Driften kører normalt
Driften på vandværket og ledningsnettet er normal
Driften på vandværket og ledningsnettet er normal
Lidt historie
Hyllinge vandværk er stiftet den 12 april 1935 og oprindeligt var det kun ganske få i selve Hyllinge by som var med. Stille og roligt er flere og flere tilsluttet og i dag leveres vand til samtlige huse i Hyllinge by. I oplandet er der ca. 50 med egen vandforsyning, som vandværket har forsyningspligt overfor såfremt de ønsker at blive medlemmer.
Oprindeligt var vandværket placeret hvor tennisbanerne ligger i Hyllinge i dag. I 1975 købte man så grunden på Jenstrupvej og etablerede en boring her. Råvandet blev så pumpet til Hyllinge hvor det blev behandlet. Grunden på Jenstrupvej var så stor, at der var plads til på et senere tidspunkt at placere et vandværk.
I midten af firserne blev tiden så langsomt moden til at bygge et nyt vandværk. En ekstra boring blev etableret, og en ringforbindelse øst om byen blev nedgravet. Den 26.9 1989 blev det nye værk åbnet officielt, og har kørt upåklageligt siden.
Vandet kommer i dag fra to boringer, der lige som værket i en årrække har kunnet yde det dobbelte af vores forbrug.
En større planlagt renovering af værket blev gennemført i 2010, hvilket betyder at værket i dag kan fjernovervåges, lige som vi har fået et udbygget alarmsystem. Under renoveringen ydede Menstrup og Spjellerup vandværker deres sidste indsats, idet de forsynede hele området mens renoveringen stod på.
Vandværket har i dag ca. 600 andelshavere. Økonomisk er vi en velkonsolideret virksomhed. Det betyder at vi er rustet til de store krav, der stilles til vandforsyninger i dag. Bl.a er vi underlagt krav om efterhånden meget dyre analyser, lige som vi indbetaler til grundvandssikring.
De seneste år har vi investeret store beløb i renovering af vores ledningsnet, det er sket som et led i bestræbelserne på at reducere vores vandspild. Bestyrelsen mener derfor at kunne sige, Hyllinge vandværk er en lille veltrimmet virksomhed, som er i stand til at møde fremtidens krav.