hos forældrene..."

"En dag var det essentielt at jeg fik nogle fornødenheder, og jeg mente, at jeg havde snyltet nok af mine forældre. Derfor fik jeg aftalt med en bekendt nord for København (ca. 45 km), at jeg kunne komme forbi vedkommende ..."

"Jeg havde absolut ingen penge og det var ikke lykkedes mig at sælge en rygsæk, jeg engang havde fået af en ven..."

"Temperaturen var ca. -10 grader og det blæste med iskold vind, som stak som små syle i ansigtet..."

"Jeg stod nu på en øde landevej med marker på den ene side og bebyggelse på den anden..."

"Det var kulsort, sent på aftenen, jeg var udmattet, havde ikke spist den dag, og i de foregående dage kun fået utilstrækkeligt med mad. Jeg frøs og var faret vild..."

"Klokken havde passeret 22.00, og jeg kørte ind på det eneste sted, som havde åbent, tankstationen overfor stationen. Jeg havde desværre ikke nogen penge, men ekspedienten var venlig og gav mig lov til at stå derinde et lille stykke tid. Jeg kunne næsten ikke tale, fordi ansigtet var frosset..."

"Jeg var iskold over hele kroppen, især ansigtet, fødder, ben, arme og hænder. Fingrene var ligesom fødderne stive af kulde og ubrugelige. Selv om min iPhone havde fungeret, ville jeg ikke kunne betjene den. Jeg var tiltagende svimmel og kunne ikke tale."

"Jeg cyklede rundt indtil midnat. Jeg havde mistet orienterings- og koncentrationsevnen, og det var et rent held at jeg fandt tilbage til tankstationen. Den var imidlertid lukket. Der var fuldstændigt mennesketomt, ikke engang på motorvejen kunne jeg se nogen biler. Jeg kunne ikke holde balancen på min cykel, jeg var nød til at humpe langsomt afsted..."

"Fandt en tilfældig opgang og ringede på hos alle beboerne. Gik et par meter tilbage, så beboerne kunne se mig fra deres vinduer. Ingen åbnede for opgangsdøren, så jeg kunne få varmen dér, om ikke andet. Tilbage på stationen kunne jeg mærke at jeg havde det svært dårligt. Jeg ringede til et af de eneste numre, jeg kunne, fra en telefon uden kredit: 114..."

"Min stemme lød sikkert mærkeligt, snøvlende, kraftesløs. Jeg afsluttede med at sige, at jeg selv var læge, og at jeg mente, at jeg var i livsfare, og at jeg havde forsøgt alt, hvad jeg overhovedet var i stand til i min tilstand..."

"Lægen fra 1813 grinte blot og sagde: "Jeg troede ellers at læger tjente nok til at leje en taxa!.."

"Jeg måtte ringe 1813 eller 112. Sagde at jeg ikke kunne mere, og at jeg ville smadre en rude, så jeg kunne komme ind i læ og varme i venteværelset på stationen..."

"At det ikke fik betjenten til at gøre noget som helst..."

"Samlede kæden op fra jorden og kastede den mod glasset i døren. Som den gik direkte igennem..."

"Jeg lå i ske med radiatoren til jeg brændte mig på den. Måske tre kvarter, måske en time. Kan meget tydeligt huske dén del af forløbet..."

"Jeg kunne ikke styre arme og ben, ikke tale, ikke koncentrere mig og ikke bevæge mig mange meter..."

"Men EFTER jeg havde ligget i tre kvarter med viskestykker viklede rundt om mine fødder, hals og hænder, kom jeg op at sidde og ringede 112..."

"Ordensmagten blev enig om ikke at sigte mig for indbrud, men jeg skulle selvfølgelig betale for skaderne. De ringede efter en taxa... Jeg var hjemme lidt i 06.00 om morgenen. Uden fornødenheder og 3600 kr., samt taxa betalingen fattigere. Der gik to dage før jeg kunne gå normalt igen."

