DET HAVER SÅ NYELIGT REGNET

Ottesen, Johan 1890

Det haver så nyligen regnet

det har stormet og pisket i vor lund,

frø af ugræs er føget over hegnet, -

åg på nakke og lås for vor mund.

Årets løb har sin lov

der blev lyst i vor skov,

ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.

Det har regnet, men regnen gav grøde,

det har stormet - men stormen gjorde stærk.

Som de tro'de, at skoven alt var øde,

så de vårkraftens spirende værk.

For de gamle, som faldt

er der ny overalt

de vil møde, hver gang der bliver kaldt.

Og de tro'de at hjertebånd kan briste,

og de tro'de, at glemmes kan vor ret;

de skal vide, de aldrig ser de sidste

de skal vide, at ingen bliver træt

Thi, som årene randt

sås det: båndene bandt,

kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.

De kan spærre med farver og med pæle,

de kan lokke med løfter og med løn,

fælles sprog giver vore tanker mæle,

fælles vilje gør kampdagen skøn.

Nye stridsmænd skal dér

nye stridsmænd skal her

slutte kreds om den fane, vi har kær.

Ja, det haver så nyligen regnet

og de træer, de drypper endnu.

Mangen eg er for uvejret segnet

men endda er vi frejdige i hu;

viger ej ud af spor

for vi kender det ord:

Det har slet ingen hast for dem, som tror.