Regningen - mail til Lokalbanen

    • Jeg havde naturligvis kontaktet Lokalbanen kort tid efter uheldet i et forsøg på at få en afbetalingsordning, da jeg umuligt kunne betale 3600 kr. på én gang. Det kunne dog ikke lade sig gøre. Ingen forsikring jeg var indehaver af, kunne dække nogen som helst. Var nødt til at fortælle Lokalbanen, at jeg selvfølgelig gerne ville betale, men hverken på det tidspunkt eller i nærmeste fremtid kunne. Det stod helt klart, at man ikke troede på mig, men heldigvis blev jeg ikke indberettet til Riebers. I starten af december 2016 fik jeg en rykker fra Lokalbanen, og jeg fornemmede at den ikke gik længere. Da jeg nu havde mistet min lejlighed, fik kost og logi af mine forældre, og teknisk set havde 3600 kr. (men ikke meget mere) måtte jeg betale. I den forbindelse mailede jeg til mle@lokalbanen.dk og post@lokalbanen.dk den 6. december 2016. Mailen og rykkeren uploades snarest.
    • I forbindelse med tilsendt aktindsigt fra daværende praktiserende læge fra Citydoctors, læste jeg om episoden, ultrakort refereret af det fjols af en kollega fra 1813, der hånede mig og grinte af mig, da jeg ringede halvdød til ham. Navnet på den idiot, samt hans notet kommer også snarest op på hjemmesiden.

Før udsætningen - Lægernes Pensionbank

  • Takket være læge Finn Zierau og læge Elisabet Tornberg Hansen blev jeg tvunget på Invalidepension
  • Ydelen Invalidepension er det officielle navn og det er den mest fornedrende og ydmygende betegnelse man har valgt
  • Lægernes Pensionsbank udbetalte ydelsen måneder for sent, og min husleje skulle udbetales kvartalvis
  • Jeg er ikke og har aldrig været invalid eller uarbejdsdygtig, hvorfor det var ekstra ydmygende, men jeg havde intet valg
  • I nedenstående besked til Helle Skourup henviser jeg til Bivejleders (ER) og Prof. Martin Lauritzens ugerning og mit falske håb, ansættelse på Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet
  • Jeg kunne ikke tilbagebetale et lån eller et bevilliget overtræk over kun to måneder. Beklager overfor Helle Skourup, at det er mig, der ikke har forklaret mig godt nok.

Besked til Lægernes Pensionsbank (Helle Skourup) den 13. oktober 2014

Kære Helle Skourup

Tak for din forståelse.

Jeg har ikke en kæreste/kone, ingen børn, ingen lån og studiegælden er tilbagebetalt for længst.

Jeg har et lavt fast forbrug, men kan ikke nå at lave et budgetudkast til dig her og nu. Jeg kan oplyse, at jeg pga. sagen

ikke har haft en indtægt i 3 snart 4 måneder, men netop betalt kvartalsvis husleje for min 1V lejlighed. Jeg har en ældre meget lidt benyttet billig Ford Fiesta 2000, kontaktlinser, telefon og bredbåndsanonnement.

Ergo: Jeg lever relativt sparsomt. Jeg har vedhæftet det vel nok vigtigste dokument, nemlig en beskæftigelse på ansættelse fra 01-11-14 og 12 mdr. frem. Jeg er ikke aktuelt interesseret i et lån, men blot en kortvarig

forhøjelse for en sikkerheds skyld af min kassekredit.

...

Husk på jeg netop har betalt kvartalsvis husleje og iøvrigt i gang med at (prøve) at sælge bilen.

Tror du ovenstående kan lade sig gøre?

MVH Kjeld

Svar fra Helle Skourup den 15. oktober 2014

"Hej Kjeld

Tak for din besked.

Hvis du kun søger om bevilget overtræk, skal overtrækket være inddækket i løbet af 2 måneder.."

"Kan du det ? og er det det du vil ?

Venlig hilsen

Helle"

Besked til Helle Skourup den 15. oktober 2014

"Kære Helle"

...

"Jeg starter på job 1. november 2014 med en højere løn end den tidl. forskerløn. Jeg får snart de manglende dagpenge som pga. Akademikernes fejlregistrering af ut. som "nyuddannet" ikke havde gjort.

Desuden henvises til forrige mail.

Beklager min manglende viden udi finansiel nomenklatur, men dét jeg efterspørger er:

(1) en forhøjelse af min kassekredit med 25.000 kr. Ikke et lån, ikke bevilget overtræk.

Lidet sandsynligt jeg får brug for de ekstra penge, worst case et par tusinde, men uforudsete udgifter kan forekomme og jeg vil have den tryghed en øgning giver.

Jeg har troskyldigt tilbagebetalt mine studielån og min manglende indkomst skyldes en venteposition uden indtægt og IKKE forbrug.

Kan (1) lade sig gøre? Vil I gøre det?

Venligst Kjeld"

Svar fra Helle Skourup den 15. oktober 2014

"Hej Kjeld

Tak for din besked. Beklager, det er mig der ikke har forklaret mig klart nok.

...

Du har derfor kun 2 muligheder tilbage:

1) Bevilget overtræk i 2 måneder eller

2) Et gruppelivslån

Lad mig vide hvilken af de 2 løsninger du ønsker."

Besked til Helle Skourup 2. februar 2016

"JEG STÅR NU OG SKAL BRUGE KNAP 20 KR. TIL NOGET DER ER SÅ VIGTIGT AT I IKKE FATTER DET [mad]. JEG HAR LAVET AF HAVREGRYN OG MEDLIDENHED I TRE UGER..."

Udsætningen - Boligselskabet

  • Min daværende lejelejlighed var initialt ejet af Lægeforeningen
  • Adressen var: Dronningens Tværgade, 46, 5. -2, 1302 København K
  • Lægeforeningen frasolgte ejendommen til det private selskab Patrizia
  • Det var en lang, opslidende og håbløs process, især pga. udtalt mangel på forståelse
  • Præcis hvor stressende og belastende det var at leve på fattigdomsgrænsen og med udsmidning hængende over hovedet i over et halv år, er svært at sætte sig ind i, men ikke desto mindre var det min situation, den var uforskyldt og jeg kunne men måtte ikke arbejde, således at jeg kunne have blevet boende. Sidstnævnte kan jeg takke det modbydelige og uduelige menneske, embedslæge Elisabet Tornberg Hansen for.

Den 3. maj 2016 - fra mig til boligselskabet

"Kære Patrizia v. Anne Rastén.

En kort præliminær meddelelse herfra (i skrivende stund omkring kl. 10.50, 3. maj, 2016): Jeg havde, kort fortalt, i fredags fået oplyst, at der var et for mig betragteligt beløb i rest feriepenge. Jeg indsendte selvfølgelig straks påkrævet formalia, men intet er endnu indsat på min konto.

Jeg kontaktede i går d. 02-05-16 Borger.dk (v. opringning og ved selv at tilgå siden) og desuden Feriekonto telefonisk, og oplystes, at de feriepenge, jeg havde til gode - omkring 38.000,00 kr. - (rester fra diverse tidligere arbejdsgivere, og først for uger siden opgjort, trods mine endnu tidligere, talrige anmodninger herom), ganske rigtigt var rekvireret korrekt af ut., men at der ville være en smule latens på selve udbetalingen.

Jeg skriver til dig senere med forhåbentlig konklusiv information, men indtil videre har jeg ikke opsagt min lejlighed, som jeg kan beholde, såfremt førnævnte midler kommer i løbet af dagen.

Ringer og/eller skriver senere dd. til dig, men igen: jeg har ikke de facto eller de jure opsagt min lejlighed. I øvrigt kontakter jeg ligeledes i dag LLO..."

Den 18-07-16 - fra mig til boligselskabet

"Kære Patrizia v. Anne Rastén

Jeg skal i forlængelse af min opringning og telefonsamtale den 18-07-16 med din kollega, der, som jeg forstår det, i dit fravær varetager al formalia vedrørende mit lejemål i Dronningens Tværgade 46, 5. sal lejlighed 2, som aftalt oplyse:"

...

"Til slut skal jeg nævne, at jeg er utrolig ked af at fraflytte. Der har i flere år forud for de sidste ca. seks måneders problemer ikke været noget at udsætte på hverken administration, lejlighed eller naboer, og jeg har været utrolig glad for at bo på dét lejemål, som jeg må afstå i morgen."

Udsætningen - Økonomisk underskud

Den 8. januar 2016 - fra mig

"8. Januar 2016: Akut Opdatering: Jeg er netop blevet oplyst om, at kontingentet til Akademikernes A-kasse, samt min husleje (knapt 19.000,00 kr./3 måneder) ikke er overført pga. insufficiente midler. Jeg skriver kun dette for at understrege alvoren i min situation. Jeg er tvunget til hurtigst muligt at kontakte andre myndigheder, for at bibringe midler. Det er vigtigt for mig at det vedlægges også denne sag, til trods for, at I ikke er direkte involveret i dette forhold. Tak"

Jeg har censureret mindst muligt i dette materiale. Formålet er ikke at hænge nogen ud. Omvendt må man finde sig i at stå til ansvar for sine handlinger, præcis som jeg selv gør og har gjort. Jeg udleverer mest af alt mig selv. Alt materiale har været forelagt relevante myndigheder.

Mit mål er at uploade samtlige dokumenter, billeder og lydfiler til hjemmesiden. Det er et omfattende arbejde, men jeg har heldigvis alverdens tid.

Sket er sket, det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kan sørge for at intet nogensinde glemmes af det, der skete. Denne side hjemmeside findes i identiske udgaver på mirror-sites.